English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Den Danske Revy 1910-1920 Vol. 2


Om:
Mens revyerne havde været under skarp cencur i perioden 1900-1908 under justitsminister Alberi, kom opblomstringen i det næste tiår på bl.a. Scala, Nørrebros Teater og i Tivoli, hvortil kom revyforestillinger i hver større by kunne. Blandt årtiets hovedfigurer kan nævnes Carl Alstrup, Carl Fischer og Olga Svendsen. Nærværende cd-serie tegner et detaljeret, historisk billede i både lyd og ord af denne nationale egenart.

Køb CD

  $14.20
Download album (MP3)   $9.80
Vælg download-format:
læs om formaterne

Trackliste:

Priser vist i Amerikanske dollars
1

Odille Hansen

6:02 Play $2.10
2

Mit sværmeri

3:17 Play $1.40
3

Cabaretsangeren

3:13 Play $1.40
4

Hankøn og hunkøn

2:34 Play $1.40
5

Min kones mand

4:49 Play $1.40
6

De små sko

3:27 Play $1.40
7

Undskyld mit navn det er Nielsen

6:17 Play $2.10
8

Mureren

6:40 Play $2.10
9

Åh hvor jeg går og trænger

2:54 Play $1.40
10

Smil, å smil

3:19 Play $1.40
11

Hvor har du været i nat?

2:21 Play $1.40
12

Fister Fjaseldunks Doktordisputats

6:04 Play $2.10
13

Han er lige gået op til fru Jansen

3:18 Play $1.40
14

Min stedfortræder

2:59 Play $1.40
15

Den går jeg med i lommen

3:08 Play $1.40
16

Kalle fra Uddevalla

3:08 Play $1.40
Total spilletid  64 minutes

1. Odille Hansen
(M: H. Fragson / T: Alfred Kjærulf; opt. 1916)
Carl Alstrup

Fra Scala Revyen 1916 "Guldregn". I en anmeldelse
kunne man bl.a. læse: "Alstrup førte
an. Hans talent er så - ja hvad er det egentlig?
Er det ikke nærmest karakteriseret ved dets
elskværdighed? Visen om den jomfrufødende
Odille Hansen kræver et fond af elskværdigt
talent." En anden anmelder slog fast: "Den
helt store jubel skabte han med en ægte
"Alstrupper", der fik publikum til at fløjte med
og trampe i takt".

2. Mit sværmeri
(M: Vincent Scotto / T: Ernst Rolf; opt. 1916)
Ernst Rolf

Fra Tivoli Revyen 1917. Dette år nedlægges
revyscenen i Glassalen, der bliver genindrettet
som musikpavillon. Forestillingerne bliver nu
spillet i det nyindrettede Tivolis Sommerteater,
der både før og siden har heddet Arena. Til
åbningsforestillingen havde man engageret den
svenske charmør Ernst Rolf. En af de få, der
ikke lod sig charmere var anmelderen ved tidsskriftet
"Teatret", der gav han følgende skudsmål:
"Det er trist at skulle sige, at en af de
scenekunstnere der gjorde lykke i København i
sommeren 1917 var en kabaretsanger, der hverken kunne gå eller stå, men hvis hvide
tænder og iørefaldende men ganske dilletantiske
sange fuldstændig henrev det tivolisøgende
kvindelige publikum. Der er desværre hverken
ondt eller godt at sige om denne sanger hr.
Ernst Rolf. Man må nøjes med at konstatere, at
han af ufattelige grunde gjorde lykke".

3. Cabaretsangeren
(M: Vincent Scotto / T: Aage Steffensen &
Robert Schønfeld; opt. 1917)
Carl Fischer

Fra Københavnernes Sommerrevy 1917, "De
små Røvere" Tivoli Varieté. Ernst Rolfs enorme
popularitet og karakteristiske svenske rullen
på konsonanten "R" var et oplagt emne for
datidens parodister, der samtidig kunne nyde
godt af et fordelagtigt genbrug af de allerede
populære melodier. Med en ny og afromantiserende
tekst er Carl Fischer lige ved at overgå
den svenske entertainer i tungespidsekvilibrisme.

4. Hankøn og hunkøn
(M: Abe Olman / T: Alfred Kjærulf & Axel
Andreasen; opt. 1917)
Olga Svendsen

Fra Scala Revyen 1917 "Kongerevyen". I et
nyindrettet teater, der nu kunne rumme 1000
tilskuere, var der kommet moderne faciliteter
som f.eks. selvlysende numre på stolerækkerne,
et effektivt ventilationssystem og nye intime
loger, deriblandt en for tunghøre. Sidstnævte
har næppe været nødvendig for Olga Svendsens
vedkommende. I hvertfald ikke hvis man
skal tro Jens Lochers udsagn i teatertidsskriftet
"Masken": "Olga Svendsen er, når hun foredrager
en vise, som en damptromle der maser
frem, og gud nåde den, der vover at stille sig
imod den. Olga Svendsen klemmer det ud af
folk, den der gør modstand får et par ribben
maset".

