English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Carl Nielsen

Kammermusik Vol. 2


DiamantEnsemblet
Jens Elvekjær, klaver
Jon Gjesme, violin
Tue Lautrup, violin

Carl Nielsen, komponist

Om:
"It is all extremely well played, beautifully recorded and well documented." (Gramophone om vol. 1 i denne serie) DiamantEnsemblets nye miniserie med Carl Nielsens kammermusik kom forrygende fra start og er nu nået til Nielsens værker for violin og klaver – og to for soloviolin. Disse værker har aldrig opnået samme popularitet som Nielsens berømte blæserkvintet, men giver os faktisk et smukt, præcist og meget vidtspændende billede af vor nationalkomponist.

Køb CD

  $21.30
Download album (MP3)   $9.80
Vælg download-format:
læs om formaterne

Trackliste:

Priser vist i Amerikanske dollars
Sonata no. 1 for violin and piano, op. 9 in A major (1895)
1

I Allegro glorioso

8:36 Play $2.10
2

II Andante

7:14 Play $2.10
3

III Allegro piacevole e giovanile

5:27 Play $2.10
Sonata no. 2 for violin and piano, op. 35 (1912)
4

I Allegro con tiepidezza

7:52 Play $2.10
5

II Molto adagio

8:27 Play $2.10
6

III Allegro piacevole

4:18 Play $1.40
Prelude, Theme and Variations, op. 48 for solo violin (1923)
7

Poco adagio e con fantasia

4:34 Play $1.40
8

Theme: Andante

0:59 Play $1.40
9

Var. 1 Più mosso

0:52 Play $1.40
10

Var. 2 Andantino quasi allegretto

1:40 Play $1.40
11

Var. 3 Andante espressivo

1:42 Play $1.40
12

Var. 4 Poco allegro, molto ritmico

0:55 Play $1.40
13

Var. 5 Più mosso

0:54 Play $1.40
14

Var. 6 Tempo giusto

1:21 Play $1.40
15

Var. 7 Presto

2:20 Play $1.40
16

Var. 8 Poco adagio

1:25 Play $1.40
17

Tempo di thema

1:20 Play $1.40
Preludio e Presto op. 52, for solo violin (1928)
18

Preludio: Con fantasia

7:59 Play $2.10
19

Presto

3:42 Play $1.40
Total spilletid  72 minutes

Andre anbefalinger

Carl Nielsen
Carl Nielsen
Carl Nielsen
Carl Nielsen
VIOLINSONATER OG VÆRKER FOR SOLOVIOLIN
I lighed med mange andre af samtidens komponister foretrak Carl Nielsen (1865-1931) selv at dirigere uropførelserne af sine orkesterværker. Ganske vist havde han ingen formel dirigentuddannelse; men med tiden skaffede han sig jo en vis erfaring. Man kunne derfor sagtens forestille sig, at han så også havde involveret sig i uropførelserne (eller senere opførelser) af de her indspillede værker, eftersom han jo var violinist af uddannelse.
Vi kan ganske vist godt finde en undtagelse: Adagioen fra A-dur violinsonaten spille-de han ved en mindre formel, men stadig offentlig sommerkoncert i Lønne Kirke i Vestjylland den 30. juli 1905, akkompagneret af vennen, pianisten Henrik Knudsen (1873-1946). Men det er egentlig kun undtagelsen, der bekræfter reglen: Nielsen havde ret hurtigt opgivet tanken om en mere solistisk violinkarriere, og at være orkesterviolinist var ikke nogen udfordring. Det var en mulighed for at skaffe maden på bordet, når nu ikke kompositionsarbejdet kunne indbringe tilstrækkeligt til familiens overlevelse, og han slap den uden fortrydelse, da han øjnede en bedre mulighed, at være kapelme-ster..
A-dur violinsonaten blev komponeret i 1895, hvor Nielsen allerede havde skaffet sig et vist navn i offentligheden. Hans hidtidige værker havde i det store og hele fået en venlig modtagelse hos de danske musikkritikere. Men ved uropførelsen af sonaten i Concertpalæet (det senere Odd Fellow Palæ) i København den 15. januar 1896 lagde de kursen om:

