English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Carl Nielsen

Symfonier 1 og 4


Alan Gilbert, dirigent
New York Filharmonikerne

Carl Nielsen, komponist

Om:

"Hensynsløs, men uskyldig – som et barn, der leger med dynamit." Sådan blev Carl Nielsens Symfoni nr. 1 beskrevet i den danske presse ved uropførelsen i 1894.  Dacapo Records' anmelderroste CD-serie "The Nielsen Project" med New York Philharmonic og dirigent Alan Gilbert viser Nielsen som en af de mest rå og dynamiske komponister fra den tidlige modernisme. På denne CD kombineres Nielsens imponerende symfoniske debutværk med den banebrydende fjerde symfoni, "Det uudslukkelige", skrevet under 1. Verdenskrig og samtidig i en stormfuld periode i komponistens privatliv.

Køb CD

  $21.30
Download album (MP3)   $9.80
Vælg download-format:
læs om formaterne

Trackliste:

Priser vist i Amerikanske dollars
Symphony No. 4, Op. 29 “The Inextinguishable” (1914-16)
1

I. Allegro

11:28 Play $2.80
2

II. Poco allegretto

5:16 Play $2.10
3

III. Poco adagio quasi andante

10:10 Play $2.80
4

IV. Allegro

9:06 Play $2.10
Symphony No. 1, Op. 7 (1889-94)
5

I. Allegro orgoglioso

9:09 Play $2.10
6

II. Andante

7:17 Play $2.10
7

III. Allegro comodo

8:04 Play $2.10
8

IV. Finale: Allegro con fuoco

8:47 Play $2.10
Total spilletid  69 minutes

Det uudslukkelige liv

Hensynsløs, men uskyldig – som et barn, der leger med dynamit. Sådan blev Carl Nielsens Symfoni nr. 1 beskrevet i den danske presse ved uropførelsen i 1894.

Formuleringen rammer de uortodokse træk ved Carl Nielsen, som gør ham til så enestående en komponist. Spændingerne mellem tradition og det moderne, mellem folkelighed og eksperimenter, mellem det legende og det brutale. Fanger man den kompleksitet, giver det adgang til en af de mest rå og dynamiske komponister fra den tidlige modernisme.

Carl Nielsens musik kommer ganske vist fra periferien af Europa, men det er helt i dens natur, at New York Filharmonikerne og chefdirigent Alan Gilbert nu placerer den i USA’s globaliserede menneskemylder. Fordi musikken er fuld af nordiske træk betyder det ikke, at den er kølig. Der skal tryk på kedlerne, for Nielsens musik har stor kropslig energi og skal spilles uden omsvøb.

“Det er fuldblodsmusik, lidenskabelig, dramatisk og meget menneskelig. Det er hvad jeg går efter, og det er netop hvad New York Filharmonikerne er gode til”, siger Alan Gilbert.

Efter at have boet i Skandinavien en årrække kender Alan Gilbert musikkens rødder. “Carl Nielsens musik bygger på klassiske, germanske traditioner, men den er bare dansk! Stærk, smuk og selvstændig”, siger han.

Hvad udspringer denne musik så af? Carl Nielsen fremhævede hele livet sine landlige rødder. Født i 1865 som søn af en landsbymaler og spillemand på Fyn voksede han op under fattige forhold. Han lærte at spille violin og trompet af sin far, som også tog ham med til en lokal musikforening, det eneste sted i nærheden, hvor man kunne høre lidt klassisk musik.

Familien havde ikke råd til at betale for en uddannelse, så 14 år gammel fik Carl Nielsen arbejde som regimentsmusiker. Ugelønnen var nogle småpenge og et firekilos rugbrød. Men i den danske provins følte man sig ramt på mindreværdet, når lokale talenter gik til spilde. Derfor gik velgørere i Odense sammen om at sende drengen til København (lige som det var sket for bysbarnet H.C. Andersen et par generationer tidligere). Nielsen blev optaget på konservatoriet som violinist, og i 1889 vandt han konkurrencen om en fast stilling i Det Kgl. Kapel. På bare ti år havde han bevæget sig fra udsigtsløs fattigdom til hovedstadens kulturelite.

