English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Dietrich Buxtehude

Skandinaviske kantater


Bine Bryndorf, orgel
Paul Hillier, dirigent
Jakob Bloch Jespersen, bas
Johan Linderoth, tenor
William Purefoy, kontratenor
Adam Riis, tenor
Theatre of Voices
Else Torp, sopran
Bente Vist, sopran

Dietrich Buxtehude, komponist

Om:

Denne udgivelse bringer et ganske usædvanligt udvalg af Dietrich Buxtehudes vokalmusik indspillet af det Grammy-vindende ensemble Theatre of Voices, dirigeret af Paul Hillier. Blandt disse sjældent hørte værker med tekst på svensk og latin, finder vi kantater formet som virtuose koncerter, arier og koraludsættelser samt Buxtehudes eneste værk i stile antico, Missa alla brevis.

Køb CD

  $21.30
Download album (MP3)   $9.80
Vælg download-format:
læs om formaterne

Trackliste:

Priser vist i Amerikanske dollars
 
1

Praeludium for Organ in E minor BuxWV 142

8:09 Play $2.10
 
2

Pange lingua gloriosi BuxWV 91

7:23 Play $2.10
 
3

Herren vår Gud BuxWV 40

5:39 Play $2.10
 
4

Ecce nunc benedicite Domino BuxWV 23

6:39 Play $2.10
 
5

Att du Jesu vill mig höra BuxWV 8

5:05 Play $2.10
 
6

Accedite gentes BuxWV 1

6:06 Play $2.10
 
7

Passacaglia for Organ in D minor BuxWV 161

5:57 Play $2.10
Missa alla brevis BuxWV 114
8

I Kyrie

3:15 Play $1.40
9

II Gloria

5:29 Play $2.10
 
10

Domine salvum fac regem BuxWV 18

5:18 Play $2.10
 
Total spilletid  59 minutes
Dietrich Buxtehude tilbragte hele sit liv ved Østersøkysten. Sandsynligvis fødtes han 1637 i den dengang danske by Helsingborg. Hans far Johannes (Hans), også organist, var indvandret til Danmark, uvist hvornår, fra Ol-des-loe i Holsten. I 1641 udnævntes Johannes Buxtehude til organist ved Sct. Mariæ Kirke i Helsingborg, og kort tid derefter flyttede han til den anden side af Øresund for at overtage orga-nist-embedet ved Sct. Olai Kirke i Helsingør. Dietrichs nøjagtige fødselsdato er ukendt, men ved hans død i 1707 blev han omtalt som ca. 70 år gammel (kirkebøger fra så langt tilbage i tiden som 1637 er ikke bevaret, hverken fra Helsingborg, Helsingør eller Oldesloe). Som barn i Helsingør må Dietrich Buxtehude have haft en bevidsthed både om sin tyske arv og om sine danske omgivelser, og han er formentlig vokset op som tosproget. I Helsingør og i sine tidlige år i Lübeck stavede Buxtehude normalt sit fornavn "Diderich", men senere underskrev han sig regelmæssigt "Diete-rich" eller "Dietericus."

De latinkundskaber, som Buxtehude senere lagde for dagen, tyder på, at han som dreng gik i latinskole. Han er utvivlsomt begyndt at spille orgel hos sin far, men vi har ingen som helst oplysninger i øvrigt om hans lærere. Andre mulige emner i Danmark er Claus Dengel, der var organist ved Sct. Mariæ Kirke i Helsingør fra 1650 til 1660, og den berømte Johan Lorentz den Yngre, som virkede ved Sct. Nikolaj Kirke i København fra 1634 til sin død i 1689. Lorentz var elev af og svigersøn til Jacob Praetorius i Hamborg, og familien Buxtehude lærte ham at kende i 1650, da hans far, orgelbyggeren Johan Lorentz den Ældre, døde. Det er tænkeligt, at Buxtehude senere har studeret hos Heinrich Scheide-mann i Hamborg eller Franz Tunder i Lübeck.

