English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Emil Reesen

Orkesterværker


Aalborg Symfoniorkester
Bo Holten, dirigent

Emil Reesen, komponist

Om:
Komponisten og dirigenten Emil Reesen (1887-1964) var en enestående personlighed i dansk musik. Han komponerede alt fra film melodier til operetter og balletter for Det Kgl. Teater, og musikken var karakteriseret af hans håndværksmæssige dygtighed og store melodiske talent. På denne cd er det muligt at lytte til eksempler på hans brillante orkester musik, inklusive rapsodien Himmerland, den imponerende Festmarch og de fyrige danse fra balletten Gaucho.

Køb CD

  $21.30
Download album (MP3)   $9.80
Vælg download-format:
læs om formaterne

Trackliste:

Priser vist i Amerikanske dollars
Greenlandic folkmusic (1934)
1

Moderato assai

7:03 Play $2.10
Polkina from the The Contest of the Goddesses (1933)
2

Allegretto grazioso con amore

2:58 Play $1.40
Trianon. Suite in the old style (1941)
3

Trianon I, Intrada. Moderato

3:25 Play $1.40
4

Trianon II, Sarabande. Andante

2:43 Play $1.40
5

Trianon III, Bourrée. Allegro non troppo

3:20 Play $1.40
 
6

Variationer on a Theme by Fr. Schubert (1928)

16:55 Play $3.50
Agnethe and the Merman (1929)
7

Andantino con moto, ben sostenuto

3:44 Play $1.40
 
8

Jeg gik mig ud en sommerdag (1929) - Adagio

2:50 Play $1.40
Gaucho-suite (1931)
9

I Pasodouble. Allegro

1:52 Play $1.40
10

II Iota. Tempo di valse animée2

2:30 Play $1.40
11

III Fanatio. Allegro moderato

2:50 Play $1.40
 
12

Himmerland (1925)

13:30 Play $2.80
 
13

Festival March (1937)

3:41 Play $1.40
Total spilletid  67 minutes

Andre anbefalinger

EMIL REESEN


Emil Reesen blev født i en musikalsk familie i 1887 i Gentofte nord for København. Hans far, Julius Reesen, var musikdirektør ved 1. Regiment, moderen komponerede i det små, og der var ingen diskussion om, at Emil også skulle gå musikervejen. Som 4-årig spillede han både klaver og violin, og 14 år gammel fik han sine første job som pianist på caféer. Da han var 15 år, optrådte han for første gang med rang af "kapelme-ster" - det var ved Nykøbing Falster Revyen.


Reesen dumpede til optagelsesprøven på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvad der stadig irriterede ham mange år senere. I stedet fik han nogle af byens fineste privat-lærere. Teoritimerne blev givet af komponisten Vilhelm Rosenberg og klaverun-dervisningen af Siegfried Langgaard. Siegfried Langgaard var selv far til et vidunder-barn, Rued Langgaard, og var repræsentant for den senromantiske skole med islæt af mysticisme. Som ung havde han været elev af Liszt. Hans religiøse syn på musikken satte sig nu ingen mærkbare spor hos eleven Reesen.


Emil Reesen debuterede som koncertpianist i 1911 og nåede så vidt som til at op-træde med Beethovens Klaverkoncert nr. 3. Han ville dog ikke undvære alle de forskel-lige job, et klaver i øvrigt kunne give, så en klassisk solistkarriere kom aldrig rigtig på tale. Til gengæld blev Reesen få år senere berømt som teaterkapelmester i Køben-havn. I 1917 blev han dirigent ved Tivolis Sommerteater, i 1919 på Dagmar Teatret og i 1921 på Scala Teatret, der var byens førende musikteater. Her spillede man de største operetter og de bedste revyer, og Reesen både dirigerede og komponerede til forestil-lingerne. Hans humoristiske sans passede perfekt til de brølende 1920'ere, og rappe og originale melodier som Roselille uden mor, Adrienne med sin luftantenne, Lille Lise let på tå og Guldfisken er klassikere fra dansk revyhistorie. Et andet af hans påfund var en foxtrot-version af Puccinis "Så kold den lille hånd er" - der var så god, at Reesen modtog et anerkendende brev fra Puccini.


