English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Erik Norby

Regnbueslangen - Orkestersange og symfoniske værker


Aalborg Symfoniorkester
Aarhus Universitetskor
Coro Misto
Hanne Fischer, mezzosopran
Bo Holten, dirigent

Erik Norby, komponist

Om:
Den danske komponist Erik Norby havde en delikat, senromantisk klang i næsten al sin musik, og en højst sofistikeret fornemmelse for symfoniorkestrets mange muligheder. Denne CD præsenterer hans spektakulære gennembrudsværk Regnbueslangen fra 1975 foruden hans Edvard Munch Trilogi og orkestersangene Rilke-Lieder for mezzo-sopran og orkester i nye indspilninger med Aalborg Symfoniorkester, mezzosopran Hanne Fischer og dirigent Bo Holten.

Køb CD

  $21.30
Download album (MP3)   $9.80
Vælg download-format:
læs om formaterne

Trackliste:

Priser vist i Amerikanske dollars
1

Regnbueslangen (The Rainbow Snake) (1975)

17:23 Play $3.50
A symphonic poem based on an Indian legend
Rilke-Lieder (1985)
for mezzo-soprano and orchestra
2

I Liebesanfang

4:38 Play $1.40
3

II Die Liebenden

6:09 Play $2.10
4

III Wir sind nur Mund

6:52 Play $2.10
Edvard Munch Trilogy (a Requiem) (1978-79)
Symphonic transformation for orchestra and mixed choir
Based on three of Edvard Munch's graphic works
5

I Skrig (Scream)

8:05 Play $2.10
6

II Den syge pige (The Sick Child)

6:26 Play $2.10
7

III Sørgemarch (The Funeral March)

11:05 Play $2.80
Total spilletid  61 minutes
Erik Norby (1936-2007) af Klaus Møller-Jørgensen

I sine første værker fra begyndelsen af 1960'erne eksperimenterede Norby med dodekafoni (2 sange til tekster af Rilke, 1963) og serialisme (Musik for 8 sekstetter, 1966). Men som de fleste andre af tidens komponister opgiver han hurtigt dén vej.

Norbys vej videre frem adskiller sig imidlertid fra mange af hans samtidige ved at hans musik fra sidst i 60'erne (Sinfonia da requiem, 1968) og helt frem til 90'erne i større eller mindre grad er farvet af en senromantisk "sound". Det gælder i særlig grad vokalværker som Wunderhorn-sangene (1972), Herbst-Lieder (1989) og Södergran-sangene (1992), mens det i andre værker mere ligger som en understrøm, der farver det samlede indtryk.

Norby er ikke "neo-romantiker", men han tillader sig at gøre brug af harmoniske elementer, der virker bekendte og dermed mere imødekommende end hos mange af hans samtidige. Og så skriver han i velkendte former og bruger symfoniorkestret på en måde, publikum er vant til. Hvilket han tilmed gør med stor dygtighed og raffineret sans for orkestrets mange muligheder.

På denne CD hører man dette især i de tre Rilke-Lieder, men også i både Munch-trilogien og Regnbueslangen. Tilsammen giver de tre værker et godt indtryk af Norby som en farverig og opfindsom orkestrator, der bestemt er barn af det 20. århundrede men som ikke er bange for at skrive nærmest filmisk musik eller for at trække direkte på det 19. århundredes harmoniske bagage.

 

Regnbueslangen (1975)

Regnbueslangen er Norbys egentlige gennembrudsværk, bestilt af DR til Radiosymfoniorkestrets 50 års jubilæumssæson. Værket blev meget fint modtaget af både kritik og publikum og blev spillet igen allerede i 1976 ved to festivaler for ny musik, dels ved Rostrum i Paris, dels ved ISCM i Boston.

Det er et symfonisk digt, inspireret af en gammel indiansk legende om, hvordan slangen blev til en regnbue og dermed reddede folket fra tørke. På titelbladet angiver Norby udtrykkeligt, at den her citerede korte version af legenden skal trykkes i programmet, hver gang værket bliver opført. Der er altså tale om et stykke regulær programmusik i traditionen fra Liszt, Smetana og Richard Strauss.

Legenden er gengivet således i partituret:

 

Regnbueslangen er et indiansk sagn om, hvordan regnbuen kom på himlen. Om hvordan en slange hørte indianerfolkets klage over meget lang tids tørke og ufrugtbarhed og sammenrullet lod sig kaste højt op mod himlen. Den foldede sig ud, blev længere og længere, indtil både dens hoved og hale nåede jorden. Dens ryg krummede sig og skrabede den blå is ned fra himlen.