I slutningen af 1657 eller begyndelsen af 1658 overtog Buxtehude det organistembede ved Sct. Mariæ i Helsingborg, som hans far havde haft, inden han flyttede til Helsingør. Han virkede der, indtil han i oktober 1660 blev organist ved Sct. Mariæ i Helsingør, kaldet den tyske kirke fordi den betjente byens udenlandske befolkning samt garnisonen på Kronborg. I Helsingør forventedes det af Buxtehude, at han spillede ved gudstjenestens begyndelse, mens præsten iførte sig messeklæder; sammen med kirkens kantor skulle han sørge for instrumental- og vokalmusik ved kirkelige højtider og i øvrigt efter pastorens anmodning.

Stillingen som organist og Werkmeister ved Marienkirche i Lübeck blev ledig ved Franz Tunders død den 5. november 1667, og Dietrich Buxtehude blev formelt udnævnt den efter-følgende april. Dette var et meget mere fornemt og velaflønnet embede end det, han havde haft i Hel-singør; han fik den højeste løn af samtlige musikere i Lübeck og tjente næsten lige så meget som pastoren ved Marienkirche.

Buxtehude aflagde ed som borger i Lübeck den 23. juli 1668, hvilket gav ham ret til at gifte sig og etablere sig i byen. Straks den 3. august giftede han sig med Anna Margaretha Tunder, en af hans forgængers døtre. Dietrich og Anna Margaretha Buxtehude fik syv døtre i ægteskabet, som alle blev døbt i Marienkirche. Tre døde som spædbørn, en fjerde overlevede kun indtil de tidlige voksenår, og da Buxtehude døde, var der tre tilbage i huset: Anna Margreta, døbt den 10. juni 1675, Anna Sophia, døbt den 30. august 1678, og Dorothea Catrin, døbt den 25. marts 1683. Som faddere til Buxtehudes børn stod højt placerede medlemmer af bysamfundet, slægtninge til de velhavende grossister, som boede i Marienkirches sogn og styrede både kirken og byen. Selv tilhørte Buxtehude kun den 4. rangklasse sammen med mindre grossister, detailhandlende og bryggere; ved at bede mennesker fra højere sociale lag om at være faddere til sine børn - og ved i nogle tilfælde at give børnene navn efter dem - skaffede han sig også deres protektion for sine musikalske forehavender.

Som organist ved Marienkirche var Buxtehude først og fremmest forpligtet til at spille ved de store for- og eftermiddagsgudstjenester på søn- og helligdage. Han var som sagt også indehaver af stillingen som Werkmeister, dvs. administrator og kasserer ved kirken, et embede, der indebar betydeligt ansvar og prestige. De regn-skabsbøger, som han førte i sin egenskab af Werk-meister, indeholder ganske detaljerede oplysninger om kirken og dens musik. Kantoren ved Marienkirche, der også var lærer ved Catharineum-skolen, var ansvarlig for den liturgiske musik, som blev opført af voksne mandssangere samt drenge fra skolen. Dette drengekor optrådte sammen med de fleste af byens stadsmusikanter fra et stort pulpitur foran i kirken over korgitteret. To stadsmusi-kanter, en violinist og en lutenist, optrådte regelmæssigt sammen med Buxtehude fra det store orgel.

Buxtehude overtog fra Franz Tunder en tradition, hvorefter der på det lokale erhvervslivs foranledning afholdtes koncerter fra det store orgel i kirkens vestlige ende. Tunder havde gradvist udvidet sine orgelkoncerter med vokale og instrumentale indslag; det siges, at hans koncerter fandt sted på torsdage før åbningen af Børsen. Inden for et år fra sin ankomst til Lübeck havde Buxtehude væsentligt udvidet mulighederne for at opføre koncerterende musik fra det store orgel, idet han fik bygget to nye pulpiturer - med hver sin donator - ved den vestlige ende, således at der på de nu i alt seks pulpiturer blev plads til ca. 40 sangere og instrumentalister. Buxtehude kaldte sine koncerter for Abendmusiken og ændrede tidspunktet for deres afholdelse til søndage efter aftensang. Det blev omsider til fast tradition, at de fandt sted på de to sidste trinitatissøndage og på 2., 3. og 4. adventssøndag hvert år. Senest 1678 havde Buxtehude indført den praksis, at hans egne oratorier blev opført som føljetoner på disse søndage. Herudover opførte han kon-cer-terende musik fra det store orgel ved almindelige gudstjenester, selv om denne aktivitet ligesom de nævnte Abendmusiken lå uden for hans officielle pligter ved kirken.