Men Reesen ville mere. I 1922 havde han været på studierejse i Italien, og i 1925 sluttede han ved Scala Teatret for at rejse med sin familie til Paris i to et halvt år. "Det var mit forlængst fastlagte mål," sagde Reesen i et interview. "Jeg ville noget andet og højere end spille revy- og operettemusik, og jeg måtte ud af den hele atmosfære, så fornøjelig den end kunne være."


I Paris fik Reesen bl.a. mulighed for at følge den store dirigent Toscaninis prøvear-bejde, når han var på gæstespil. Reesen mødte også Ravel og Roussel, "men sådan ligefrem studere - næh, det gjorde jeg ikke, jeg havde det bare dejligt," huskede han tilbage en del år senere.


Da Reesen kom tilbage til København, var den nye Statsradiofoni blevet etableret og et radioorkester stiftet. Opgaverne var vokset til mere, end dirigenten Launy Grøndahl kunne overkomme alene, så i 1927 blev Reesen ansat som dirigent på lige fod med Grøndahl. I 1931 begyndte han også at arbejde som balletdirigent på Det Kgl. Teater, og Reesen var nu et af landets kendteste musiknavne.


Karrieren ved radioen fik dog en brat ende i 1936 efter lang tids uoverensstemmelse mellem ham og ledelsen. Den temperamentsfulde Reesen rasede over, at han kun fik lov til at dirigere korte programmer med dansk musik, og at hans kontrakt ikke tillod ham at dirigere andre orkestre, når det lod sig passe ind i kalenderen. Hans afskeds-koncert i radioen i 1936 førte til noget nær en demonstration, hvor Reesens trofaste publikum råbte "Vi vil ha' Reesen tilbage" efter hvert stykke.


Resten af livet var Emil Reesen freelance-dirigent. Han dirigerede store orkestre som Wiener Symfonikerne og indspillede plader med Berliner Filharmonikerne, men tog også gerne på turné rundt i den danske provins for at optræde med filmmelodier. I nogle år var han leder af den progressive Københavns Koncertforening, men han fik aldrig et orkester at være fast chef for.


Han havde ellers fabelagtig tæft for at arbejde med orkestre. En anekdote fortæller om, hvordan Reesen skændtes i telefon med komponisten Knudåge Riisager i halvan-den time, samtidig med at han skrev orkesterstemmer ud. Det talent var efterspurgt, og når noget skulle laves i en fart, var det Reesen, man henvendte sig til - også selv om honoraret var derefter. Han kunne løse rent ud sagt enhver bestillingsopgave, og utallige fantasier, potpourrier og ouverturer har han strikket sammen på en aften. Reesen orkestrerede også for Carl Nielsen - ligesom hans far Julius Reesen havde gjort det - når Nielsen som så ofte var i tidsnød. Dele af skuespilmusikken til Moderen og hele kantaten Island er orkestreret af Emil Reesen, der i øvrigt beundrede Carl Nielsen højt.


Emil Reesen var en livsnyder med et pudsigt udseende, som samtiden hæftede sig meget ved. Han var en høj, mager mand med stor næse, gummiansigt, runde briller, butterfly og cigar (han røg 12-14 stykker om dagen). "Jeg er glad for mit ydre," sagde Reesen til avisen. "Folk kan li' det, og karikaturtegnerne holder af det. Det er ofte, at man ude i provinsen siger: Hvor De ligner Deres karikaturer! Hvortil jeg altid svarer, at det smigrer mig!"


