English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Christian Frederik Emil Horneman

Orkesterværker


DR SymfoniOrkestret
DR VokalEnsemblet
Johannes Gustavsson, dirigent

Christian Frederik Emil Horneman, komponist

Om:

Komponisten C.F.E. Horneman (1840-1906) blev hyldet af sin berømte landsmand Carl Nielsen som "den klare Flamme, den spillende Ild i den danske Musik". Selv kæmpede den følsomme komponist med et iltert temperament, og hans samlede værkproduktion blev ganske lille. Denne nye udgivelse med DR SymfoniOrkestret og den unge svenske dirigent Johannes Gustavsson præsenterer et udvalg af Hornemans storslåede orkesterværker, som alle har baggrund i mytologiske og historiske dramaer: Ouverture Heroïque fra hans unge år samt tre store, modne værker: Kalanus, Thamyris og Gurre-Suite.

Køb CD

  $21.30
Download album (MP3)   $9.80
Vælg download-format:
læs om formaterne

Trackliste:

Priser vist i Amerikanske dollars
Gurre-Suite (Gurre Suite) (1900)
Ouverture og Mellemaktsmusik til Holger Drachmanns Drama “Gurre” (Overture and entr’actes for Holger Drachmann’s play, “Gurre”)
1

I Ouverture (Overture). Allegro non troppo

4:33 Play $1.40
2

II Volmer og Tove (Volmer and Tove). Allegretto (Forspil til 2. akt / Prelude to Act II)

5:02 Play $2.10
3

III Toves Ligfærd (Tove’s funeral). Largo (Forspil til 4. Akt / Prelude to Act IV)

4:11 Play $1.40
4

IV I Skoven ved Gurre (In the wood by Gurre). Allegro non troppo (Forspil til 5. akt / Prelude to Act V)

2:34 Play $1.40
Suite af “Kampen med Muserne”
(Suite from “The Contest with the Muses”) (1896)
5

I Solopgang (Sunrise). Andantino. Tranquillo quasi ad libitum

2:13 Play $1.40
6

II Muse-kor (Chorus of the muses)*. Molto andante sostenuto

2:54 Play $1.40
Female voices of the Danish National Vocal Ensemble
7

III Satyrdans (Dance of the satyrs). Andantino

4:14 Play $1.40
8

IV Bakkantisk Dans. Allegro con brio

3:58 Play $1.40
Ouverture Héroique ("Helteliv" / "A hero’s life"). Concertouverture (Concert Overture) (1867)
9

Andante sostenuto. Allegro assai

12:32 Play $2.80
Suite af “Kalanus” (Suite from “Kalanus”) (1890)
10

I Introduktion og Bøn (Introduction and prayer). Andante sostenuto. Andante

7:14 Play $2.10
11

II Festmusik og Kalanus’ Dom (Festive music and the sentencing of Kalanus). Allegro vivace Andantino

4:14 Play $1.40
12

III Alexander. Allegro con fuoco

5:42 Play $2.10
13

IV Kalanus i Feberdrømme (Kalanus in feverish dreams). Andante

3:55 Play $1.40
14

V Introduktion til 5. Akt (Kalanus’ død) (Introduction to Act V [Death of Kalanus]). Molto maestoso

2:44 Play $1.40
Total spilletid  66 minutes
C.F.E. Horneman af Inger Sørensen

Christian Frederik Emil Horneman (1840-1906) var født ind i en kunstnerisk begavet familie. Hans farfar var den i sin tid berømte miniaturemaler Christian Horneman, der i dag er mest kendt for sit portræt af vennen Friedrich Kuhlau og den ofte gengivne miniature af den unge Beethoven, som han havde lært at kende under sit ophold i Wien. Faderen var Johan Ole Emil Horneman, komponisten til de højt-elskede sange Dengang jeg drog afsted og Højt fra Træets grønne Top og medindehaveren af Københavns førende musikforlag Horneman & Erslev.

C.F.E. Horneman forsøgte sig allerede som teenager som operakomponist med fætteren Asger Hamerik som librettist, og eftersom faderen i 1850'erne var en velhavende mand, fik han lov til at rejse til Leipzig for at studere ved det berømte musikkonservatorium. Det var her, at han stiftede et nært venskab med sin medstuderende, Edvard Grieg, en venskab der blev af stor betydning for begges udvikling.

