English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Emil Hartmann

Koncerter


Christina Åstrand, violin
Helsingborg Symfoniorkester
Hannu Lintu, dirigent
Per Salo, klaver
Stanimir Todorov, cello

Emil Hartmann, komponist

Om:
Emil Hartmann (1836-1898) oplevede stor succes, når han turnerede rundt i Europa som dirigent for sine egne værker, og blev ofte sammenlignet med de store romantiske mestre. Men herhjemme blev komponisten gennem hele sit liv overskygget af sin berømte fader J.P.E. Hartmann, hvis 200 års fødselsdag vi fejrer i år. Med Dacapos nye SACD*-indspilning af Emil Hartmanns koncerter for henholdsvis violin, cello og klaver er der ingen tvivl om, at den berømmelse, som ”unge Hartmann” nød i udlandet, var mere end fortjent. Hør tre af nutidens fornemste danske solister folde sig ud i Emil Hartmanns fuldblods romantiske koncerter med det særlige nordiske islæt, som giver musikken en usædvanlig melodisk skønhed.

Køb CD

  $21.30
Download album (MP3)   $9.80
Vælg download-format:
læs om formaterne

Trackliste:

Priser vist i Amerikanske dollars
Concerto for violin and orchestra in G minor, op. 19 (1876)
1

I Allegro

9:10 Play $2.10
2

II Andante - Allegretto scherzando - Andante

7:29 Play $2.10
3

III Finale

8:36 Play $2.10
Concerto for violoncello and orchestra in D minor, op. 26 (1879)
4

I Allegro moderato - Andantino - Allegro - Andantino - Allegro

9:18 Play $2.10
5

II Canzonetta; Andante

3:26 Play $1.40
6

III Rondo pastorale: Allegretto - Andantino

6:08 Play $2.10
Concerto for piano and orchestra in F minor, op. 49 (1890)
7

I Allegro

10:09 Play $2.80
8

II Canzonetta: Andante

8:09 Play $2.10
9

III Finale: Allegro

7:44 Play $2.10
Total spilletid  70 minutes

Andre anbefalinger

Emil Hartmann
Fini Henriques
Carl Nielsen
Børresen, Glass, Henriques

Emil Hartmann

 

Emil Hartmann (1836-1898) var oldebarn af komponisten Johann Hartmann (1726-1793), der var indvandret i Danmark i 1760’erne, og ældste søn af J.P.E. Hartmann (1805-1900) og dennes musikbegavde kone Emma Hartmann. Han viste tidligt, at de musikalske gener også var gået i arv til ham, idet han begyndte at komponere, førend han kunne tale rent. Så længe Emil og hans søskende fik privatundervisning i hjemmet, indgik musik på lige fod med skolefagene, men ellers fik Emil Hartmann ikke nogen formaliseret musikalsk uddannelse.

Sin første større kompositoriske opgave fik han i 1858, da han sammen med sin barndomsven og senere svoger August Winding fik overdraget at skrive musikken til Bournonvilles ballet Fjeldstuen. Premieren den 13. maj 1859 blev modtaget med stort bifald, og de fleste anmeldelser var glimrende. Således stod der, at “de to unge komponister, August Winding og Emil Hartmann, der så dygtigt og karakteristisk har understøttet balletdigtningen, har fuld ret til at tilegne sig deres del af den varme, velfortjente anerkendelse.” Hertil skal tilføjes, at Win-dings lærer, Niels W. Gade og Emils far også kunne tage deres del af æren, da de hver især havde hjulpet de to unge komponister med instrumentationen.