I sine sidste år var Reesen ramt af en lammelse, og han døde som 76-årig i 1964, det år der var den elektriske popmusiks gennembrud i Danmark. Pludselig blev Ree-sens musik gammeldags - så meget desto mere, fordi man i Danmark ikke har traditi-on for "light classics" (der er ikke engang et dansk ord for genren). Dertil kom at det klassiske musikliv blev præget af modernismen og begyndte at se ned på Reesens musik som kitschet og underlødig. Efter sin død blev han altså trængt fra to sider. Det førte til, at hans værker stort set er ukendte i dag. Kun operetten Farinelli, den flotte Kongemarch og nogle revyviser lever stadig her i begyndelsen af det 21. århundrede. Det er bedre end ingenting, men giver kun et mikroskopisk billede af Reesens vidtfav-nende evner og hans centrale placering i dansk musik gennem tre-fire årtier.

 

Værkerne
I 1930'erne regnede man Emil Reesen for modernist. Han stod for danske førsteopfø-relser af Prokofjev, Debussy, Stravinskij, Satie, Gershwin og Kurt Weill. Ny fransk og russisk musik var hans store passion, men den var svær at realisere i Danmark og havde heller ikke det store publikumstække. Dertil kom Reesens begejstring for jazzen, som det klassiske publikum havde svært ved at følge. "Han elsker god musik, og i modsætning til andre regner han også god jazzmusik til god musik," skrev en avis i 1937. Man accepterede det i Reesens tilfælde, fordi han så åbenlyst kunne håndtere begge dele.


Han skrev ikke i klassiske genrer som symfoni og sonate, men ellers stort set alt an-det: Musik til film og teater, ballet, opera og operette, revy, romancer, ouverturer, potpourrier og kantater. Hans største succes var nok operetten Farinelli, en bearbejdning af en vaudeville fra 1800-tallet om den berømte sanger Farinelli. Reesens nyskrevne Farinelli havde premiere i 1942 med den store tenor Aksel Schiøtz i hovedrollen. Det blev en forrygende succes, og nogle af sangene fra denne pendant til Lehárs operetter er stadig elsket af mange.

I flere år tænkte Reesen på at skrive en opera, men han nåede kun halvvejs med en tre-akter, der havde arbejdstitlen Hofkabale. Det skulle have været et historisk drama om den vanvittige kong Christian 7., hans unge dronning Caroline Mathilde og hendes elsker Struensee. Egentlig var det i pagt med Reesens natur, at operaen aldrig blev til noget. "Jeg kunne selvfølgelig godt tænke mig at få lov til engang at skrive nøjagtigt, hvad jeg havde lyst til; men på den anden side - det er et spørgsmål, om jeg var i stand til at gøre det, hvis jeg fik chancen. Når man først har vænnet sig til bogstaveligt talt udelukkende at arbejde på bestilling, er det ikke sådan igen at komme ind på selv at stille sig opgaverne," sagde Reesen i et interview.

Samme konklusion var man inde på i nekrologerne over Reesen. Berlingske Tidende skrev: "Han manglede altid ærgerrighed og savnede dette at have noget at overvinde." Politiken var inde på et andet dilemma: "Man kan sige, at det var uretfærdigt, men det koster dyrt at være mangfoldig."

Midt i livet formulerede Reesen sin musikalske egenart sådan: "Jeg har altid haft en praktisk indstilling til tingene; dermed mener jeg, at jeg altid har taget, hvad der faldt for. Selv lettere musik kan jo gøres både godt og dårligt."
På Den Kgl. Ballet var Reesen en slags huskomponist i 1930'erne, og i samarbejde med balletmester Harald Lander skabte han to store succeser. Gaucho (1931) var en slags cowboy-drama, henlagt til tangoens hjemland Argentina. "En flot gaucho snupper en ung amerikansk societydame og stikker rivalerne med kniv eller slår dem på snuden," lød pressens korte beskrivelse af handlingen. Vel var det kulørt, men også ophidsende og eksotisk, og publikum overgav sig totalt. Bo Holten har til denne indspilning udvalgt tre danse fra Reesens egen orkestersuite over balletmusikken.
Balletten Gudindernes strid havde premiere på Det Kgl. Teater i 1933 og blev senere sat op i Stockholm og Helsinki. Handlingen var bygget over den antikke fortælling om prins Paris' dom, men havde fået en moderne rammefortælling om en dansekonkurrence i Chicago. Ved konkurrencen er forskellige nationer repræsenteret (danseren, der havde rollen som Tysklands deltager, var sminket med Hitler-overskæg), og til den franske dans genbrugte Reesen sin egen orkesterhumoreske Polkina. Det er en kromatisk, overlegent gjort bagatel, med både celeste, harpe og klaver i orkestret, der klinger overdådigt a la Korngold. I Gudindernes strid blev den danset af en flok parisiske balletdanserinder med strutskørt og fløjlshalsbånd.