"Frk. Johanne Stockmarr og Hr. Anton Svendsen, som havde paataget sig det vanske-lige og ikke egentlig lønnende Hverv at introducere den nye Særling, anvendte al deres fortræffelige Kunsts Overtalelsesevne paa at skaffe deres Protegé en god Modtagelse. Men et behageligt Hovedindtryk vilde denne trods smukke og indtagende Episoder ikke efterlade." (Ludvig Schytte i Berlingske Tidende). "Stor Synd er det, om Hr. Carl Nielsen skulde spilde sit Talent paa saa ørkesløs en Eksperimenteren." (Charles -Kjerulf i Politiken). "Denne Diskussion mellem Violinen og Klaveret tog sig nærmest ud., som om det var to stridende Parter, der vare komne i Totterne paa hinanden og uden videre Komplimenter gav hinanden det glatte Lag, som det sker ved slige Lejligheder, under den livligste Snakken i Munden paa hinanden, hver med sine Argumenter, uden at kjære sig det bitterste om Modstanderens." (Angul Hammerich i både Dagbladet og Nationaltidende).

Når man betænker det øvrige musikalske udbud i 1890'ernes københavnske musikliv, er de negative reaktioner måske ikke helt uforståelige. Førstesatsens abrupte hoved-motiv præsenteres først i A-dur og kun to takter senere i den fjerntliggende f-mol, og så abrupte temaer og dristige modulationer hørte ikke til det vanlige på datidens danske anmeldermenu.
A-dur sonaten blev udgivet af Wilhelm Hansen kort efter uropførelsen med en tileg-nelse til den svensk-franske violinist, dirigent og komponist Henri Marteau (1874-1934), der dog først spillede den ved en koncert i København den 27. november 1930 sam-men med den danske pianist Christian Christiansen.
I modsætning til A-dur sonaten er Nielsens anden violinsonate fra 1912 blevet til med to bestemte musikere i tankerne, nemlig Henrik Knudsen, der sammen med violinisten Peder Møller (1877-1940) ville give en sonateaften i København. Møllers musikerskab kendte Nielsen også til bunds, fordi denne nylig havde spillet hans Violinkoncert til succes ved uropførelsen den 28. februar 1912. Han tog fat på at komponere i forsom-meren, og som udgangspunkt betegnede han den nye sonate som værende i g-mol. Men toneartsangivelsen forsvandt allerede inden uropførelsen, og det med god grund: første sats lægger ud i g-mol, men slutter i Es-dur, mens sidste begynder i B-dur og slutter i C-dur.
Førsteopførelsen fandt sted ved en koncert i Odd Fellow Palæets Mindre Sal i Køben-havn den 7. april 1913. Desværre var Møller sygemeldt, og Knudsen havde i stedet engageret violinisten Axel Gade (søn af komponisten Niels W. Gade). Anmeldelserne var meget blandede. Mest positiv og dermed mest på linje med eftertidens dom var Emilius Bangert (1883-1962), der skrev i Hovedstaden. Han havde så også tæt føling med Nielsen og hans musik efter at have været privatelev hos ham og derefter at have hjulpet ham i forbindelse med et par bestillingsarbejder:

"Til nærmere at analysere Carl Nielsens ny Sonate efter en enkelt Overhøring mang-ler vi tilstrækkelig Snarraadighed, dertil var der i Sonaten for mange Overraskelser baade i Form og Indhold. Helhedsindtrykket var en skøn, ubrudt Linie - en Rinden af Toner - hvor særlig et herligt Sidetema i første Del og den rene, høje Sfære i sidste Del var betagende."

De øvrige kritikere havde flere forbehold: "Noget rigtig paalideligt Indtryk fik man ikke af dette Arbejde; dertil var Motiverne alt for korte og for vanskelige at faa Hold paa, helt igennem var der for megen Musikfilosofi..." (S.M. i Berlingske Tidende). "Der var noget uligevægtigt over det som Helhed..." (Vicar i Politiken).
Måske var det den blandede modtagelse, der fik Wilhelm Hansen til at tøve med en trykt udgave, der først udkom i 1919 som Nielsens opus 35. På det tidspunkt var sona-ten allerede blev spillet flere gange af den violinist, der skulle komme til at betyde mest for udbredelsen af Nielsens musik, ungarske Emil Telmányi (1892-1988).
Telmányi havde første gang mødt Nielsen ved en souper efter en koncert i Køben-havn i oktober 1912 og fået noderne til A-dur sonaten forærende af Nielsens forlægger, Alfred Wilhelm Hansen. Da han året efter skulle på Danmarks-turné, søgte han direkte kontakt med Nielsen. Til stede var også Henrik Knudsen, fortæller Telmányi i sine erindringer:

"Carl Nielsen havde tilkaldt ham, for at de kunne spille den anden sonate for mig. Da jeg ikke var klar over, at Carl Nielsen selv ville spille sonaten, havde jeg taget min violin med mig. Så hørte jeg et meget individuelt præget, ganske utraditionelt og højst inte-ressant værk."

I 1918 ægtede han Nielsens datter Anne Marie, og det styrkede naturligvis yderligere båndene til komponisten. Begge Carl Nielsens værker for soloviolin skylder da også ham deres tilblivelse.
Den 22. juni 1923 skulle Carl Nielsen dirigere en orkesterkoncert i London med egne værker. Her skulle Telmányi være solist i Violinkoncerten. Violinisten gav tillige et par recitals i Aeolian Hall, og til hans sidste optræden her (den 27. juni) skrev Nielsen et nyt solostykke med titlen Præludium og Tema med Variationer.
Udgangspunktet var Bachs sonater og partiter for solo-violin, som Telmányi kort for-inden havde koncertopført i København. Naturligvis var tonesproget et andet, men inspirationen var alligevel følelig. Nielsen blev i princippet færdig med værket et par uger inden afrejsen til London; men Telmányi var, har han fortalt, ikke fuldt tilfreds med den næstsidste af de i alt otte variationer:

"Så - tænkte Carl Nielsen - synes du den er for let, så skal du få det, som du ønsker. Og så komponerede han e

Gramophone feature: "Alle taler om Nielsen"
10 October 2011
Kompleks og selvmodsigende - Nielsens vidtfavnende repertoire er ikke blevet tilstrækkeligt anerkendt i et halvt århundrede. Men, hævder Andrew Mellor fra Gramophone, nu vil Nielsen omsider få et stort comeback. Læs artiklen her

Vær den første til at skrive en anmeldelse


Log in eller opret en brugerkonto for at skrive en anmeldelse
Indspillet i Dronningesalen, Den Sorte Diamant, Det Kongelige Bibliotek i november 2006 og marts 2007

Producer: Viggo Mangor
Lydtekniker: Viggo Mangor

Grafisk design: Elevator Design

Nodemateriale fra Carl Nielsen Udgivelsen blev anvendt til denne produktion.

Dacapo ønsker at takke Carl Nielsen and
Anne Marie Carl-Nielsens Legat for økonomisk bistand til gennemførelse af produktionen.

Denne cd udgives i samarbejde med Det Kongelige Bibliotek

Label: Dacapo

Format: CD

Katalognummer: 8.226065

Stregkode: 636943606520

Udgivelsesdato: December 2007

Periode: Tidligt 20. århundrede

Booklet i pdf-format tilgængelig for download-kunder

Anmeldelser

Gramophone
GRAMOPHONE SPECIALIST’S GUIDE TO… Nielsen beyond the symphonies
Læs mere >>
Classics Today
"This is an important release, containing magnificent performances of some major works."
Læs mere >>
This is an important release, containing magnificent performances of some major works. The engineering also is just about perfect - beautifully balanced in the sonatas; warmly natural and not too close in the solo violin works. A great disc!
(10/10 Classics Today - )

All three artists on this fine new release play with a firm grasp of the idiom (...) and clearly relish Nielsen's adventurous and wilful spirit.
(Gramophone, 10/2008)

The performance by Tue Lautrup is a real tour de force (...) Jon Gjesme and Jens Elvekjær play this to perfection and the recording does them full justice
(* * * * Limelight, Australien)

Gjesme og Elvekjær holder sikkert om roret, og Lautrups håndtering (...) står dynamisk og flot
♥♥♥♥♥(Politiken)

Teknisk perfekt og meget inderligt
(Kristeligt Dagblad)


A CC Music Store Solution