5. Min kones mand
(M: H. Christiné / T: Alfred Kjærulf & Axel
Andreasen; opt. 1917)
Carl Alstrup

Fra Scala Revyen 1917 "Kongerevyen". Teatrets
dyreste billet kostede 5 kroner og den billigste
55 øre. Dette var de ordinære priser, der
ifølge et datidigt udsagn næsten aldrig var til at
opnå. For fire premierebilletter til denne forestilling
betalte således en velbeslået levemand
800 kroner, måske under påvirkning af, at Carl
Alstrup ved en tidligere lejlighed var blevet
betegnet som en kunstner af ubetalelig værdi.
I denne forestilling var Alstrup som sædvanlig det centrale midtpunkt og gjorde især indtryk
med denne vise, der ifølge Ekstra Bladets
anmelder "blev vidunderligt foredraget", "i
denne sang var Alstrup ovenud - diskret med
blink i øjet og med små bevægelser, hvis underfundighed
man nød".

6. De små sko
(M: Edvard Brink / T: Aage Hermann; opt. 1921)
Ingeborg Bruhn-Bertelsen

Fra det nyåbnede Thalia Teaters første revyforestiling
"Haussen og Baissen" i 1917. Efter at
have optrådt på en række provinsscener som
seriøs skuespiller var det samtidig Ingeborg
Bruhn-Bertelsens revydebut. Hun blev særdeles
godt modtaget og gjorde bl.a. stor lykke
med denne vise. Den blev ellers skrevet i panik
i sidste øjeblik inden premieren, da man opdagede,
at hun manglede en "tåreperser". Aage
Hermann blev sat på opgaven, men strittede så
indædt imod, at det til allersidst blev nødvendigt
at låse både ham og Edvard Brink inde på
et af teatrets toiletter, indtil visen var skrevet.
Det blev den, ifølge Brink, i løbet af et kvarter.

7. Undskyld mit navn det er Nielsen
(M: Holck-Stilling / T: Robert Schønfeld &
Aage Steffensen; opt. 1917)
Carl Fischer

Fra Københavnernes Vinterkabaret 1917-18
"Vesterbrogade 1" Tivoli Varieté. Krigssituationens
økonomiske opsving kom kun et fåtal af
befolkningen til gode. "Guldregn" faldt næsten udelukkende på de såkaldte gullaschbaroner og
på børsspekulanterne. Den almindelige danskers
hverdag var præget af vareknaphed og tilhørende
dyrtid samt ikke mindst høje skatter.
En latterfremkaldende bemærkning under en
skattelovsdebat i Folketinget fik en vis hr. Nielsen
til at undre sig og høfligt bede om lov til at
deltage i morskaben.

8. Mureren
(M: Johannes Torrild / T: Johannes Ravn-Jonsen;
opt. 1919)
Wilhelm Møller

Fra Sommerlyst Revyen 1919 "Hansen, Frandsen
og jeg" Fønix Teatret. I følge Edvard Brinks
erindringer: "Et forrygende tilløbsstykke med
glimrende viser. En af dem var forsynet med en
grinagtig fortale om en murers besvær på stilladset,
når der skulle hentes øl. Under denne
fortale viste han en apotekerflaske indeholdende
et så sjældent klenodie som een dråbe
murersved. Dette ikke helt almindelige påfund
- og visen - bragte salen på kogepunktet og
fik en enkelt aften en gruppe murere til at
fremkomme med højlydte protester, der
udviklede sig til stormende tilkendegivelser -
for og imod".

9. Aah hvor jeg går og trænger
(M: Edvard Brink / T: Alfred Kjærulf; opt.
1919)
Emil Henriks

Fra Thalia Revyen 1918 "Holger Danske".
Med en kapelmester som far og en skuespillermor
kom Henriks (født 1885) tidligt til at stå
på en scene og nåede i løbet af et halvt århundrede
at optræde på alle landets førende revyscener.
Han var en af sin tids mest populære
navne og med denne vise, der blev årets store
landeplage, slog han yderligere populariteten
fast.

10. Smil, å smil
(M: Lee S. Roberts / T: Aage Steffensen; opt.
1919)
Valdemar Schiøler Linck

Fra Paladsrevyen 1919 "Poppedrengen" Vinterpaladset,
Tivoli. I selve tivolisæsonen blev
denne scene kaldt Tivoli Sommerteater, og her
hed den foregående forestilling "Billet mrk.
Hvemsomhelst". Den unge talentfulde Ludvig
Brandstrup havde som medforfatter bl.a. skrevet
dansk tekst til den amerikanske succesmelodi
"Smiles", der da forestillingen senere blev
vist i Odense blev sunget af Ingeborg Bruhn-
Bertelsen. Den let sentimentale tekst blev allerede
i næste revy "Poppedrengen" taget under
hårdhændet behandling og med et helt andet
prosaisk indhold.