Desværre måtte Horneman efter to års studier i 1860 vende tilbage til København, fordi hans far var på fallittens rand, så allerede fra 20-års alderen måtte Horneman kæmpe en hård kamp for dagen og vejen primært gennem at undervise. Men for at bidrage til familiens understøttelse oprettede han også et nyt musikforlag med faderen som bestyrer. Hertil skrev han en lang række klaverarrangementer under fremmedklingende pseudonymer som Pierre Lenoir og Victor Willy for at vise forlagets "internationale" tilsnit. I 1867 fik han tildelt Det Anckerske Legat med det formål at stifte bekendtskab med dramatisk musik rundt om i Europa. Den nøjagtige rejserute kendes ikke, men ifølge Hornemans egne oplysninger var det i München, at han komponerede sin Ouverture Héroique, og det var også her han opholdt sig, da hans Aladdin-ouverture, som han havde påbegyndt i 1864, blev opført ved en Gewandhaus-koncert i Leipzig under ledelse af Carl Reinecke.

Livet igennem var Horneman fuld af idéer og initiativer, men desværre var det kun de færreste der levede ret længe. Således stiftede han i 1865 sammen med bl.a. Grieg musikforeningen "Euterpe" som et alternativ til Musikforeningen, fordi de mente, at de unge nordiske komponister skulle have deres egen platform. Selv om der var stor inter-esse for foreningen, måtte man dog dreje nøglen om to år senere af økonomiske årsager, men allerede i efteråret 1868 var Horneman parat med et nyt koncept: Lørdagssoiréer i det folkekære Casino. Her var det idéen at give et bredere publikum mulighed for at høre god musik for en billig penge, men desværre var indtægterne også denne gang væsentlig mindre end udgifterne, så også dette koncertprojekt gik snart sin død i møde.

Endelig var Horneman i 1873 medstifter af "Koncertforeningen", hvor han skulle være dirigent alternerende med Otto Malling. Horneman var ikke den store dirigentbegavelse, så selv om Koncertforeningen viste sig at være mere levedygtig end de to andre koncertforetagender, så blev hans deltagelse kortvarig, da han allerede i 1876 meldte sig ud efter uoverensstemmelser med sin meddirigent.

Først i 1875 synes Horneman at have fundet sin egen niche, da han oprettede et kursus i nodelæsning, en disciplin han anså for at være et meget vigtigt led i musikalsk dannelse. Her fik han så megen succes, at han i 1879 udvidede undervisningstilbuddet til også at omfatte andre fag, så at hans musikinstitut blev et regulært alternativ til Københavns Musikkonservatorium, der lededes af Gade, Hartmann og H.S. Paulli.

Horneman gik med liv og sjæl op i sin musikpædagogiske gerning, men den optog så meget af hans tid, at han næsten ikke fik mulighed for at komponere, selv om han betragtede dette som sit egentlige kald. Det er derfor symptomatisk, at han abejdede henved tyve år på sit hovedværk, operaen Aladdin, som han så efter en skandaløs uropførelse i 1888 i anledning af Christian IX's 25-års regeringsjubilæum omarbejdede -gennemgribende, inden den fjorten år senere blev genoptaget og fik sin fortjente succes.

Hornemans samlede produktion er derfor beklagelsesværdigt lille. Selv om han har komponeret en del sange, ligger hovedvægten på scenemusik af forskellig art, bl.a. fordi hans datter blev skuespillerinde ved Dagmarteatret, og hans senere svigersøn, P.A. Rosen-berg, var sceneinstruktør. Desuden har han komponeret flere lejligheds-kantater, og derved er han kommet til at dele skæbne med J.P.E. Hartmann: at en del af deres kompositioner - uanset musikkens kvaliteter - ikke mere kan opføres, fordi de er knyttet til tekster, der ikke mere benyttes.

