POUL RUDERS: KONCERTER
Der er kun en tynd linje mellem at leve livet farligt og indbyde til katastrofe. Da BBC bekendtgjorde, at en ikke-britisk komponist ville komme med et stykke til noget så særegent britisk som ‘Last Night of the Proms', begyndte de røde lamper at blinke rundt omkring. Ikke blot var Poul Ruders udenlandsk, han var også kendt for have begået en række tornede, anfægtede eller sammenbidt stædige værker, som i bedste fald var foruroligende ‘gothic' og i værste fald kompromisløst trøstesløse. Og for at gøre det hele endnu værre - året før den planlagte première på Ruders bidrag, Concerto in Pieces, havde Harrison Birtwistle på ‘Last Night of the Proms' 1995 bragt en musikalsk bombe til eksplosion under den passende titel Panic. Hvad enten reaktio-nen var ægte følt eller medieskabt, så ville forargelsen ingen ende tage, og på den baggrund ville det have givet god mening at vælge en komponist, der formåede at stemme sindet mildt. I stedet valgte BBC, hvad en avis med hilsen til Hamlet kaldte ‘a modernist melancholy Dane'.
Ruders indrømmer, at han ikke ved, hvem der i den sidste ende havde ansvaret for beslutningen om at bede ham skrive Concerto in Pieces, men vedkommende traf et begavet og modigt valg. Stykket var en stor succes, det blev efterfølgende spillet rundt om i udlandet, og det kom til at danne basis for en bog til undervisningsbrug, Music, A Young Person's Guide. Den grundlæggende idé var at bestille en efterfølger til Benjamin Brittens The Young Person's Guide to the Orchestra. Allerede dér var Ruders i det mindste et intelligent bud, for han var alment anerkendt som mester i at udnytte det moderne symfoniorkester (inklusive eksotisk slagtøj og elektroniske instrumenter). Man må også have lagt mærke til, at Ruders som komponist beherskede en betydeligt bredere vifte af stilarter og stemmelejer end de fleste (noget, man kan forvisse sig om allerede ved at høre den foreliggende plade). Desuden stod det klart, at Ruders havde udpræget sans for variationsarbejde - just det kompositionsprincip, Britten havde lagt til grund for sit didaktiske mesterværk. Så man besluttede, at Ruders skulle få den samme opgave, som Britten havde stillet sig selv - at skrive en række variationer over et tema af Henry Purcell (som var blevet fejret i 1995, 300-året for hans død) og samtidig lukke op til det moderne orkesters instrumentale maskinrum.
Da først han var kommet over sin forbløffelse, fandt Ruders hurtigt ud af, at ‘hvis jeg skulle slippe levende fra det her eventyr, måtte jeg finde mig et Purcell-tema, der i form og væsen lå så langt væk som muligt fra det vidunderlige et, Britten havde valgt til Young Person's Guide.' Ruders besluttede sig for heksenes ‘Ho-ho-ho'-kor fra 2. akt af Dido og Æneas. Som hos Britten leder temaet ubesværet ind i det samlede orkesters Variation I, men den kurs, Ruders vælger, er mere ‘omkringgående' end hos Britten, hvor orkestret demonteres gruppe for gruppe. I de efterfølgende variationer blotlægger Ruders orkestrets mekanismer ved hjælp af teknikker som ‘stafetløb' (Variation II); en middelalderlig ‘hoquetus', hvor forskellige orkestergrupper kaster temaets toner som en bold mellem sig (Variation III), og en blues-agtig melodisk ‘bending' af temaet (saxofo-nen fører i Variation IV, tubaen i Variation V). Temaet bliver derpå ‘atomiseret' (VI), betragtet i et ‘kubistisk' brydende spejl (VII), ledt af trompeten gennem en dæmpet ‘iskold fantaseren' (VIII), gradvis stykket sammen igen af pizzicato-strygere (IX), og endelig genfødt i den store stil som pulserende, dunkende, jublende finale-fugato (X). Men netop som C-dur synes at sidde sikkert i sadlen, langer komponisten til med en typisk Ruders-overraskelse - en lysende slutakkord i gis-mol og i første omvending, altså med tertsen, h'et, nederst. "Det er en mol-akkord," siger han, "men ved at blive hevet en lille terts up er den blevet underligt ‘androgyn' - hverken mol eller dur. Skyen har fået sølvkant på ..."
Idéen til denne ‘androgyne' måde at slutte ting på fik Ruders interessant nok no-genlunde samtidig med, at han var ved at lægge sidste hånd på Violinkoncert nr. 1, det var i november 1981 på kunstnerrefugiet San Cataldo nær det italienske badested Amalfi. I sin rendyrkede form optræder tricket første gang i slutningen af Preghiera semplice (‘En enkel bøn'), den første af de tre motetter, han skrev efter violinkoncer-ten - som faktisk slutter på samme tvetydige måde. Violinen holder et højt E (noget i retning af tonalt centrum for førstesatsen), men nedenunder spiller violiner og bratscher de navnkundige isnende akkorder fra begyndelsen af Vinteren, den sidste koncert i Vivaldis De fire årstider. Disse akkorder hviler på Fis, og værket slutter således med et listigt spørgsmålstegn, der gælder både rent musikalsk og i bredere forstand, men som uden videre giver mening i en koncert, der begynder med en sats betegnet Echi d'una Primavera (‘Ekkoer af et forår' - også her er der ekkoer af Vivaldi) og ender med en Ciaccona d'Inverno (‘Vinterchaconne'), som tager afsæt i indledningen til Schuberts Der greise Kopf (‘Det grå hoved') fra sangkredsen Winterreise.
Det er selvfølgelig fascinerende at spekulere på, om der er skjulte ‘betydninger' bag disse citater - og hvad skal man mene om den langsomme anden sats' præg af ‘ninna-nanna' vuggevise (forår-vinter, fra vugge til ‘gråt hår' ...) - men Ruders fastholder, at han blev sat i gang af noget rent musikalsk, der tilmed kom rent tilfældigt: I biblioteket på San Cataldo fandt han Schubert-noderne og indså med det samme, at der var noget at arbejde ud fra i indledningen til netop den sang. Men selv om ‘programmet' (hvis det er det rette ord) forbliver delvis mystisk, drillende, så hører den første violinkoncert lige som Concerto in Pieces til den slags værker, publikum finder umiddelbart fængslende. Den opføres ofte og af en bred vifte af solister og ensembler, og dette er faktisk allere-de værkets tredje kommercielle indspilning, hvilket må siges at være ganske uhørt for en komponist af klassisk samtidsmusik.
Monodrama for solo slagtøj og orkester (1988) er unægtelig en helt anden verden end både Violinkoncert nr. 1 og Concerto in Pieces. Her møder vi Ruders, når han er mindst føjelig og mest sammenbidt beslutsom - det er ret barsk musik, som han selv siger. Som Symfoni nr. 1, skrevet i årene derefter, er Monodrama dystert, vredt og skarpt i mælet, men giver endnu færre indrømmelser til det publikum, der er uvant med moderne musik. I sin programnote til uropførelsen gav komponisten indblik i de tanker og følelser, der kværnede rundt i hovedet på ham dengang -
"Som komponist tror jeg ikke på musikkens direkte funktion som samfundsomvælter eller tronstyrter. Men musikkens enestående iboende, in