Året efter rejste de to venner på en studietur til Paris, og efter hjemkomsten påbegyndte Emil Hartmann et nyt scenisk værk, musikken til Hostrups syngespil En nat mellem fjeldene, der fik en blandet modtagelse. Om premieren skrev H.C. Andersen i sin dagbog: “Om aftenen i teatret at høre første gang Emil Hartmanns musik til Hostrups Natten mellem fjeldene; musikken fyldte mig ikke, og stykket var bundkedsommeligt. Ideen er poetisk, og det kan måske være meget smukt at læse, men det er aldeles ikke dramatisk, der var en uro i første akt og en stilleståen i sidste, der foregik i mørke, elskeren sov lige til stykkets slutning, og da han trådte op, sov jeg. Hostrups og Emils venner var særdeles glade, poeten Richard var overlegen og klog mod mig, da jeg ikke var med. Der blev meget klappet, men også hysset.” Anmelderne var dog gennemgående rosende og mente, at det var en lovende debut som dramatisk komponist.

Det gav blod på tanden. Allerede kort tid -efter gav Emil Hartmann sig i kast med en opera med titlen Elverpigen til tekst af teater-historikeren Thomas Overskou. I sommeren 1864 havde han 1. akt færdig, men premieren måtte vente til november 1867 på grund af interne stridigheder på Det Kgl. Teater. Det var efter denne premiere, at H.C. Andersen udtalte, at “gamle Hartmann er født komponist, unge Hartmann er opdraget til det”. Det var en ikke ganske retfærdig dom over Emil Hartmanns talent, men det var en opfattelse, der deltes af mange af hans samtidige i hjemlandet. Snart skulle der dog indtræffe en væsent-lig forandring i hans liv. Allerede 14 dage efter premieren på Elverpigen drog han afsted på en studierejse financieret af Det Anckerske Legat. Rejsen, der varede et halvt år, gik til Berlin, Leipzig, Paris, Wien og Dresden.

Mødet med det tyske musikliv blev af afgørende betydning for Emil Hartmann. I Berlin svælgede han i operaer, han aldrig havde haft mulighed for at høre før, bl.a. Wagner, sunget af fremragende sangere, og de mange koncerttilbud overvældede ham. Især frydede han sig over de mange populære symfonikoncerter, hvor man nåede ud til et meget bredere publikum end i København. Han stiftede bekendtskab med førende musikere som den kgl. kapelmester Wilhelm Taubert og dirigenten Julius Stern, der havde sit eget konservatorium. Taubert ofrede megen tid på at gennemgå Emil Hartmanns medbragte partiturer med ham og udtalte bl.a., at hans symfonier led af samme fejl som Gades: de var for homofone, han savnede polyfonien i instrumentationen og stemmeføringen. Imidlertid opførte Stern med stor succes den ene af dem ved en af sine symfonikoncerter.

I Leipzig var det især det muntre liv sammen med de mange studerende af mange forskellige nationaliteter ved det berømte konservatorium, der tiltalte Emil Hartmann. Til gengæld stillede han sig kritisk over for Tysklands musikby nummer et. Han var af den opfattelse, at komponisterne komponerede mere for hinanden end for folket, og at det var en “lille temmelig blaseret hob”, der gav tonen an. Takket være sin svoger Niels W. Gade fik han forbindelse med både Gewandhaus-koncer-ternes dirigent Carl Reinecke og den berømte koncertmester Ferdinand David samt andre medlemmer af Gewandhaus-koncerternes direktion, der lovede ham at opføre en af hans symfonier i den kommende sæson, hvis han omarbejde den efter deres forslag. Det ville Hartmann ikke, men han fik succes med en kvintet og en trio ved konservatoriets kammermusiksoiréer, så noget fik han dog opført i Leipzig.

Paris, hvor han tidligere havde været, tiltalte ham ikke særlig meget musikalsk, så da han ankom til Wien i april 1868, ærgrede han sig over, at han ikke havde sprunget opholdet i Paris over, da han trivedes godt i Wien, selv om musiksæsonen næsten var forbi.

