English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Burst


Duo Kapow!, ensemble
Henrik Larsen, slagtøj
Claus Olesen, saxofon

Jexper Holmen, komponist
Kasper Jarnum, komponist
Morten Ladehoff, komponist
Niels Marthinsen, komponist
Niels Rønsholdt, komponist
Simon Steen-Andersen, komponist

Om:

Seks værker for saxofon og slagtøj indspillet af den århusianske duo KAPOW! udfordrer på denne CD gængse forestillinger om melodi, klang og harmoni. Musikken er af seks forskellige danske komponister, og der prustes, stønnes, vrænges, råbes og hviskes...  En bemærkelsesværdig opvisning i saxofonens overraskende mange udtryksmuligheder og en demonstration af hvor godt den klinger sammen med slagtøjets nærmest uendeligt store klangarsenal.

Køb CD

  $14.20
Download album (MP3)   $9.80
Vælg download-format:
læs om formaterne

Trackliste:

Priser vist i Amerikanske dollars
NIELS MARTHINSEN (b. 1963)
1

Burst

7:54 Play $2.10
SIMON STEEN-ANDERSEN (b. 1976)
2

Study for alto saxophone and percussion

9:07 Play $2.10
JEXPER HOLMEN (b. 1971)
3

Oil for alto saxophone and percussion

6:47 Play $2.10
MORTEN LADEHOFF (b. 1978)
4

Pyr, ami spy, ram isp yra mis

6:27 Play $2.10
NIELS RØNSHOLDT (b. 1978)
5

Drink me, make me real

6:10 Play $2.10
KASPER JARNUM (1971-2011)
6

Der Totenschläger und der Rattenfänger

11:35 Play $2.80
Total spilletid  48 minutes
Et musikalsk udbrud 

af Klaus Møller Jørgensen

Niels Marthinsen (f. 1963): Burst (1990)
Niels Marthinsen skriver gerne meget billedskabende musik, hvilket går igen i mange værktitler som f.eks. Monster Symfoni eller basunkoncerten In the Shadow of the Bat. Hvad der egentlig ligger bag titlen Burst, som kan oversættes med “briste” eller “eksplodere” eller “bryde løs”, står hen i det uvisse. Men man kan nok roligt gå ud fra at titlen skal tages bogstaveligt. Altså at noget i musikken bryder ud eller går til – eller i det mindste stræber mod eller forsøger på at gøre det. Hvilket også understreges af, at musikernes stemmer indgår i stykket, som desperate skrig.

Stykket udgør ét sammenhængene forløb med store og hastigt skiftende udsving undervejs. Snart meget kraftigt, snart ganske svagt; hurtige løb, der jævnligt brydes af lange liggetoner; mange korte, abrupte pauser. Til sidst kulminerer stykket med saxofonen i højt register, på ikke-specifikke toner, mindst muligt tonalt og med størst mulige spring. Alt dette giver en oplevelse af noget desperat og vildt omkring-sig-kastende. Det mest stabile element er nogle tilbagevendende figurer, som mest af alt minder om akkordbrydninger – måske gang på stedet? Om dette giver associationer til løven, der vandrer rastløst rundt i sit bur, eller til den indestængte, uforløste erotik eller til noget helt tredje, det må enhver gøre op med sig selv …

Simon Steen-Andersen (f. 1976): Studie for altsax og slagtøj (1998)
Hos Simon Steen-Andersen er der en særlig fascination af mulighederne for at aflokke lydgivere af enhver tænkelig slags helt nye og overraskende klange. Det kan f.eks. være ved at kradse eller banke på traditionelle instrumenter, eller ved at bruge klange fra helt andre lydgivere i musikalske kompositioner.

I det relativt tidlige Studie for altsax og slagtøj fokuserer Steen-Andersen på mødet mellem altsaxens luftbårne toner og slagtøjets mere kontante slaglyde. Og det overordnede spørgsmål er her: Kan slagtøj og saxofon spille unisont – altså samme tone? Slagtøjets tonedannelse er jo generelt mere diffus end hos strenge-, stryge- og blæseinstrumenter og dertil stærkt præget af selve anslaget. Men jo: “Quasi unisono” står der over den første takt: Hele første afsnit skal spilles a la unisont, og det er også den oplevelse man har fra begyndelsen af, hvor en saxofon-trille og et stykke vibrerende slagtøj – en wood-block – følges fuldstændig ad, også i de efterfølgende hastige toneguirlander.

Hele stykket falder i fem klart adskilte afsnit. I andet afsnit glider de to instrumentalister fra hinanden og fører en afdæmpet samtale, nogle steder med unisont præg men mest i form af et duospil over nogle faste fraser. I tredje afsnit kommer der mere fart over feltet, og de to prøver på ny at finde sammen i unisono-spil, uden at det helt lykkes; det bliver snarere lidt fuga-agtigt, hvor de prøver at efterligne hinandens fraser. I fjerde afsnit gør de nok et forsøg, og nu lykkes det lidt bedre, især de meget markante betoninger kan de enes om. I sidste afsnit vender duo-spillet fra afsnit to tilbage i en forkortet udgave, hvor de insisterer på at mødes til sidst – for så at ryge over i en komprimeret, spejlvendt variation af det første, quasi unisone afsnit. De sidste takter minder om begyndelsen, men saxofonen spiller uden triller, og wood-blocken er skiftet ud med crotales og messingplader, som har mere klart identificerbare toner. Den tonale fusion er fuldbragt.