Horneman var en kontroversiel personlighed i det københavnske musikliv. Især i sine senere år følte han sig forfulgt af alt og alle i en grad, der antog sygelig karakter. Som Det Kongelige Teaters chef, Einar Christiansen, udtalte: "Han besad en medfødt Lethed til at lægge sig ud med Mennesker, selv med dem, der vilde ham det bedst, saa at han stundom geraadede i den komiske Kasus ikke at kunne huske, hvem der var hans Uven og hvem ikke". Det kostede ham også hans mangeårige nære venskab med Grieg, fordi han følte sig underlegen og set ned på, hvad der ikke var tilfældet. Tværtimod. Grieg gav ofte udtryk for, at Horneman var en stor inspirationskilde for ham. Horneman var en rigt begavet komponist, men han fik aldrig mulighed for at udfolde sine evner, som de fortjente.

Ouverture Héroique
Horneman har skrevet meget lidt ren orkestermusik. Han nåede aldrig til de store former som symfoni og koncert. Næsten alt er knyttet til sceniske værker. Dette ungdomsværk fra 1867 er undtagelsen. Den blev til under opholdet i München, og der er intet overleveret om, hvad titlen hentyder til. Det er overladt til lytteren.

Kalanus
I maj 1890 indgik Horneman en aftale med Dagmarteatrets direktør, Chr. Riis-Knudsen, der kort forinden havde haft succes med Drachmanns skuespil Esther, som Horneman også havde komponeret musik til. Han skulle inden den 15. september skrive musikken til Fr. Paludan-Müllers tragedie Kalanus om mødet mellem den græske og den indiske livsfilosofi - det samme sagn, som Gade i 1869 havde lagt til grund for sit korværk af samme navn til tekst af Carl Andersen.

Den asketiske indiske vismand Kalanus er på pilgrimsrejse i Persien, da han møder den græske verdenserobrer Alexander den Store, som gør et så dybt indtryk på ham, at han i ham mener at have fundet den genfødte guddom Brahma, den guddommelige befrier, der vil grundlægge retfærdighedens rige på jorden. Alexander modtager ham venligt og vil slutte venskab med ham, men da Kalanus ved et stort gæstebud oplever, hvorledes Alexander på yderst verdslig vis lader sig beruse af vin og kvinder, opdager han sin grusomme fejltagelse og vil tage sit eget liv. Alexander forsøger at tale ham fra denne beslutning, verdensherskeren falder på knæ for vismanden, der betragter døden som en lutring og indgangen til den sande lyksalighed, men Kalanus bestiger frivilligt bålet.

Kalanus er et filosoferende drama, hvis konflikt ligger på det sjælelige plan, og det er et åbent spørgsmål, om Paludan-Müller, da han i 1854 udgav sit drama i samlingen Tre Digte, overhovedet havde tænkt sig, at det skulle opføres på en scene. Det var i hvert fald endnu ikke sket i 1890, og denne gang blev det heller ikke til noget. Selv om Horneman havde indleveret sit manuskript inden årets udgang, blev opførelserne opgivet, fordi man ikke havde den rigtige skuespiller til at spille titelrollen. Først i september 1906, tre måneder efter Hornemans død, gik stykket over scenen med Adam Poulsen som Alexander og Riis-Knudsens meddirektør Martinius Nielsen som Kalanus. Kun 10 opførelser blev det til.

"Og dog var det en Daad - en Daad trods alt. Thi ‘Kalanus' er spillet". Således indledte Herman Bang sin anmeldelse i dagbladet København. Han jublede over, at det endelig var kommet på scenen, således som han havde foreslået allerede femogtyve år tidligere, thi for ham var det det dybeste værk i den danske litteratur. Hornemans musik nævnte han overhovedet ikke. Heller ikke hans kollega på Politiken, Sven Lange, følte sig kaldet til at skrive om musikken, mens "A.G." i Nationaltidende dog skrev: "‘Kalanus' ledsagedes helt igennem af Hornemans Musik, paa hvis Fremførelse Komponisten ventede i Aarevis, indtil Døden bortrev ham; dramatisk set spiller den kun en afgørende Rolle i Bakkantakten og i Baalscenen i sidste Akt."

Gudskelov blev der allerede i 1890 udarbejdet en suite, således at musikken ikke gik helt tabt.