I 1703 kunne Buxtehude fejre 35 års tjeneste som organist ved Marienkirche. Han var da ca. 66 år gammel og sikkert bekymret for sine tre ugifte døtres fremtid, så han begyndte at lede efter en efterfølger, der ville gifte sig med Anna Margreta, hans ældste datter, som var 28. De første aspiranter, vi har nogen viden om, var Johann Mattheson og Georg Friedrich Händel, som på det tidspunkt begge var ansat ved operaen i Hamborg. De rejste sammen til Lübeck den 17. august 1703 og lyttede til Buxtehude "med værdig opmærksomhed", men da ingen af dem var spor interesseret i ægteskabstilbuddet, vendte de tilbage til Hamborg dagen efter. Johann Sebastian Bach aflagde sit berømte besøg hos Buxtehude i efteråret 1705 i Abend-musik-sæsonen og blev boende i Lübeck i hen ved tre måneder. Bach kan også have været interesseret i at overtage Buxtehudes stilling, men der er intet positivt bevis for, at det var tilfældet. Omtalen af rejsen i Bachs nekrolog er utvetydig med hensyn til formålet, som var at høre Buxtehude spille orgel, og i sin rapport til konsistoriet i Arnstadt, skrevet ved hjemkomsten den efterfølgende februar, hævdede Bach, at han var taget til Lübeck "for at lære at forstå det ene og det andet" ved mesterens kunst. Buxtehude døde den 9. maj 1707 og efterfulgtes af Johann Christian Schieferdecker, som giftede sig med Anna Margreta den 5. september samme år.

Blandt de overleverede dokumenter er der kun få, som belyser Buxtehudes liv, men de -synes at tegne konturerne af en alsidig personlighed, hvilket jo svarer ganske godt til den stilistiske bredde i hans musik. Ved siden af sine forskellige opgaver som komponist, organist, cembalist og dirigent arbejdede Buxte-hude både med tal og med ord i sine egenskaber af henholdsvis regnskabsfører og digter. Han skrev dedikationsdigte til sine venner Johann Theile og Andreas Werckmeister, og han synes selv at have forfattet teksterne til adskillige af sine vokal-værker. Han var en samvittighedsfuld kirkens tjener og en dristig entreprenør hvad angår Abend-musiken. Tekstvalget i hans vokalmusik bevidner dyb kristen fromhed, mens hans portræt sammen med Johann Adam Reinken i "Häusliche Musikszene", malet 1674 af Johann Voorhout, viser en verdensmand. Disse to aspekter ved Buxtehudes personlighed stilles elegant over for hinanden i en kanon skrevet til Meno Hanneken, en teologistuderende i Lübeck; under Buxte-hudes motto, "Non hominibus sed Deo" (ikke til mennesker, men til Gud), besynger teksten verdslige glæder: "Divertisons-nous -au-jourd'-hui, buvons à la santé de mon ami" (lad os more os i dag og drikke en skål for min ven).

Forfattere fra hans egen og den efterfølgende generation beskæftiger sig kun sjældent med Buxtehude. Og dog blev han æret både i det 17. og det 18. årh. på en måde, der i det lange løb skulle få langt større betydning end nok så mange lovord; hans musik blev nemlig kopieret så flittigt, at der er bevaret mere af den, og i et større antal genrer, end af musik af nogen anden samtidig nordtysk komponist. Hans vokalmusik findes fortrinsvis i kopier udført af - eller på vegne af - hans ven Gustav Düben, der var kapelmester hos kongen af Sverige. Mange afskrifter af hans frie orgelværker stammer fra kredsen omkring J.S. Bach, mens de fleste eksisterende håndskrifter af hans koralbaserede orgelmusik er med Johann Gottfried Walthers hånd. De eneste større publikationer fra Buxtehudes egen levetid var to samlinger af sonater for violin, viola da gamba og cembalo (Dacapo 8.224003 og 8.224004).

 

Buxtehudes vokalmusik

Skønt Buxtehude aldrig beklædte et embede der forpligtede ham til at komponere vokalmusik, efterlod han mere end 120 vokalværker i en meget stor vifte af teksttyper, besætninger, genrer, stilarter og omfang. Teksterne, næsten alle kirkelige, er på fire sprog og besætningerne strækker sig fra en enkelt stemme med et enkelt instrument og continuo til ni stemmer med femten instrumenter og continuo fordelt på seks kor. Få af disse værker kan betragtes som liturgisk musik, der jo var kantorens ansvarsområde i den lutherske kirke. De blev sandsynligvis opført under Buxtehudes ledelse fra det store orgel ved Mariækirken i Lübeck under kommunionsuddelingen ved morgengudstjenesten eller vesper, eller måske ved kirkekoncerter som de velkendte Abendmusiken.