Carl Nielsen var en del af en samfundsudvikling, hvor landbefolkningen trådte frem som det demokratiske Danmarks krop og sjæl. Hovedstaden fyldtes af Nielsen’er, Jensen’er og Petersen’er, som ankom med en bølge af fremtidsbegejstring. Det anæmiske og sarte skulle erstattes af det kernesunde og djærve. Hellere mursten end marmor. Hellere fuldkorn end flødekager. Og ofte iblandet en livsglad, skæv humor. Som det er blevet påpeget, er dansk musik sjældent 100 % alvorlig, og Carl Nielsen repræsenterede tydeligt den holdning, at man skal kunne le – ikke mindst af sig selv. Har man en gang set fotos af komponistens drilske blik ved man, at den side var dybtliggende i hans person.

 

Symfoni nr. 1

Carl Nielsen havde kun komponeret tre korte værker for orkester, da han i 1891-92 skrev sin 1. Symfoni. Det skred langsomt fremad, men det, han efterhånden fik ned på papiret, lovede godt.

“Jeg har forleden komponeret et Thema til anden Afdeling af Symfonien,” skrev han til sin kone. “Jeg har aldrig været saa bevæget som den Nat, jeg skrev det. Det løb mig koldt ned ad Ryggen, og jeg var lige ved at blive helt syg af Bevægelse.”

Nielsen fik støtte fra sin kapelmester, den norske komponist Johan Svendsen, der lovede at uropføre symfonien, når den blev færdig. Det skete i 1894, og Carl Nielsen sad selv i orkestret, da symfonien blev spillet for første gang.

Fra symfoniens første akkord springer Carl Nielsen konventionerne over. Her gælder det ikke nationalromantik, den lokale metervare, som var stivnet i klichéer (med Nielsens ord “6/8-takt i mol, tilsat dansk pærekompot”). I stedet møder man en ægte kraftkarl, der udtrykker sig i korte fraser og med heftige åndedrag. Musikken er klassisk formet, men bogstavelig talt “ubehøvlet”, dels fordi Carl Nielsen endnu ikke havde en fuldt poleret teknik, dels fordi han søgte væk fra netop de akademiske standarder.

Trangen til at slippe fri af selv noget så grundlæggende som forholdet mellem dur og mol virker som en drift hos ham. I Symfoni nr. 1 sker det ikke gennem avanceret, senromantisk harmonik, men som krøllede ornamenter på de stærke melodilinjer. Det er en musikalsk udgave af den danske jugendstil, skønvirke, med dens lidt rustikke arabesker. Og samtidig en kunstnerisk variant af folkemusikkens tonale lovløshed, en art “dansk blues”.

Når Nielsen ophøjer tvetydigheden til grundprincip, sprænges den symfoniske grundplan. Symfonien ender i en anden toneart, end den begynder! Faktisk trækker den allerede fra første akkord i retning af C-dur, væk fra hovedtonearten g-mol.

I finalen står kampen mellem de to kræfter i lys lue, men også i 2. sats er dur og mol på gyngende grund. Her vokser musikkens pastorale idyl organisk, i et tonesprog, der er Nielsens helt eget, til en naturreligiøs åbenbaring af lys og landskab.

For datidens lyttere var det åbenlyst, at der lige fra symfoniens indledende øksehug foregik noget usædvanligt i denne musik. Men om det, man hørte, var pragtfuldt eller mærkeligt, var man ikke helt klar over. Den skrappe anmelder Charles Kjerulf gik nærmest amok – af begejstring:

“Et Arbejde som synes at forjætte et kommende Uvejr af Geni. Uroligt og hensynsløst i Harmoni og Modulation, men altsammen dog saa forunderlig uskyldigt og ubevidst, som saa man et Barn lege med Dynamit. Og det allervigtigste: ægte og uden nogetsomhelst Skaberi fra først til sidst.”

Carl Nielsens var så heldig, at man med årene blev ved med at spille hans ungdoms­værker. Hans 1. Symfoni blev derfor ikke glemt, selv om komponisten overgik sig selv med sine efterfølgende værker. 16 år efter uropførelsen noterede han: “Dette Arbejde ligger jo mange Aar tilbage i Tiden, men har altid ligget mit Hjerte nært, fordi det er meget individuelt følt, ja, i Virkeligheden altfor individuelt af en Symfoni at være.”

Alt for individuel – det er ikke en kritik, man ville komme med i dag, hvor det netop er egensindigheden, der gør Carl Nielsens g-mol symfoni til et af de bedste symfoniske debutarbejder nogensinde.