Kampen med Muserne (Thamyris)
Allerede inden musikken til Kalanus var komponeret færdig, var et endnu større projekt undervejs, et værk der skulle få en næsten lige så lang tilblivelseshistorie som Aladdin. Digteren Karl Gjellerup havde allerede i midten af firserne planlagt et stort dramatisk digt fra oltidens Grækenland om Kong Thamyris, der indlod sig i væddekamp med muserne og endte som blindet og vanvittig. Prologen, kaldet Kampen med Muserne, var færdig i 1886, mens anden del, Helikon, der var delt i hyrdespillet Myrtis og satyrspillet Marsyas, udkom på tryk i 1887. I februar sendte Gjellerup en hilsen til Niels W. Gade i anledning af hans 70-års fødselsdag, hvor han bebudede, at han om kort tid ville sende ham første del af et større dramatisk digt. Måske havde det været Gjellerups lønlige håb, at Gade ville sætte det i musik, men det blev Horneman, der påtog sig opgaven. Det skulle blive skæbnesvangert.

I maj 1890, da Gjellerup havde fået sin tekst antaget af Det Kongelige Teater under forudsætning af, at musikken også blev godkendt, henvendte han sig straks til Horneman, der var begejstret, fordi teksten lå så langt fra de moderne operahandlinger, som han beskrev således: "To Elskende gjennemgaar en Række Kjærligheds-Lidelser med skiftevis Mistanke om hverandres oprigtige Hensigter, gjennemslyngede af en Rivals eller Rivalindes onde Intriger, der ender med et Mord. Det synes som fastslaaet i det moderne Publicums Bevidsthed, at et saadant Indhold er uadskilleligt forbundet med Begrebet Opera; naar ikke de Elskende uafladelig hænge om hinanden paa en Chaiselongue eller paa en Græsbænk i Maaneskiær, er det ingen rigtig Opera."

Kompositionsforløbet skulle dog komme til at strække sig over næsten lige så mange år som Aladdin.

Da Gjellerup to år senere slog sig ned i sin kones fødeby Dresden, kom han i økono-miske vanskeligheder og håbede derfor, at de snart kunne indlevere det færdige værk til Det Kongelige Teater og dermed sikre en vis indtægt. År efter år gentog han det samme spørgsmål: "Hvornår bliver partituret færdigt." Endelig i april 1896 - 6 år efter antagelsen af teksten - blev det indleveret, men det skulle kun gøre sagen endnu mere problematisk, for i slutningen af oktober modtog Horneman endelig den officielle skrivelse fra Det Kongelige Teater, hvori teaterchefen P. Hansen meddelte ham, at censor, kapelmester Johan Svendsen, havde udtalt sig meget rosende om den kunstneriske værdi af hans musik, og at man derfor ikke betænkte sig på at antage den til opførelse. Men samtidig blev det også fremhævet, at de forskellige censorer i tidens løb havde gjort opmærksom på Gjellerups digtnings "store sceniske Mangler og Vanskeligheden ved en virkningsfuld Iscenesættelse". Dette gjaldt ikke mindst tredje del, satyrspillet Helikon, som Horneman havde sat musik til. Derfor forbeholdt Teatret sig ret til først senere at afgøre, om hele trilogien skulle opføres, eller måske - med forfatterens samtykke - kun den sidste del af hensyn til Hornemans musik.

Gjellerup blev rasende, for han havde jo i sin skrivebordsskuffe et officielt dokument, der utvetydigt meddelte, at teksten var antaget. Det lå godt nok efterhånden seks år tilbage, men hvis Horneman også havde fået det skriftligt, at hans musik var antaget, mente Gjellerup, at de kunne tvinge Det Kongelige Teater til at holde, hvad de havde lovet. Det var imidlertid ikke tilfældet.

Efter forskellige kompromisforslag om at udelade de to indledende skuespildele og kun opføre Helikon, gik sagen i den grad i hårdknude, at Gjellerup satte sig ned og skrev et femten sider harmdirrende brev til Horneman, som han mente alene var skyld i miseren, fordi han havde været så ekstremt længe om at komponere musikken og ydermere havde været med til at foreslå amputationen af Gjellerups tekst. Han sluttede med at skrive: "Og nu er jeg færdig, baade med Brevet og med Dem. Brevet blev langt, skjønt jeg ikke sværmer for at skrive lange Breve, da jeg har anden Brug for min Pen, men dette Brev overflødiggjør ogsaa al videre Brevveksling."