Buxtehude fulgte veletablerede traditioner angående den musikalske behandling af de tekster han udvalgte. Tyske 1600-talskomponister omsatte typisk bibelsk prosa til gejstlige koncerter, og strofisk poesi til sange eller arier. På den anden side, hvis en poetisk tekst var en hymne forbundet med en kendt melodi, blev denne koralmelodi normalt indarbejdet i en gejstlig koncert.

Den tyske gejstlige koncert - uanset om den var for få eller mange stemmer, og om teksten var på tysk eller latin - blev etableret i det tidlige 17. årh. af komponisterne Prae-torius, Schütz, Schein og Scheidt. Samtidige teoretikere plejede ofte at beskrive koncerten som et værk hvor sangere og instrumentalister konkurrerer med hinanden, og faktisk består et af genrens hovedkarakteristika i måden hvorpå musikalske motiver knyttet til en bestemt tekstfrase bliver kastet frem og tilbage mellem de medvirkende, det være sig mellem sangstemmer eller mellem sangstemmer og instrumenter. Formen er sædvanligvis gennemkomponeret med et antal afsnit afgrænset ved kontrasterende metrum, satsstruktur og eventuelt besætning - i hvert enkelt tilfælde afspejlende nuancer i det pågældende tekstafsnit.

Ordet ‘aria' er den eneste vokale genrebetegnelse, som Buxtehude vides selv at have brugt. Teksterne til hans arier består altid af strofisk digtning, normalt skrevet til lejligheden, og de musikalske udsættelser kan udvise rent strofisk, strofisk-varieret eller gennemkomponeret form. Sædvanligvis er der en instrumental ritornello for at artikulere opdelingen i strofer. I modsætning til koncerten har satsstrukturen i en aria en tendens til at være mere homofon, ligesom fraserne er mere regelmæssige og stilen mere homogen; der lægges større vægt på en overordnet affekt end på enkelte ord.

Buxtehudes behandling af koralmelodier strækker sig fra relativt enkle harmoniseringer med instrumentale indskud til komplekse koncerterende udsættelser. Vigtigt er det at koralkoncerterne adskiller sig fra dem med bibelsk tekst ved normalt at lade koralmelodien og ikke tekstfrasen generere de musikalske motiver.

Tidligere på århundredet havde de to genrer fremstået som klart ufhængige, men hos Buxtehude og hans samtidige begynder de at falde sammen med hinanden. Hos Buxtehude mødes koncerten og arien på to forskellige måder. På den ene side modstiller han genrerne som selvstændige satser inden for et større værk - det vi i dag kalder en kantate - idet han beholder de fleste genrespecifikke træk, herunder de respektive tekstsorter. På den anden side udvider han den ene genre ved at låne stilistiske kendetegn fra den anden, f.eks. concertato-instrumentalindskud mellem fraserne i en aria, eller arialignende afsnit inden for en koncert.

 

De enkelte værker

Denne indspilning bringer et ganske usædvanligt udvalg af Buxtehudes vokalmusik med tekster kun på latin og svensk, herunder Missa alla brevis som er hans eneste komposition i stile antico. Blandt disse sjældent hørte værker findes eksempler på de tre selvstændige genrer beskrevet ovenfor: vokalkoncerten, arien og koraludsættelsen.