 

Symfoni nr. 4, Det uudslukkelige

I 1905 forlod Carl Nielsen sin orkesterstilling for at koncentrere sig om at komponere og dirigere. Han fik et stort folkeligt gennembrud i 1907 med sin socialpolitiske vise Jens Vejmand, men som koncertsalskomponist var han længe vildt omdiskuteret og blev først i 1920’erne mødt med generel anerkendelse. Ved sin død i 1931 var han en nationalfigur, og hans begravelse i København var en konge værdig.

Et af de store skridt tog Nielsen med sin skelsættende 4. Symfoni, som han selv dirigerede uropførelsen af i 1916. Det var midt under 1. Verdenskrig, og selv om katastrofen gik uden om det neutrale Danmark, er det oplagt at høre den voldsomme musik som lyden af krig. Ny indsigt i komponistens omtumlede privatliv har desuden gjort symfonien til et billede på den dramatiske separation med hustruen Anne Marie, der fandt sted netop mens symfonien blev komponeret.

Carl Nielsens egen forklaring befandt sig på et helt abstrakt plan. Han så symfonien som et udtryk for den evige vilje til liv, der mobiliserer sig stærkest, netop når det gælder. I et tidligt udkast formulerede han sine tanker sådan:

“Jeg har en idé til et nyt arbejde, som skal udtrykke det, vi forstår ved livstrang eller livsytringer, altså: Alt hvad der rører sig, hvad der vil liv. Ingen bestemt idé om noget “storslået” eller noget “fint og sart” eller varmt eller koldt, men bare liv og bevægelse, dog forskelligt, meget forskelligt, men i en sammenhæng, og ligesom bestandigt rindende, i én stor sats i én strøm. Jeg må have et ord eller en kort titel, der siger dette; det er nok. Jeg kan ikke rigtig forklare, hvad jeg vil, men det jeg vil, er godt.”

Carl Nielsen havde opbygget sine tre første symfonier i enkeltsatser, men planlagde altså fra starten den nye Symfoni nr. 4 som ét uafbrudt forløb. Da symfonien var fuldendt, kunne han omsider formulere det forløsende og meget Nielsen’ske ord, han ledte efter: “Musik er liv, som dette uudslukkelig.”

“Det uudslukkelige” udtrykker Carl Nielsen ved det, han beskrev som “Greb helt ned i de lag af Følelseslivet, som endnu er halvt-kaotiske og helt-elementære.”

Det gør symfonien til et overvældende fysisk drama. 1. sats indledes med et Big Bang, der slynger alle partikler ud i rummet uden nogen tydelig forestilling om, hvad det vil samle sig til. Et langsomt, faldende terts-tema i træblæserne virker som en lise, men udvikler sig overraskende til symfoniens uudslukkelige sejrsmotto.

Næste afsnit er en stærk kontrast, en enkel Allegretto, hvis naive mikrokosmos dufter troskyldigt af rokoko. En gnavende orm i idyllen fører til et brud, og symfoniens intense 3. del er en reciterende monolog fuld af fortvivlelse.

Ud af mørket springer omsider en flamme – en kort, ophidsende toccata, spillet af unisone strygere con anima. Det fører til symfoniens klimaks: Sidste afsnit med dens voldelige duel mellem to paukespillere. Paukeduellen bliver en musikalsk nævekamp med sønderrivende klange, kommenteret af de skrækslagne omgivelser. Virkningen er kaotisk, men det sejrende tema fra 1. sats får overtaget til slut. Symfonien ender i noget af den mest ekstatiske musik, Carl Nielsen nogensinde skrev.

Det uudslukkelige sejrer i denne klodernes kamp. For anderledes kan det efter Nielsens livssyn ikke være: “Livet er ukueligt og uudslukkeligt, der kæmpes, brydes, avles og fortæres idag som igaar, imorgen som idag, og alting vender tilbage.”

© Jens Cornelius, 2014

New York Philharmonic kickstarter Nielsen-året med ny CD
26 September 2014
New York Philharmonic varmer op til Nielsen-året med tre koncerter, CD-release og ny live-indspilning i Avery Fisher HallThe Nielsen Project - Videoer
25 September 2012
New York Philharmonics chefdirigent Alan Gilbert fortæller om "The Nielsen Project"

Vær den første til at skrive en anmeldelse


Log in eller opret en brugerkonto for at skrive en anmeldelse

Indspillet i Avery Fisher Hall, Lincoln Center, New York City, 12.-15. marts 2014
Producer: Preben Iwan og Mats Engström
Teknik: Preben Iwan
www.timbremusic.dk