11. Hvor har du været i nat?
(M: Godfrey & Sheridan / T: Alfred Kjærulf;
opt. 1919)
Oscar Stribolt

Fra Scala Revyen 1919 "Takt og Tone", der
trods dårlige anmeldelser alligevel nåede 200
opførelser på grund af stadige udskiftninger af
viser og sketches. Den sidste månedstid var
Ernst Rolf gæstesolist, og da lignede forestillingen
ikke mere sig selv. Det gjorde til gengæld
den trivelige humørspreder Stribolt, der også
her levede op til Scalapublikummets forventninger.

12. Fister Fjaseldunks Doktordisputats
(Monolog/ T: Viggo Afzelius; opt. 1919)
Arvid Ringheim

Fra Tivoli Revyen 1918 "Den store Kærlighed"
Tivolis Sommerteater. I et "Komplet Katalog
over Grammophonplader" fra 1922 og udsendt
af Skandinavisk Grammophon A/S, kan
man under genren "Humoristiske Sange og
Foredrag" finde mange af de kunstnere, der er
repræsenteret på denne cd. Således også Arvid
Ringheim, der med adskillige indspilninger
dokumenterer, at han har været en populær
grammofonstjerne. Figuren "Fister Fjaseldunk"
er fra 1916 og blev præsenteret i Tivoli
Revyen året efter. Det blev en holdbar succes, i
andre sammenhænge havde Ringheim "Fister
Fjaseldunk" på programmet helt frem til 1925.
Her er vi stadig i Tivoli.

13. Han er lige gået op til fru Jansen
(M: Edvard Brink / T: Paul Fischer; opt.
1919)
Soffy Damaris

Fra Fønix Revyen 1919 "Vov Vov". Ifølge
National Tidendes anmelder var dette "en
Scala-Revue i vestelomme-udgave, men der var
en morsom vise i den, og det er nok til at skabe
en succes. Den blev sunget af frk. Soffy
Damaris, som både har talent, humør og skønhed,
og som den lille scene ikke får lov til at
beholde ret længe, hvis den ikke skynder sig at
blive større. Visen handlede om fru Jansen,
som bor på tredie sal, og skønt der ikke var 5
øre fornuft i den, vil hele byen synge den om
en uge." Tre dage efter stod Soffy Damaris for
første gang i et grammofonstudie.

14. Min stedfortræder
(M: Kai Holck-Stilling / T: Aage Steffensen;
opt. 1920)
Tonny Lehmann

Fra Københavnernes Sommerkabaret 1919
"Det lille Fyrtøj", Tivoli Varieté Kabaretteater.
Om denne forestilling kunne man bl.a. læse i
magasinet "Vore Damer": "Det der bærer revyen
er det fikse udstyr, Holck-Stillings musik og
de mange muntre viser, der er blevet fordelt
blandt teatrets hovedkræfter så skønsomt, at
alle har fået noget morsomt at arbejde med".
Foruden en vise, hvor Lehmann var maskeret
som Christian IV havde han også denne, der
har stillet helt andre krav til hans sceniske
fremtræden.

15. Den går jeg med i lommen
(M: Edvard Brink / T: Johannes Westermann;
opt. 1920)
Johannes Westermann
Fra Sommerrejsen 1920 "Dejlige Danmark"
Fønix Teatret. Forestillingen, der også benævnt
"Rundrejse Revue i 3 akter" var skrevet af Henry
Carlsen og Knud Nathansen m.fl. Blandt
disse flere befandt sig Johannes Westermann,
der efter en omflakkende tilværelse nu allerede
i et par år havde været tilknyttet Fønix Teatret,
hvis revyer han fortsat i de følgende fire år kom
til at sætte præg på. Ikke mindst ved at skrive
viser til sig selv.

16. Kalle fra Uddevalla
(M: Kai Holck-Stilling / T: Alfred Kjærulf &
Robert Schønfeld; opt. 1920)
Oscar Holst

Fra Københavner Kabaret 1920 "Blåt til Lyst"
Tivoli Varieté. Holck-Stilling, der i 1916 startede
som teatrets kapelmester, komponerede
også mange af de skiftende forestillingers
musik og deriblandt mange melodier, der
opnåede stor popularitet. Denne sang, der blev
en af sæsonens store landeplager, blev sunget til
succes af teatrets medspillende direktør, der
med sin charmerende fremtræden og elegante
påklædning tiltrak et stort damepublikum. 

Vær den første til at skrive en anmeldelse


Log in eller opret en brugerkonto for at skrive en anmeldelse

Label: Dacapo

Format: CD

Katalognummer: DCCD 9803

Stregkode: 730099990325

Udgivelsesdato: January 2000

Periode: Miscellaneous

Booklet i pdf-format tilgængelig for download-kunder


A CC Music Store Solution