Domine salvum fac regem (BuxWV 18; skæring nr. 10) er en gejstlig koncert for fem sangstemmer (SSATB), fem strygere og continuo. Teksten omfatter kun sidste vers af sl. 19 i den latinske Vulgata (sl. 20 in den protestantiske Bibel), efterfulgt af doxologien. Med dens fokus på kongen ville den have været mere egnet til afsyngelse i Stockholm end i Lübeck, der var en fri kejserstad styret af et råd, og det kan tænkes at Buxtehude skrev musikken på opfordring af sin ven Gustav Düben der var kapelmester hos den svenske konge fra 1663 indtil sin død i 1690. I den traditionsbundne stil for stort anlagte gejstlige koncerter kontrasterer Buxtehude tutti-afsnit, hvor instrumenterne dublerer sangstemmerne, med mere gennemsigtige soloafsnit. Tutti-afsnittenes prominens understøtter tekstvalget ved at antyde at kompositionen er beregnet på en ceremoniel statsbegivenhed. Bemærk hvordan musikken afspejler teksten på forskellige måder. Ordet "regem" (konge) forekommer altid i en letforståelig akkordsammenhæng. Værkets to store afsnit - salmevers og doxologi - adskilles af en gentagelse af åbningssonaten, mens doxologiens to dele står i kontrast med hinanden med hensyn til både tempo og satsstruktur. Specielt påfaldende i denne afsluttende sektion er concertato-samspillet mellem sangere og musikere.

Ecce nunc benedicite Domino (BuxWV 23; skæring nr. 4), mere beskedent skrevet for fire lave sangstemmer (ATTB), to violiner og continuo, er også en koncerterende salmeudsættelse - denne gang af hele sl. 133 (134) der omfatter kun tre vers med "Alleluia" tilføjet til slut (i stedet for den mere sædvanlige og liturgisk korrekte doxologi). Desuden integreres "Alleluia" i det sidste salmevers og udgør således ikke et afsnit for sig. Alle tre vers samt 2. halvdel af 1. vers begynder med en enkelt solostemme og udbygges gradvist til tutti. Her benytter Buxtehude sig af imitativt kontrapunkt i langt højere grad end i Domine salvum fac regem; det er særlig fremtrædende i vers 1b ("qui statis in atriis") og vers 3 (det tilføjede "Alleluia"). Håndskriftoverleveringen tyder på at Ecce nunc benedicite Domino blev til mens Buxtehude stadig arbejdede i Helsingør, altså inden han flyttede til Lübeck i 1668.

Att du Jesu vill mig höra (BuxWV 8; skæring nr. 5) er det ene af kun to overleverede værker som Buxtehude skrev til svensk tekst. Blandt vokalværkerne på cd'en er det ikke desto mindre det eneste der ikke stammer fra musiksamlingen grundlagt af Gustav Düben i Stockholm; i stedet bevaredes det i Henrich Christoffer Engelhardts samling (Engelhardt var organist i Helsingborg, Karlskrona og Uppsala i det tidlige 18. årh.). Buxtehude komponerede det strofiske digt i en strengt strofisk musikalsk form, med den samme musik til samtlige tre vers. Stykket er en af hans allerenkleste arier, uden tekstgentagelser eller instrumentale indskud og med regelmæssige fraser svarende til digtets metrum og rytme. På den anden side adskiller det sig fra lignende gejstlige sange i samtidens trykte antologier ved at indeholde en kunstfærdig symphonia og ritornello. C-mol tonaliteten og betegnelsen "Lamento" understreger tekstens sorgfulde affekt (synderen beder Jesus om at høre hans bøn).

Herren vår Gud (BuxWV 40; skæring nr. 3), Buxtehudes andet værk med svensk tekst, hidrører fra den dübenske samling og Düben kan have bestilt det til brug ved hoffet eller ved den tyske kirke i Stockholm, hvor han var organist. Der er tale om en koraludsættelse; teksten er en poetisk parafrase af sl. 20 og Buxtehude benytter første og sidste vers sammen med den ledsagende melodi fra Den Svenska psalmboken Koralbok, der udkom i 1697. Buxtehudes komposition er imidlertid tidligere end denne publikation idet Düben daterer sin afskrift 1687. I Herren vår Gud anvender Buxtehude sin mest karakteristiske form for koraludsættelse, nemlig concertato-koralharmoniseringen, hvor han indfletter de for koncerten typiske instrumentalindskud i en harmonisering a 4 af koralmelodien af samme art som vi kender fra salmebøgerne. Den ritornello der adskiller de to vers begynder med en tremolo af gentagne ottendedelsnoder. Dette er et kunstgreb som Buxtehude bruger for at udtrykke en sorgfuld affekt, men det selvstændige og afsluttende "Amen" afsnit med dets livlige 6/4 metrum efterlader ingen tvivl om at bønnen er blevet hørt og efterkommet.

