Den lille pige med svovstikkerne; Die Seejungfrau

Personerne
Marie, en fattig pige (INGER DAM-JENSEN)
Den unge frue (YLVA KIHLBERG)
Moderen (stum rolle).
Kor af vægtere, børn, damer og herrer.

I dag er August Enna alene kendt for sin lille følsomme enakter efter H.C. Ander-sens eventyr og til nød balletmusikken over Hyrdinden og skorstensfejeren. Men i sin samtid var han blandt de internationalt mest opførte danske operakomponister nogensinde, hvad han for den sags skyld stadigvæk er, foruden at hans egen livshistorie er en af de mest omskiftelige, nogen dansk komponist kan opvise.
Han blev født på Lolland af forældre med henholdsvis siciliansk og jødisk ind-vandrerbaggrund, men voksede op i København i den yderste fattigdom. Imidler-tid var hans musikalske interesse tidligt blevet vakt, og han begyndte i en ung alder at ernære sig som danse- og teaterviolinist.
Selv om tidens mest prominente danske komponister Niels W. Gade og J.P.E. Hartmann var opmærksomme på ham, fik han aldrig ret megen formel uddannel-se. Han var først og fremmest praktisk musiker og nåede at virke som violinist og kapelmester både i Finland og Sverige. Først da han i slutningen af 1880'erne stiftede bekendtskab med Richard Wagners musik, og i særdeleshed hans orke-sterbehandling, følte Enna selv en form for kunstnerisk gennembrud, der kom til udtryk ved, at han omarbejdede sin opera Heksen drastisk.
Den blev til gengæld hurtigt efter uropførelsen på Det Kgl. Teater i begyndelsen af 1892 en massiv international succes, og i de kommende år skrev Enna en lang række operaer, som med en kombination af imødekommende, sangbar melodik og stor Wagnersk orkesterfylde viste sig som en strålende eksportvare. Sidelø-bende hermed skrev han et antal mindre prætentiøse, populært og praktisk anlagte værker med særligt henblik på opførelse på de små danske provinsteatre med begrænsede ressourcer. Heraf havde flere af operaerne folkekære H.C. Andersen-forlæg, blandt dem Den lille pige med svovlstikkerne.
Med sine blot to solopartier, kor og orkester samt en spilletid på under 40 mi-nutter har den vist sig ganske slidstærk som koncert-værk, hvor alle Ennas øvrige værker ellers blev overhalet af tidsånden i et tempo, der skal have efter-ladt ham som en bitter mand. Ydermere er den ganske velegnet til koncertbrug, i og med at hele handlingen - hvor Ennas librettist Ove Rode i det ydre følger Andersens historie ret nøje - reelt finder sted enten omkring den lille pige eller inde i hendes fantasi.
Den er også et taknemligt opvisningsværk for såvel en lyrisk sopran i det store titelparti som en lidt mere dramatisk stemme som den unge frue. Og der er ganske god teaterflair i Ennas brug af kendte tekster og melodier under-vejs, koblet med en høj grad af virkningsfuld sentimentalitet og - for et dansk publikum - indforstået brug af den nationale sangskat: fruen synger Pandeben, godt det gror for sit barn, undervejs synes både kor- og solopassager jævnligt på vej til at glide ud i forskelli-ge danske julesange, og til slut synger koret pigen til hvile med Barn Jesus i en krybbe lå.

Alexander von Zemlinsky
Die Seejungfrau (1902-03)
Fantasi efter H.C. Andersen

I 1900-tallets første årtier var Zemlinsky en nøgleperson i centraleuropæisk musikliv. Som dirigent besad han en række prominente poster ved Carltheater og Volksopera i Wien, Deutsches Landestheater i Prag og den banebrydende Krol-lopera i Berlin, hvor han også nåede at blive professor ved musikkonservatoriet - han flygtede til USA i 1938.
Ligeledes havde han i Wien afgørende betydning som lærer. Han var i 1895 den eneste lærer i komposition, som tolvtonemusikkens ellers selvlærte opfinder Arnold Schönberg nogensinde havde - Schönberg giftede sig desuden i 1901 med Zemlinskys søster Mathilde - og underviste tillige vidunderbarnet Erich Wolfgang Korngold, der først blev 1920'ernes mest succesrige operakomponist og derefter en af de mest berømmede filmkomponister i Hollywoods historie.
Og hvor Zemlinskys egen musik i dag hovedsagelig er blevet et anliggende for kendere, blev han i sin egen tid sat meget højt. Hans opera Es war einmal (efter Holger Drachmanns skuespil Der var engang) var den eneste nykomponerede opera, som Gustav Mahler uropførte i sin tid som chef for Hofoperaen i Wien, og den er ydermere blevet genstand for særlig interesse, i og med at Mahler selv bearbejdede den så kraftigt, at den er noget nær det tætteste, han nogensinde kom på selv at skrive en opera.
Zemlinskys omfattende værkliste inkluderer i alt otte operaer, tre symfonier - hvoraf den nummerløse Lyrisk symfoni med en del fællestræk med Mahlers Das Lied von der Erde i dag er hans mest kendte værk - fire strygekvartetter samt en lang række sange og klaverværker.
Die Seejungfrau er ved siden af symfonierne Zemlinskys største orkesterværk. Zemlinskys angiveligt meget lidt attraktive udseende tillægges traditionelt en stor rolle for, at han i mange af sine værker med tekst eller tekstforlæg kredser om vanskabninger, udstødte eller, som i H.C. Andersen-eventyrets tilfælde, den lille havfrue som må indse, at hun aldrig kan få sin elskede prins og lider de tragiske konsekvenser deraf.
Oven i købet skal netop dette værk være direkte inspireret af en konkret, trau-matisk afvisning, som Zemlinsky oplevede. Ikke blot blev han omkring århundred-skiftet stormende, men ugengældt forelsket i sin purunge kompositionselev Alma Schindler, men for at føje spot til skade giftede hun sig endda med hans 11 år ældre lærer og mentor Gustav Mahler.
Men også hørt helt uden for den biografiske parallel, og uanset at man værket igennem kan høre en ret tæt gengivelse af dramaet i H.C. Andersens eventyr, er Die Seejungfrau et bemærkelsesværdigt værk i sig selv. Zemlinsky fulgte aldrig Schönberg ud i atonaliteten endsige senere i tolvtonemusikken, men flere af de elementer, som Schönberg tog udgangspunkt i, er også markant til stede her.
Det gælder frem for alt koblingen af, hvad man ellers i datidens europæiske musik betragtede som de to store modpoler: Johannes Brahms' raffinerede satsteknik og motivarbejde over for Richard Wagners tætte harmonik, store dramatiske forløb og orkestermæssige nyskabelser. Men samtidig er der hos Zemlinsky, og ikke mindst i netop dette værk, to andre særkender, der stikker frem: en personligt tragisk dimension, som har mere med Mahler end med Wag-ner at gøre - og en ulmende, klanglig sanselighed, som sine steder synes nok så meget påvirket af datidens nye franske musik som af Zemlinskys egen centraleu-ropæiske baggrund.
Die Seejungfrau blev uropført den 25. januar 1905 i Wien med Zemlinsky selv som dirigent. Imidlertid bød den samme koncert også på uropførelsen af Arnold Schön-bergs store symfoniske digt Pelléas og Mélisande, hvad der også for Zemlinsky personligt kom til at overskygge hans eget værk i en sådan grad, at han trak det tilbage. Da Zemlinsky emigrerede til USA, efterlod han endda