Studierejsen havde givet Emil Hartmann smag for at arbejde i Tyskland, og i 1871 var han tilbage i Leipzig, hvor han fik antaget korværket Winter und Lenz til opførelse i Gewandhaus og udvidede sin bekendtskabs-kreds. Efter hjemkomsten forsøgte han sig atter som operakomponist med Korsikaneren, til en tekst af Saint-Georges, oversat at Adolph Hertz, der senere blev kendt for at være den første, der oversatte Wagners tekster til dansk. Premieren i april 1873 var ikke nogen succes, og det blev Emil Hartmanns sidste forsøg i den dramatiske genre i over 20 år. Sommeren 1873 tvang hans dårlige helbred ham til at tage på sanatorium i Schweiz. Det hjalp imidlertid ikke på hans svage nerver, så året efter lod han sig frivilligt indlægge i næsten et år på sindssygehospitalet på Oringe ved Vordingborg, hvad der betød et alvorligt afbræk i hans musikalske karriere. Først i 1876 følte han sig rask nok til atter at rejse ud, og igen var det det tyske musikliv, der trak som en magnet. I Berlin så han Wagners operaer i stjernebesætninger, overværede Wagners personlige prøver på den første opførelse af Tristan og Isolde i Berlin og hørte Brahms’ nykomponerede Ein deutsches Requiem, og navnlig stiftede han en række bekendtskaber, der skulle blive nyttige for ham i fremtiden.

Fra 1878 kom der for alvor fart i de udenlandske engagementer, hovedsagelig i Tyskland. I april var Emil Hartmann således atter i Berlin, hvor Königliche Capelle opførte hans ouverture Hærmændene på Helgeland, og selv medvirkede han i en opførelse af serenaden for klarinet, cello og klaver, mens Benjamin Bilse tog hans Nordiske folkedanse på programmet i sine populært anlagte orkesterkoncerter i Konzerthaus på Dönhoffplatz. Også musikforlæggere besøgte han ihærdigt både i Berlin og Leipzig, som han også besøgte for at genopfriske gamle bekendtskaber og stifte nye. Grundlaget for en karriere i Tyskland var lagt. I 1880’erne og 1890’erne delte Emil Hartmann sol og v

Vær den første til at skrive en anmeldelse


Log in eller opret en brugerkonto for at skrive en anmeldelse
Indspillet i Helsingborg Konserthus on 1.-5. september 2003 og 20.-21. august 2004
Producer: Preben Iwan
Tekniker: Preben Iwan

Grafisk design: elevator-design.dk
Coverbillede: Denise Burt

Dacapo Records ønsker at takke Weyse Fonden, Generalkonsul Einar Høyvalds Fond og Solistforeningen af 1921 for økonomisk støtte til gennemførelse af produktionen

Label: Dacapo

Format: SACD

Katalognummer: 6.220511

Stregkode: 747313151165

Udgivelsesdato: June 2005

Periode: Senromantik

Booklet i pdf-format tilgængelig for download-kunder

Anmeldelser

Denne cd er en væsentlig opdagelse og fortjener en seriøs anbefaling.
(Classics Today)

Ypperlige præstationer i en musik, der understreger blomstringen i dansk guldalder-musik, for hvilket også kvitteres med smagfuldt orkesterspil
(Kristeligt Dagblad)

Christina Astrand gestaltet ihren Part souverän und eindringlich
(KlassikHeute.com - )

Hannu Lintu draws most sympathetic performances from the Helsingborg orchestra. The sound, needless to say, is superb.
(Nordic Sounds)

Very pleasant discoveries, this unpretentious music is also enjoyably enpredictable. The listener is the winner .
(What´s On In London)

A very agreeable disc in every way...romantic era music that, while not immune from convention, is entertaining and often touching...
(MUSICWEB International - )

L´orchestre Helsingborg Symphony et Hannu Lintu sont parfaits dans l´accompagnement avec les couleurs un peu sombres, si caractéristiques des orchestres du Nord.
(Pizzicato)

All three soloists are topflight, DaCapo's hi-res surround cannot be faulted, and one gets a lot of varied concertos for one's investment in this interesting disc.
(Audiophile Audition -


A CC Music Store Solution