Pange lingua gloriosi (BuxWV 91; skæring nr. 2) er et fint eksempel på måden hvorpå Buxtehude blandede stilistiske træk fra to genrer. Teksten tilskrives Skt Thomas Aquinas og er en strofisk hymne til Kristi Legeme og Blods fest. Denne fest afholdtes ikke i den lutherske kirke, men hymnen lovpriser alterets sakramente og ordene "de augustissimo sacramento" på stemmebøgernes titelblad antyder at det ville have kunnet opføres når som helst i kirkeåret under kommunionsuddelingen. Forekomsten af en ritornello efter de fire første vers af dette strofiske digt indikerer at Buxtehude betragtede sin udsættelse som en aria, og det er påfaldende at vers 3 ("In supremae nocte coe-nae") for solo altstemme i høj grad minder om en af hans mere komplekse arier. Hertil kommer at den regelmæssige frasestruktur i vers 5 ("Tantum ergo sacramentum") ligner hans aria-udsættelser a 4. Digtets strofiske struktur afspejles dog ikke i musikken, som er gennemkomponeret og i andre henseender langt mere stilistisk beslægtet med koncerten end med arien.

Missa alla brevis (BuxWV 114; skæring nr. 8-9) er unikt i Buxtehudes produktion, såvel fordi det er hans eneste strengt liturgiske værk som fordi det er hans eneste forsøg inden for stile antico. Titlen med dens henvisning til de lange nodeværdier og brevis-takten (lig med to helnoder) annoncerer en karakteristisk egenskab ved stile antico, altså ved 1500-tallets traditionelle kontrapunktiske kompositionsmåde. Men værket er samtidig en missa brevis (kort messe) bestående kun af Kyrie- og Gloria-leddene som de almindeligvis blev brugt i den lutherske kirke. I overensstemmelse med ældre praksis bruger Buxtehude ingen instrumenter ud over basso continuo-stemmen, som her altid dublerer den lavest klingende sangstemme. Messens satsstruktur udviser næsten udelukkende imitativt kontrapunkt, dog afbrudt af flere ganske korte homofone afsnit i Gloria'en. Buxtehude undlader også de dissonanser der blev normen på 1600-tallet og som vi normalt forbinder med hans stil. Den eneste undtagelse han tillader sig er den kromatiske linje som han udnytter for at udtrykke ordene "miserere nostri" (forbarm dig over os) i Gloria'en. Det er absolut tænkeligt at Buxtehude skrev dette stramme men smukke værk som en øvelse i lærd kontrapunkt frem for med henblik på opførelse i Mariækirken i Lübeck, hvor hans kantorkollega havde ansvaret for den liturgiske sang.

Accedite gentes (BuxWV 1; skæring nr. 6), skrevet for fem stemmer (SSATB) og to violiner med continuo, er anonymt overleveret i begge eksisterende kilder og i virkeligheden nok ikke komponeret af Buxtehude. Attributionen til ham går tilbage til katalogen over den dübenske samling fra det 19. årh. og beror på at Buxtehudes Ecce nunc benedicite står straks efter Accedite gentes i tablaturkilden. Søren Sørensen udgav Accedite gentes som et værk af Buxtehude i 1957, men i sin monografi året efter (fulgt af Martin Geck i 1961) rejste han tvivl om dets autenticitet. Ikke desto mindre optog Georg Karstädt det i hovedafdelingen af Buxtehude-Werke-Verzeichnis (1. udgave 1974). I værket kan der iagttages en markant forskel i forholdet mellem sangstemmer og instrumenter sammenholdt med de andre koncerter på denne cd, nemlig Domine salvum fac regem og Ecce nunc benedicite, som begge har en indledende sonate og hyppige eksempler på concertato-udveksling mellem sangere og instrumentalister. I Accedite gentes udfører instrumenterne en slags obligatledsagelse af sangerne frem for at indgå i concertato-samspil med dem.