Slangen begyndte at changere i alle farver, isen smeltede, og efter lang tids tørke faldt der igen regn på jorden. Landet kom atter til live, vandet fyldte igen de udtørrede flodsenge, og roserne blomstrede på ny.

Slangen har siden spændt sin smidige krop ud over himlen, hver gang det regner på en solskinsdag.

 

Værket varer ca. 17 minutter og udgør ét sammenhængende forløb, der begynder og slutter ens og med et tydeligt klimaks undervejs - som slangen, der rammer himlen og med hoved og hale, der begge når jorden. Det er skrevet for ekstra stort orkester med 4 på hver træblæser, 6 horn, 4 trompeter, 4 basuner, tuba, ekstra slagtøj, herunder to vibrafoner, samt harpe, klaver og strygere. Det er med andre ord den helt store klangpalet, der er taget frem - og som også kommer i sving.

Samtidig er det en meget tæt sats, 1. og 2. violiner samt celloer er i lange passager delt op i hele tre stemmer, bratscher og kontrabasser i to. Der er så at sige "rift om pladsen" på nodelinjerne, og næsten hele vejen igennem er stykket præget af en fortættet og kompakt lyd. Harmonierne er cluster-agtige men dog med en klar fornemmelse af en grundlæggende tonalitet; man kan tydeligt mærke harmoniske skift undervejs men hører kun lejlighedsvis klart identificerbare akkorder.

Selv melodikken er med til at fremhæve det fortættede: de fleste melodiske bevægelser sker trinvis, som halv- eller heltonetrin, og inden for et lille spektrum, typisk en terts. Endelig spiller de dybe instrumenter, fra altfløjte, basklarinet og kontrafagot til de dybe strygere, en fremtrædende rolle i store dele af værket.

Alt dette giver lytteren en fornemmelse af en enorm urkraft, der ligger og ulmer og blot venter på at eksplodere som en anden vulkan. Hvilket så også sker godt en tredjedel inde i stykket. Hvorefter den fortættede sats fortsætter oppe i det høje register, med vanddampe der bliver til regn, som så igen vender tilbage til det jordiske og de mere mørke farvetoner.

 

Musikken begynder i dybet, med dybe strygere og blæsere, og bevæger sig ganske langsomt opad, afventende og urolig; melodikken vegeterer uden egentlig at udvikle sig. Pauken lyder præcis på hvert 9. taktslag, men slagene opleves helt tilfældige, fordi harmonierne skifter med de konstant skiftende taktarter i partituret.

Efter knap 5 minutters næsten stilstand begynder musikken at udvikle sig lidt mere, man hører bl.a. små klagesange over al elendigheden i henholdsvis engelskhorn og celloer. Et pludseligt udbrud i musikken - som slangen der ruller sig ud og springer op mod himmelbuen som en fjeder - indvarsler en længere opbygning af energi op mod det endelige klimaks, hvor hornene med deres dreje-toner billedligt talt skraber hul på -himmel-isen. Farverne changerer, der kommer nye klange til, og der dukker et meget visuelt lydbillede af regnen frem: først drypvis i pizzikerede basser, så mere vedvarende i vibrafonerne og til sidst et regulært regnskyl i en strygersats à la -amerikansk -minimalisme.

Regnen stilner af igen, musikken vender tilbage til en tilstand, der minder om dén umiddelbart inden skybruddet. En ny opadstræbende opbygningsfase illustrerer den ganske langsomt vågnende jord. Til sidst falder stykket til ro i en forkortet udgave af begyndelsen.

 

Rilke-Lieder (1985)

De tre sange er skrevet for mezzo-sopran og fuldt symfoniorkester inkl. harpe, klaver og celeste. Teksterne er af den tjekkisk-østrigske symbolistiske digter Rainer Maria Rilke (1875-1926). Værket er bestilt af Danmarks Radio.

Både tekst og musik udgør tre korte, stærkt koncentrerede udsagn om kærlighedens væsen. Der er mere tale om statements end om egentlig udvikling, og musikken er først og fremmest en udmaling af tekstens indhold eller betydning.

 

Digtet Liebesanfang ser tilbage på det første forelskede smil og den første spirende kærlighed. Der er et udtalt romantisk skær over musikken i 1. strofe med en nærmest Wagnersk harmonik og melodik, stærkt præget af kromatik. Celloen har en vigtig rolle som modstemme til sangstemmen, mens bl.a. fløjte, horn og harpe udmaler den naturstemning, som også findes i teksten.