Polkina'en var oprindeligt skrevet til Norddeutsche Rundfunks orkester i forbindelse med et gæstespil.
Reesen orkestrerede og arrangerede utallige sange, også danske folkeviser. Det lykkedes ham at høre dem med nye øren, selv om melodierne havde været det bærende element i den danske nationalromantik gennem 100 år. Hans To danske folkeviser er arrangementer af to af de folkemelodier, national-romantikerne holdt mest af. "Agnethe og havmanden" indledes af et raffineret, glitrende akkompagnement af mangedelte strygerstemmer, der spiller med sordin, pizzicato og sul ponticello. I de efterfølgende strofer bringes temaet i varierede harmoniseringer. Også den højt elskede "Jeg gik mig ud en sommerdag" er bearbejdet i en originalt harmoniseret sats. De to stykker blev skrevet i juli 1929.

En grønlandsk melodi er udgangspunkt for den harmonisk avancerede parafrase Grønlandsk folketone - In memoriam Knud Rasmussen, som Reesen skrev i januar 1934. Dengang var polarforskere danskernes nærmeste holde-punkt, når det gjaldt rigsfællesskabet med Grønland. Grønlandsfareren Knud Rasmussen var kendt af alle for sine rejser og fortællinger, og da han døde, bad Statsradiofonien Reesen om at komponere musik til en mindeudsendelse. Det dystre stykkes ambivalente forhold mellem dur og mol får det til at minde ikke så lidt om Carl Nielsens musik.

Efter sin afsked fra Radioen blev Reesen i 1937 ansat som musikchef for filmselskabet Palladium. I den egenskab komponerede og indspillede han en hel del filmmusik, bl.a. til filmen Danmarks konge gennem 25 år (1937), en dokumentarfilm i anledning af kong Christian X's regentjubilæum. Den blev set af alle danskere, der kunne krybe eller gå ind i en biograf. I filmen hører man Reesens -Festmarch, også kaldet Kongemarch; vel nok den bedste danske march nogensinde. Den er en genistreg, der egentlig ville egne sig bedre til et rigtigt imperium end til Danmark.
Marchen spilles ofte i dag, men som regel i arrangement for messingorkester. Den her indspillede version for symfoniorkester er den originale orkestrering fra filmen.

Trianon er en lille "suite i gammel stil", som Reesen skrev i 1941. Utallige komponister har leget med fortidens stiliserede musik, og Reesens forbilleder er nok ikke kun originalerne fra 1700-tallet, men også hans egen samtids mange pasticher. Trianon er et lystslot i Versailles, men Reesens suite er ikke knyttet til en bestemt stilperiode. Her er både barok, ridderromantik og klassicisme i en lystig sammenblanding, f.eks. i suitens "Intrada", der veksler mellem mørk, modal middelalderpastiche og et charmerende afsnit i lys D-dur. Elegant kontrapunkt sniger sig ind, uden at det går ud over den diverterende stil.

Variationer over et tema af Fr. Schubert er et af Reesens mest ambitiøse værker. Han skrev det i 1928 - 100-året for Schuberts død - og tilegnede det til Radioorkestret, som han året inden var blevet dirigent for.
Schubert-temaet stammer fra det ret ukendte Divertissement sur des motifs originaux français, D 823. Et værk for firhændigt klaver, hvis andensats er en "Andantino varié", altså et tema med variationer. Satsen var på Reesens tid også kendt i et arrangement for to hænder af Carl Tausig.