Et tidligere varmt venskab var vendt til fjendskab, og det kom til at bestemme værkets videre skæbne. Også under den efterfølgende teaterchef, Einar Christiansen, bølgede diskussionerne frem og tilbage, og enden på det hele blev, at Thamyris, som de to ophavsmænd hele tiden havde kaldt værket i deres korrespondance, først blev opført på Det Kongelige Teater i februar 1908 under titlen Kampen med Muserne og med et nyt forspil af P.A. Rosenberg, som Gjellerup resigneret havde godkendt. Stykket gik kun tre gange, men det blev Horneman gudskelov forskånet for at opleve. Han var død i juni 1906.

Gurre
I maj 1900 blev Horneman indkaldt til et møde med Det Kongelige Teaters chef, Einar Christiansen, og ankom i den glade forvisning, at det drejede sig om enten genopførelsen af Aladdin eller om Thamyris. Det var ingen af delene. I stedet fik han udleveret Holger Drachmanns skuespil Gurre med spørgsmålet, om han ville sætte musik til det. Han fik bogen med hjem og blev bedt om at svare senest tre dage senere. Allerede på vejen over Kongens Nytorv fik han den tanke, at dette blot var ment som et plaster på såret. Derfor opsøgte han samme dag Einar Christiansen i hans privatbolig og leverede bogen tilbage med besked om, at han ikke kunne komponere, for denne havde med ét ord knust alle hans ungdoms og manddoms forhåbninger. Han var et lig, og lig kunne ikke komponere.

Horneman lod sig dog overtale et par dage senere, da han fik brev om, at man alligevel agtede at genopføre Aladdin. Godt nok havde teatret allerede videregivet opgaven til Fini Henriques, men sceneinstruktøren Julius Lehmann, der fungerede som mellemmand, mente nok, at denne lod sig overtale til at give opgaven fra sig, da han samtidig havde fået en anden bestilling. Således blev det alligevel Horneman, der fik lejlighed til at skrive musik til den berømte handling, der skulle vise sig at ligge så godt for ham.

Sagnet fortæller, at Valdemar Atterdag holdt så meget af sit slot i Gurre, at han havde udtalt, at Gud gerne måtte beholde himmerige, når blot hán havde Gurre. For denne gudsbespottelse blev han straffet med for evigt at skulle jage med sine jægere i omegnen omkring Gurre. Dette sagn gik helt tilbage til folkevisen om Valdemar og Tove, ifølge hvilken dronning Helvig i jalousi over kongens kærlighedsforhold til den unge Tove låste hende inde i badstuen, så hun døde. I denne version er det dog ikke Valdemar Atterdag, men Valdemar den Store, der levede flere hundrede år tidligere.
Dette romantiske stof havde allerede før Drachmanns tid fascineret talrige danske digtere. Man kan blot nævne navne som Oehlenschläger, B.S. Ingemann, Carsten -Hauch, Henrik Hertz, H.C. Andersen, Chr. Winther og J.P. Jacobsen. Også på scenen havde man set historien tidligere, idet Johan Ludvig Heiberg havde valgt sagnet om Valdemar og Tove til sit festspil Syvsoverdag med musik af J.P.E. Hartmann i anledning af Christian VIII's kroning på Frederiksborg Slot i 1840; i januar 1878 var P.E. Lange-Müllers opera Tove blevet opført på Det Kongelige Teater, og Hornemans fætter, Asger Hamerik, havde under sit studieophold i Paris i midten af 1860'erne arbejdet på en opera med titlen Tovelille, der i uddrag var blevet opført i Salle Pleyel og senere i sin helhed ved en soiré i København i 1869.

Der var således forbilleder nok, da Drachmann i 1898 lod sig inspirere til sit drama under et ophold på Marianelund Kro i nærheden af Gurre.

Drachmann koncentrede sig om trekantsdramaet mellem Kong Volmer, dronning Helvig og den unge Tove. Kongen mødes med greven af Holsten, der vil låne ham penge, hvis han forliger sig med sin dronning, hvad han afslår, og i stedet forelsker han sig i Tove, som han lærer at kende, da hun leder efter en tabt ring. De mødes en sommernat ved Gurre Sø, hvor hun skænker ham sin kærlighed, men snart drager han i ledding og afslår Toves bøn om at følge ham. Så snart han er borte, hævner Helvig sig ved at lukke Tove inde i den overophedede badstue, hvor hun kvæles. Da kongen vender tilbage, dræber han Helvigs elsker som hævn og spærrer hende inde, men lader sig til sidst forsone med hende af politiske årsager. Endelig mødes Volmer med Toves skygge ved Gurre Sø.

