SVEND NIELSEN: SOMMERFUGLEDALEN
Et Requiem. For 12 solosangere
Komponisten Svend Nielsen (f. 1937) har i årtier været en vigtig person i dansk musik, ikke mindst i musiklivet i Århus. Gennem mere end 30 år underviste han i musikteori på Det Jyske Musikkonservatorium, og han har stået for uddannelsen af mange danske komponister.
Han er selv elev af Finn Høffding, Vagn Holmboe og Per Nørgård, men debuterede forholdsvis sent som komponist. Inden da blev han uddannet i musikvidenskab fra Køben-havns Universitet og musikteori på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Han havde også tanker om at læse til arkitekt eller meteorolog, men i 1962 sprang han officielt ud som komponist med de nordisk-lyriske udsættelser af tre af Gustaf Munch-Petersens Nitten digte.
I de følgende år arbejdede Svend Nielsen med serialisme og andre avantgardetek-nikker. Sidst i 1960'erne vendte han og andre yngre danske komponister dog ryggen til modernis-men. "Den Ny Enkelhed" blev deres reaktion kaldt i Danmark. For Svend Nielsen indebar det også en orientering mod det romantiske, impressionistiske og lyriske, der hele tiden havde haft hans største interesse.
Svend Nielsen har gennem årene skabt en fornem produktion af værker. Mængden er naturligvis blevet noget begrænset af hans mangeårige undervisningsarbejde, men hans skaben er ikke aftaget med årene, snarere tværtimod. Han har bl.a. skrevet to symfonier, en violinkoncert og andre orkesterværker, hvoraf Nuages og Metamorfoser også i titlerne melder sig som et led i en romantisk-impressionistisk tradition. Det er dog især vokalmusik, der er typisk for Svend Nielsen. Han har en dyb interesse for lyrik og har sat mange danske digte i musik. Det gælder også de store klassikere i dansk lyrik, f.eks den symbolistiske digter Sophus Claussen, hvis tekster Svend Nielsen har brugt i to markante værker: En udsættelse af det store digt Imperia for kor og orkester (1982) og Ekbátana for mezzosopran og orkester (2006).
Sommerfugledalen (1998/2004) er ikke bare Svend Nielsens mest omfattende vokal-værk, men med sine 50 minutters varighed faktisk hans længste værk overhovedet. Det er en udsættelse af Inger Christensens sonetkrans fra 1991, et af de mest berømmede danske lyrikværker fra vor tid. Inger Christensen (f. 1935) er flere gange blevet indstillet til Nobelprisen for sin kunst. Hendes modne hovedværk Sommerfugledalen er blevet analyseret utallige gange af litteraturforskere og har en naturlig plads på Kulturministe-riets kanon over de 12 vigtigste danske digterværker.
Værket vakte stor opmærksomhed ved sin fremkomst i 1991, og allerede året efter blev sonetkransen sat i musik første gang af komponisten Niels Rosing-Schow (også dette værk er blevet indspillet af Ars Nova). Inger Christensen har optrådt mange gange med højtlæsning af digtene, og Sommerfugledalen har sågar været emne for en udstil-ling af præparerede sommerfugle.
En sonetkrans som Sommerfugledalen er en meget stram poetisk form. Den består af 14 sonetter, der hver er på 14 linjer. De 14 linjer fordeler sig i fire vers; først to kvartetter a fire linjer, så to terzetter a tre linjer. Den sidste -linje i hver af de 14 sonetter gentages som første linje i den efterfølgende sonet. Kransen bider sig selv i halen derved, at den sidste linje i den 14. sonet bliver identisk med åbningslinjen fra den 1. sonet. Som kronen på værket følger så - med magisk sammenhængskraft - den 15. sonet, kaldet "mestersonet-ten", hvor begyndelseslinjerne fra alle de 14 sonetter tilsammen danner en afsluttende sonet, der er hele værkets kulmination og afklaring.
Sommerfugledalen har fra Inger Christensens hånd undertitlen Et Requiem. I den på én gang strengt strukturede og stærkt billedrige sonetkrans beskriver hun en gradvis erkendelse af dødens nærvær. Fra det livfulde udgangspunkt - en flok eksotiske sommerfugle i Brajcˇinodalen i Makedonien - udvikler sonetkransen sig med en frem-drift på både det fysiske og mentale plan. Fra sommerfuglenes larvestadium til deres metamorfose og korte, bevingede liv, og fra menneskets barndomsminder til en for-nemmelse af dødens komme. Men bevægelserne går også i andre retninger, og de resignerede tanker om dødeligheden, som sommerfuglene sætter i gang, modsiges samtidig af de sarte væseners flygtige, men farvestærke billeder på liv.
Svend Nielsen arbejdede med Sommerfugledalen gennem seks år. Han fik Inger Christensens bog forærende af sin kone og fornemmede snart, at han ville skrive et komplekst vokalværk til teksten. Ars Nova var med på idéen - og uden et så virtuost ensemble ved hånden kunne værket nok heller ikke være blevet realiseret.
I 1998 komponerede Svend Nielsen de første syv sonetter for Ars Novas 12 solo-sangere. På baggrund heraf lavede han en komplet version af hele sonetkransen for stort kor og symfoniorkester, der blev uropført i 2003. I 2004 skrev han så anden halvdel af den 12-stemmige a cappella-version på baggrund af udgaven med orkester.
Den meget stramme struktur i sonetkransen passer Svend Nielsen fint. Han har ka-rakteriseret sig selv som "en stemningsbetonet komponist, tøjlet i strukturen" og tilføjer, at hans interesse for digterisk struktur er blevet stærkere med årene. "Det er farligt - og muligvis unødvendigt - at sætte musik til et andet kunstværk, og især til et, der hviler i sig selv, som Inger Christensens Sommerfugle-dalen gør det," siger Svend Nielsen. "Men jeg blev betaget, ikke alene af den strenge form i digtkredsen, men også af dens store billedrigdom."
De stemningsrige sonetter fører til stilistiske udsving i værkets satser. Svend Niel-sen kalder sin tilgang til digtene intuitiv, så hvert digt har fået en specifik grundstem-ning i stedet for at blive en punkt for punkt udsættelse af de utroligt mange sproglige billeder. F.eks. den 3. sonet, der foregår blandt larver og kryb i en underjordisk hule og derfor klinger i mørke farver og har karakter-betegnelsen "Slimet". Eller 4. sonet, der taler om at "blomstringen har rod i alt det rådne" og har stemmerne tæt omslynget i en Ligeti'sk stil med satsbetegnelsen "-Filtret". Og i 11. sonet, hvor nostalgiske syner af den afdøde far og bedstemor fører til senromantisk drømmende evighedsklang, markeret "Dolce" og "Hengivent".
Nogle markante billeder får dog en direkte parallel i musikken, f.eks. sværmen af som-mer-fugle som yndefuldt stigende lyspartikler i den 1. sonet, der sættes til et opadgående tema (et af de centrale motiver, der vender tilbage mange gange i værket). Og Inger Christen-sens citat af Brorsons salme Op, al den ting, som Gud har gjort i 2. sonet følges af et musikalsk citat fra salmens gamle koralmelodi.
At Sommerfugledalen bærer den urovækkende - og musikalsk belastede - undertitel Et Requiem bliver tydeligere i anden halvdel af værket. Svend Nielsen følger Inger Christensens disposition, der lader tankerne gå mod døden i 2. halvdels psykologiske tolkning af 1. halvdels mere åbne anskuelser. "Det hele bliver indadvendt, koldt og nøg