Optaget i lydformatet DXD (Digital eXtreme Definition) i 352.8kHz / 24 bit
Live monitoring on MK Sound speakers
Microphones main array: Decca Tree with outriggers: 5x DPA 4006TL
– surround microphones: 2x DPA 4015TL
Converters & Preamps: DAD AX24 – DAW system: Pyramix with Smart AV Tango controller
Mastering monitored on B&W 802Diamond speakers

Grafisk design: Denise Burt, www.elevator-design.dk

Forlag: Carl Nielsen Udgaven - Edition Wilhelm Hansen AS, www.ewh.dk

Dacapo takker Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat, Augustinus Fonden og Beckett-Fonden for økonomisk støtte til produktionen.

Label: Dacapo

Format: SACD

Katalognummer: 6.220624

Stregkode: 747313162468

Udgivelsesdato: September 2014

Booklet i pdf-format tilgængelig for download-kunder

Promotion-video

Anmeldelser

Super Audio CT
4/4 Stars
"Es ist dem Dirigenten offenkundig daran gelegen, das überschäumende Temperament der Musik sowie deren harmonisch zukunftsweisende Qualitäten in den Vordergrund zu stellen."
Læs mere >>
Berlingske – ÅRETS BEDSTE 2014
"Den runde lyd og internationale atmosfære klæder nu også musikken godt."
Læs mere >>
Orchestral Choice BBC Music Magazine
5/5 Stars
"Gilbert interprets flexibly and sympathetically, and is again rewarded by wholehearted playing."
Læs mere >>
MusicWeb International
"There’s a good deal to admire in these performances and Dacapo’s superbly defined SACD sound is most impressive."
Læs mere >>
Classical CD Choice
"The playing of the New York Philharmonic Orchestra again shows that they are still one of the world’s great orchestras."
Læs mere >>
Klassisk
4/6 Stars
"Der er ingen berøringsangst i Gilberts tilgang til denne musik, og måske netop derfor lykkes det ham og New York Filharmonikerne af løfte Carl Nielsens Symfoni nr. 1 ud af en dansk kontekst og ind i en international liga."
Læs mere >>
SA-CD.net
4/5 Stars
“The playing of the New York Philharmonic Orchestra…shows that they are still one of the world’s great orchestras. Strings possess a glowing richness and warmth, woodwinds are characterful with every solo beautifully phrased, while the burnished lower brass and fabulous horn section thrill with every entry.”
Læs mere >>
The New York Times
"Rustic colors, folksy elements, advanced chromatic harmonic writing, mystical strangeness and spurts of wildness, all conveyed in Mr. Gilbert’s vivid readings."
Læs mere >>
Classical Music Sentinel
“As in their previous release […] conductor Alan Gilbert and the New York Philharmonic musicians once again deliver a walloping “live” account of these scores, with an even balance of power, detail, clarity, and above all a musical pulse and narrative that pulls you in from start to finish, all well captured by the Dacapo recording engineers.”
Læs mere >>
Audiophile Audition
"Fine reading of these important, somewhat rare masterpieces […] I have always loved nearly all the music of the dynamic and very unique Danish composer Carl Nielsen.”
Læs mere >>
Classical Source
“The New York Philharmonic is in top form, responding to its music director with playing at once committed, powerful and sensitive… An impressive and recommendable release.”
Læs mere >>
NPR Music
"With off-kilter rhythms and compact, often spiky melodies, they still sound extraordinarily fresh."
Læs mere >>
Allmusic.com
5/5 Stars
"The orchestra demonstrates its best playing throughout, with clear separation of colors and a wide dynamic range, so the super audio showcase is fully warranted."
Læs mere >>
Sinfini Music
4/5 Stars
"The New York Philharmonic’s playing is mostly magnificent, its horns especially impressive in third movements and its first clarinettist as subtle as can be very early on in both symphonies."
Læs mere >>
ClassicsToday.com
6/6 Stars
"The engineers have captured the impression of a live performance, caught on the wing, and the audience is mercifully quiet. This is a very impressive release."
Læs mere >>
Gapplegate Classical-Modern Music Review
"Alan Gilbert's Fourth is a triumph. There is strongly defined part writing that Gilbert realizes vividly, and a dramatic push on the edge of the ecstatic that this version captures beautifully."
Læs mere >>
Cinemusical
4/5 Stars
"The ensemble has managed to gain a real understanding of the style and aesthetic of this music under Gilbert’s leadership."
Læs mere >>


A CC Music Store Solution