2. strofe er en refleksion over denne tidlige forelskelse, som både er ubekymret og samtidig aner at kærligheden ikke er uproblematisk, symboliseret ved svanen, der deler søen i to. I musikken indtræder et stemningsskifte, dog ikke særlig voldsomt; men teksturen ændrer sig, der kommer f.eks. hurtigere bevægelser og flere stemmer på én gang.

Med 3. strofe vender musikken delvis tilbage til naturmaleriet men er også præget af den højere grad af uro fra strofe 2. Teksten er igen ren henrykkelse over forelskelsen, men musikken antyder et ekko af refleksionen. Efter sidste sætning vender musikken tilbage til de første takter fra den korte orkesterindledning og slutter med en mol-agtig akkord, der bliver hængende og får tilføjet yderligere en dissonerende tone.

 

Die Liebenden indledes med en lang instrumental introduktion, domineret af molagtige og cluster-lignende klange med et skæbnesvangert præg. Men kort inden sangeren begynder, bryder lyset igennem, bl.a. markeret af harpen og mere lyse og duragtige klange. Som om musikken vil sige: Se hvorledes alting løfter sig og lysnes, når to elskende finder sammen og bliver til ét.

Digtet beskriver hvordan to elskende kan løfte i flok og tilsammen vokse sig større, end de var hver for sig. Musikken er gennemgående præget af en storladen gestik og kan minde lidt om Richard Strauss med en stor og kompakt orkestersats og en sprudlende, vildt voksende melodik og harmonik.

 

Den sidste sang, Wir sind nur Mund, begynder som den forrige med en lang instrumental introduktion med samme skæbnesvangre, mol-farvede grundstemning. Men denne gang er der ikke noget lys, der bryder igennem.

Digtet beskriver afstanden mellem hvad vi siger og hvad vi føler - mellem mund og hjerte. Og hvordan munden ikke kan rumme hverken den store sorg eller den store jubel, som hjertet rummer. Et lille skæbnemotiv på tre tætliggende toner, der gentagne gange drejer rundt om sig selv, dukker op i dybtliggende strygere og klarinetter sidst i introduktionen og leder op til en voldsom kraftudladning, lige inden sangeren sætter ind. Den lille melodiske drejebevægelse går igen i varieret form flere gange i løbet af 1. strofe.

Skæbnemotivet og den efterfølgende kraftudladning kommer tydeligt igen i forbindelse med 2. strofes ord om hvordan hjertet alligevel på et tidspunkt bryder igennem, og musikken når sit klimaks lige efter ordet "skrig". Den falder til ro på den sidste sætning om, hvordan vi da forvandles til helt menneske, med sjæl og ansigt.

 

Edvard Munch-trilogi (1978-79)

Munch-trilogien har undertitlen: "(Et Requiem) Symfonisk transformation for orkester og bl. kor efter tre af Edvard Munch's grafiske værker". Yderligere er der på titelbladet for hver sats indsat et kort citat fra digteren Ole Sarvigs "Edvard Munchs grafik", hvor Sarvig kommer med sin personlige fortolkning af en række af Munchs litografier.

Værket er altså ikke blot en musikalsk gengivelse eller fortolkning af tre Munch-billeder, det er en transformation under indtryk dels af Sarvigs fortolkning, dels af koblingen til den katolske dødsmesse, Requiem-messen. Musikken er igen skrevet for fuldt symfoniorkester med ekstra slagtøj samt harpe, klaver, celeste, vibrafon og kor.

 

I Skrig kobler Norby det skrækindjagende skrig fra det velkendte Munch-billede (som findes i flere versioner) med dommedag eller "Vredens dag". Satsen begynder med en enkelt, lang tone i basserne og en klokke i det fjerne. Koret synger Introitus fra requiem-messen: "Giv dem den evige hvile, Herre, og lad det evige lys skinne for dem". Men det fromme ønske afbrydes flere gange af voldsomme, ildevarslende akkorder; solofløjten spinder en lang melodi, som om den vil bære bønnen mod himlen. Koret sætter ind med et "a-a-a" - selve skriget? - stadig mere indtrængende og understøttet af orkestret. En skæbnesvanger march med lilletromme og dommedagsbasuner leder op til korets Dies iræ - Vredens dag. Skriget kommer igen og blander sig undervejs mens marchen intensiveres. Det hele eksploderer i en kort, intens Bernstein-agtig kakofoni af skæve rytmer og larmende slagtøj; alt synes kaos. Kaos opløses af klokker og messing og pludselig stilhed. Der kommer endnu et par efterdønninger af de voldsommer begivenheder, men grundlæggende falder musikken til ro. Dog bliver en skæbnesvanger efterklang af skriget hængende i luften lige til det sidste.