Ud over de ovenfor diskuterede vokalværker indeholder cd'en et par orgelkompositioner, nemlig Buxtehudes Praeludium i e mol (BuxWV 142; skæring nr. 1) og hans Passacaglia i d mol (BuxWV 161; skæring nr. 7), begge indspillet af Bine Bryndorf på orglet i Mariækirken i Helsingør, hvor Buxtehude var organist fra 1660 til 1668. Da Buxtehude altid var ansat som organist og dirigerede sin vokalmusik i Lübeck fra det store orgel, er optagelsen af disse to værker fuldstændig relevant og meget velkommen. Praeludiet er skrevet i den uforudsigelige stylus phantasticus, "den frieste og mindst indskrænkende kompositionsmetode" for at citere Athanasius Kircher (1650). Det begynder med et frit indledningsafsnit efterfulgt af tre fugaer som er tematisk beslægtede men af helt forskellig karakter: den første legende, den anden fyldt med patos og den sidste en makaber dans i giga-rytme. Heroverfor er Buxtehudes Passacaglia i d mol en mesterlig demonstration af formel klarhed; fire afsnit i henholdsvis d mol, F dur, a mol og d mol, hvert bestående af syv variationer over en basso ostinato i pedalen.

Orglets disposition kan findes på Dacapos hjemmeside på adressen www.dacapo-records.dk.

 

Kerala Snyder, 2010

Theatre of Voices nomineret til Nordisk Råds Musikpris
22 February 2013
Vokalgruppen Theatre of Voices er nomineret til Nordisk Råds Musikpris 2013.Musikanmelderringens Kunstnerpriser 2013
22 February 2013
Basbarytonen Jakob Bloch Jespersen og Nightinggale String Quartet modtager Musikanmelderringens Kunstnerpriser 2013.Fem med ét slag!
14 September 2011
Produceren Preben Iwan står bag fem af de nominerede CD'er til P2 PrisenP2 Prisen 2011 - Afstemningen er åben!
01 August 2011
Nu kan du stemme på dine favoritter til P2 Prisen

Vær den første til at skrive en anmeldelse


Log in eller opret en brugerkonto for at skrive en anmeldelse

Inspillet i Sct. Mariæ Kirke, Helsingør, 11.-14. februar 2010
Producer: Preben Iwan
Teknik: Preben Iwan

Se mere her for orglets disposition og registrering 

Optaget i DXD-lyd (Digital eXtreme Definition), 352.8 kHz / 24bit, med 5 x DPA 4006TL, 2 x DPA 4015TL og 4 x Neumann U89, DAD AX24 converters/preamps og Pyramix DAW system

Coverbillede: Denise Burt
Grafisk design: www.elevator-design.dk

Forlag: Edition SAMFUNDET (Four Latin Motes), www.samfundet.dk

Theatre of Voices og Dacapo takker Sonning-Foundation, Augustinus Fonden, Dansk Kapelmesterforening, Oticon Fonden og Gangstedfonden for støtte til projeket

Label: Dacapo

Format: SACD

Katalognummer: 6.220534

Stregkode: 747313153466

Udgivelsesdato: October 2010

Perioder: Tidlig musik, Barok

Booklet i pdf-format tilgængelig for download-kunder

Promotion-video

Anmeldelser

MusicWeb International
"A compelling programme of wonderful vocal music by Buxtehude"
Læs mere >>
Custos
"Theatre of Voices indfanger på strålende vis Buxtehudes intime tonesprog."
Læs mere >>
Gramophone
"The superb musicianship of the six voices and seven instrumentalists make this easy to recommend enthusiastically"
Læs mere >>
Klassisk
6/6 Stars
"En fenomenal utgivelse, fullstappet av gleder du ikke bør nekte deg."
Læs mere >>
Musikansich.de
"Alle sechs Sänger spüren sensibel der Delikatesse dieser Musik nach."
Læs mere >>
Sydsvenskan
4/5 Stars
"En udda men utmärkt inspelning, gjord i Helsingør av ypperliga krafter"
Læs mere >>
Klassik.com
"Sensibel und mit eminenter stilistischer Sicherheit."
Læs mere >>
Classics Today 10/10
"Extraordinary and delightfully surprising ... All of these singers are excellent."
Læs mere >>
Kristeligt Dagblad
4/6 Stars
"En fin udgivelse."
Læs mere >>
Berlingske Tidende
5/6 Stars
"Enhver elsker af barokmusik vil sidde som klistret til højtalerne."
Læs mere >>
Audiophile Audition
5/5 Stars
Læs mere >>
International Record Review
"The disc celebrates great musicality."
Læs mere >>
Klassisk
5/6 Stars
"Buxtehudes vokalværker klinger lyslevende og vedkommende."
Læs mere >>
The Observer
"Of the very highest quality...Highly recommended"
Læs mere >>


A CC Music Store Solution