Også Horneman kendte den romantiske slotsruin i Gurre. I august 1865 havde han sammen med vennerne Grieg og brødrene Sleisner foretaget en fodtur fra Fredensborg til netop Marianelund og Gurre. Grieg skrev bagefter i sin dagbog: "En herlig Tur. Aldrig har nogen Ruiner sat mig i en saa herlig Stemning." Måske mindedes Horneman denne tur, da han tog fat på at komponere sin musik i sommeren 1900.

Musikken består af i alt 10 numre, hvoraf ouverturen og de fire forspil udgør den suite, der er et af Hornemans kendteste værker. Den beviser hans egen opfattelse af, at det var dramatisk musik, der var hans egentlige felt.


Inger Sørensen er forskningsbibliotekar ved Danmarks Pædagogiske Bibliotek og har skrevet bøgerne: "Horneman - en kunstnerslægt" (2011) og "Et venskab. C.F.E. Hornemans korre-spondance med Edvard Grieg" (2011).

Nyt liv i gammel flamme
28 October 2011
Både Carl Nielsen og Edvard Grieg var store beundrere af C.E.F. Horneman. Nu vækkes den glemte guldalderkomponist til live med udgivelsen af en CD og to nye bøger

Vær den første til at skrive en anmeldelse


Log in eller opret en brugerkonto for at skrive en anmeldelse

Indspillet i Koncerthuset, Studie 1, 14.-17. juni 2010 [1- 8] og 9.-12. maj 2011 [9-13]
Producer: Morten Mogensen
Teknik: Jan Oldrup
Mastering: Jan Oldrup and Morten Mogensen
SACD mastering: Preben Iwan

Grafisk design: www.elevator-design.dk

Forlag: Edition Wilhelm Hansen AS (Ouverture Héroique) og Edition·S (Kampen med muserne)

Dacapo Records takker Etatsraad Georg Bestle og Hustrus Mindelegat og Oticon Fonden for økonomisk støtte til produktionen

Denne SACD er indspillet i samarbejde med DR

Label: Dacapo

Format: SACD

Katalognummer: 6.220564

Stregkode: 747313156467

Udgivelsesdato: November 2011

Periode: Senromantik

Booklet i pdf-format tilgængelig for download-kunder

Anmeldelser

Audiophile Audition
"DNSO plays beautifully while exploiting every ounce of DaCapo’s rich surround sound."
Læs mere >>
MusicWeb International
"This is a marvellously performed and recorded release which is full of rich discovery."
Læs mere >>
Fanfare
"This is very strongly recommended to all who enjoy being carried away by sweeping orchestral scores superbly played and magnificently recorded."
Læs mere >>
BBC Music Magazine
4/5 Stars
"The splendid 'Bacchanale' and the Gurre-Suite were well worth reviving."
Læs mere >>
American Record Guide
"Gustavsson is impetuous and has his men playing as if possessed. If you know little Danish music here’s the perfect place to start."
Læs mere >>
Berlingske Tidende
5/6 Stars
"Horneman er lyden af det land, vi længes efter. En nationalromantik, man ikke stendysses i søvn af. Og som fortjener alle de gode kræfter på scenen."
Læs mere >>
Classical Music Sentinel
"This composer's music was long overlooked for all the wrong reasons, and hopefully this new Dacapo recording will convince other musicians to dig it out of the Danish archives."
Læs mere >>
Classics Today (10/10)
"Trust me, it's all good, and the performances are absolutely terrific, with Johannes Gustavsson encouraging his players to give their very best"
Læs mere >>
Politiken
4/6 Hjerter
"DR-musikernes velsmurte fortolkning af den sært svimlende musik efterlader kun en konklusion: Horneman tilbage på teatret. Han skal have en chance mere."
Læs mere >>
Kristeligt Dagblad
4/6 Stars
"Fremført med smittende begejstring af DRSO, dirigeret af den unge svensker Johannes Gustavsson, der tydeligvis har et godt tag på netop den slags musik."
Læs mere >>


A CC Music Store Solution