Ligesom Schubert bruger Reesen altså temaet til en række variationer, og han benytter også en orkesterbesætning magen til Schuberts foretrukne, men musikken bliver langt fra nogen pastiche. Det er i stedet et fuldblods senromantisk værk i tysk tradition, beslægtet med f.eks. Max Regers variationsværker.
Reesens variationsarbejde rækker langt ud over det figurative. De syv variationer kædes sammen til et hele, der kontrapunktisk, harmonisk og instrumentatorisk er meget gennemarbejdet. Variationerne er i skiftende taktarter, men fælles for dem er en fascinerende rytmisk tvetydighed, der begynder allerede i variation 1. Først i coda'en, der skifter fra h-mol til H-dur, løsnes grebet og temaet klinger ud i en apoteose.

Schubert-variationerne blev spillet ganske ofte af Radiosymfoniorkestret på Reesens tid; variationerne samt Himmerland-rapsodi var de af hans orkesterstykker, der holdt sig længst på det danske repertoire efter hans død.
Rapsodien Himmerland er typisk Reesen. Her øser han sine orkesterkundskaber ud over en håndfuld enkle folkemelodier fra Nordjylland. Folkemusik havde der længe været tradition for at behandle i orkesterrapsodier, og spillemandsmelodier for orkester indgik regelmæssigt i sendingerne i dansk radios tidlige år. Intet spillemands-potpourri er dog så artistisk som Reesens Himmerland-rapsodi.

Den blev skrevet i december 1925, mens Reesen boede i Paris. "Det var min kære gamle ven, billedhuggeren Anders Bundgaard, der gav mig idéen," huskede Reesen tilbage. "Når vi om eftermiddagen dernede sad ved vores Amer Picon foran "Weber", nynnede han altid på sine gamle, jyske bonde-sange, og en dag sagde han rent ud: ‘Du skulle tage og skrive noget over de her melodunter.' Og det gjorde jeg så. Pudsigt nok var melodierne til skæmteviserne altid de drøveligste, og det er derfor skæmte-viserne, jeg har benyttet til min Adagio."

Himmerland - Dansk Rhapsodi kom vidt omkring og blev Reesens mest spillede værk i udlandet. Den er et ekstravagant eksempel på en genre, Reesen altid var leveringsdygtig i. Senere skrev han f.eks. både rapsodien Arbejderklange til et 1. maj-arrangement og en rapsodi med titlen Stormagasinet til varehuset Magasin du Nords' 75-års jubilæum.

Jens Cornelius, 2006

Vær den første til at skrive en anmeldelse


Log in eller opret en brugerkonto for at skrive en anmeldelse
Indspillet i Symfonien i Aalborg, d. 12.- 16. juni 2006.

Producer: Morten Mogensen
Teknik: Claus Byrith

Grafisk design: Elevator
Foto s. 26: Danmarks Radio
Forlag: Edition Wilhelm Hansen, www.ewh.dk

Label: Dacapo

Format: CD

Katalognummer: 8.226031

Stregkode: 636943603123

Udgivelsesdato: January 2007

Periode: Tidligt 20. århundrede

Booklet i pdf-format tilgængelig for download-kunder

Anmeldelser

Musicweb International
Læs mere >>
The music heard here is superbly played in a warm acoustic and most enjoyable for all listeners. What a fine recording this is and how affectionately the individual works are handled by orchestra and Bo Holten alike.
(Musicweb International - )

Cd´en med Aalborg Symfoniorkester under ledelse af Bo Holten giver fine eksempler på Reesens kunnen og klare talent i balletmusik, suiter, arrangementer og variationsværker. Der er let og ubesværet flavor af senromantisk elegance over det, velskrevet og velklingende.
(**** Århus Stifttidende)

her er noget for enhver smag.... Bo Holten svinger stokken over et velspillende Aalborg SYmfoniorkester.
(Musikeren)

Reesen kann man nebenbei hören, aber auch unbeschadet zur Hauptsache der Beschäftigung erklären. Enttäuscht wird man auf keinen Fall.
(Klassik.com)

En glimrende udførelse. Aalborg orkestret spiller perfekt, og Bo Holten synes at være manden til den slags
(High Fidelity)


A CC Music Store Solution