 

På titelbladet til Den syge Pige citerer Norby hele to Sarvig-tekster, der begge omtaler den unge, døende pige på billedet som "gennemsigtig". Det svævende og transparente kommer tydeligt frem i instrumentationen med bl.a. harpe, celeste, klaver, cembalo og vibrafon. Der er en gennemgående fornemmelse af stilstand og fortættet, resigneret sitren. Satsen har en enkel, cyklisk form med en tilbagevenden til begyndelsen og kan ses som et elegisk, ordløst mellemspil mellem de to voldsomme ydersatser.

Musikken begynder med en lang, udspundet fløjtemelodi, der veksler med akkordbrydninger i harpen. Langsomt bliver satsen mere fyldig, frem til at koret sætter ind med "a-a-a", uden at man kan tale om noget egentligt klimaks. Det er nærliggende at høre dette "a-a-a" som en gentagelse af skriget fra forrige sats, nu i resigneret form. Musikken falder til ro igen, og reprisen sætter ind som en forkortet udgave af begyndelsen.

 

Munchs Sørgemarch beskrives i Sarvig-citatet som en bespottelsens procession, som ud af alt, der har levet, bærer livets sum oppe. Norby kobler Munch-litografien med hele requiem-messens Lacrimosa-afsnit, der handler om hin tårefulde dag, hvor mennesket stilles for dommeren.

Efter en række voldsomme dommedagsagtige indledningsakkorder begynder paukerne selve sørgemarchen. Bratscherne sætter ind med en melodi, som koret bagefter bruger på Lacrimosa-teksten. Melodien har et klagende udtryk med faldende halvtoner, og dette lamento-træk præger store dele af satsen. Ved tekstafsnittet Huic ergo: "Skån dem, Herre" slår musikken over i en smertefuldt skrigende bønfaldelse om at skænke evig fred. Efter "Amen" sænker stilheden sig, der følger et kort mellemspil i form af en koral i koret (uden tekst) indtil hele orkestret og koret igen vender tilbage til Lacrimosa-melodien (både med tekst og som "a-a-a"), der bygger op mod det endelige klimaks på Ex favilla: "Af støvet for dommeren mennesket rejser sig". Det hele ender i pludselig stilhed, som glider over i en meget lang udklang i højtliggende strygere, træblæsere og vibrafon - rent sfæriske klange. Inden det hele dør ud, kommer koret ind en sidste gang med et faldende "a-a-a" som en sidste rest af skriget fra 1. sats; den evige hvile har indfundet sig.

 

Klaus Møller-Jørgensen er musikjournalist, freelance programmedarbejder i DR og arbejder desuden som informationsmedarbejder på Det Jyske Musikkonservatorium.

Diskrete orkestervirtuoser
07 September 2012
Bo Holten fortæller om de to danske orkestervirtuoser Erik Norby og Poul Rovsing Olsen, hvis værker han dirigerer på to nye CD'er.

Vær den første til at skrive en anmeldelse


Log in eller opret en brugerkonto for at skrive en anmeldelse

Indspillet i Aalborg Hallen d. 14.-17. maj 2011
Producer: Morten Mogensen
Teknik: Claus Byrith
Korinstudering: Søren Birch

Grafisk design: Denise Burt, www.elevator-design.dk

Forlag: Edition-S, edition-s.dk (Rilke Lieder) og Edition Wilhelm Hansen, ewh.dk (The Rainbow Snake)

Dacapo Records Augustinus Fonden for økonomisk støtte til produktionen

Label: Dacapo

Format: CD

Katalognummer: 8.226096

Stregkode: 636943609620

Udgivelsesdato: September 2012

Periode: Sent 20. århundrede

Booklet i pdf-format tilgængelig for download-kunder

Anmeldelser

Expedition Audio
RECOMMENDATION: "This is definitely one for the adventurer."
Læs mere >>
American Record Guide
"A find for serious listeners seeking a powerful voice.", "Performances are excellent."
Læs mere >>
Morgenavisen Jyllandsposten
4/6 Stars
"Bo Holten har skabt et album, der svøber lytteren i raffinerede og smukke orkesterklange."
Læs mere >>


A CC Music Store Solution