Jexper Holmen (f. 1971): Oil, for altsaxofon og slagtøj (1996)
En lille, klagende melodi rumsterer i hovedet på den blot 14-årige Jexper Holmen. 11 år senere bliver melodien udgangspunkt for en melankolsk anlagt duo mellem den mørke og bløde basklarinet og den sensitive vibrafon. Resultatet er et følsomt, vibrerende stykke, der hele vejen igennem leger med den lille melodi – måske i et kærligt tilbageblik på den tidlige ungdom. Titlen hentyder til stykkets generelt mørke og bløde klang.

Melodien er karakteriseret ved at indeholde en del store spring frem for trinvise bevægelser. Det ser lidt voldsomt ud i noderne, men spillet langsomt og stille er oplevelsen snarere eftertænksomhed end voldsomhed. Kernen i melodien hører man straks i den første takt: en kvart op, et trin ned, en kvart ned og en sekst op. Kernemotivet bliver først gentaget med en lille udspundet hale på, så kommer det igen i en varieret, mere dur-agtig udgave.

Resten af stykket er en stille leg med hele melodien og navnlig med en række forskellige variationer over kernemotivet, som f.eks. bliver vendt om, spillet på hovedet, med ændrede intervaller, rytmer osv. Og stort set hele vejen igennem stykket følger slagtøjet melodistemmen som en slags skygge, idet vibrafonen med få undtagelser følger basklarinettens rytme tæt og føjer en lille genklang til hver tone i melodien. Knap halvvejs kulminerer samspillet i et fortissimo efterfulgt af et lille break, hvor vibrafonen alene spiller kernemotivet; efter en generalpause og endnu en runde duo-variationer klinger stykket ud med en række afledninger af kernemotivet, nu som ren skygge, kun i vibrafonen.

Morten Ladehoff (f. 1978): Pyr, ami spy, ram isp yra mis (2003)
“Stykket er baseret på 2 konstruktivistiske koncepter, der begge kan afkodes i den kryptiske titel. Ordet ‘pyramis’ (latin for pyramide) er skrevet 3 gange og derefter delt i ord à 3 bogstaver. Da ‘pyramis’ består af 7 bogstaver, bliver der dannet 7 forskellige ‘ord’ før sekvensen repeteres. Dette princip er på forskellig vis overført til musikalske parametre (tonehøjde, rytme osv.) og er med til at konstituere en særlig musikalsk syntaks, der er gennemgående i dette stykke. Det andet koncept er inspireret af pyramide-strukturen. En pyramide består af en række kvadrater, der lægges ovenpå hinanden og stedse reduceres i areal, indtil det øverste kvadrat kun består af en enkelt enhed. Denne idé kan høres i stykket som en slags variationsform, hvor ‘temaet’ først spilles i fuld længde og derefter beskæres/komprimeres for hver af de 2 variationer, hvorved den sidste variation kun er en ganske flygtig reminiscens af det oprindelige ‘tema’.”

Således komponisten selv om opbygningen afPyr, ami spy, ram isp yra mis. Stykket har en abrupt og tilsyneladende tilfældig karakter, lige som de mærkelige stavelser i titlen. Men hen ad vejen genkender man detaljer som bearbejdninger eller afledninger af noget tidligere hørt.

Til at begynde med kommer der en række meget hurtige, opadstigende toneguirlander i saxofonen; de gentages, men nu i lidt kortere fraser og med lidt langsommere nodeværdier. Dét mønster gentager sig endnu to gange: kortere og langsommere. Slagtøjet er i begyndelsen kun momentant tilstede men tilkæmper sig stadig mere plads og får i en periode helt fortrængt saxofonen.

I det videre forløb optræder stumper eller afledninger af toneguirlanderne i samspil med og til dels også i slagtøjet (tempelblokke med fem forskellige tonehøjder). Der opstår ostinat-lignende episoder med bestemte figurer, der kører i ring og som enten udvides eller indskrænkes; materialets enkeltdele splittes og samles på nye måder, i nye rækkefølger.

Efter knap 5 min. vender de meget hurtige toneguirlander fra begyndelsen tilbage, men nu kører de i ring, der sker ikke en udtynding som i starten. Partituret kalder det en “Opsamling af forvrængede associationer”, og der følger nu en stærkt komprimeret gengivelse af alt det foregående, over præcis 42 takter (6 gange 7); efterfulgt af “Reminiscens af opsamling – Forvrængede associationer af forrige associationer”, en endnu mere komprimeret gengivelse over præcis 21 takter (3 gange 7) – pyramidens øverste lag.

Niels Rønsholdt (f. 1978): Drink me, make me real (2002)
Det kan til tider være svært at trænge igennem overfor partneren, sit barn, chefen eller i andre situationer, hvor man føler sig overset, misforstået eller savner opmærksomhed. Og den desperate kamp for at bryde igennem har gerne et element af gentagelse: Vi hamrer stadig hårdere på døren for at få hul igennem, men det bliver kun værre – som den fastkørte bil, der blot graver sig dybere ned i sneen, når vi forsøger at køre den fri.

Rønsholdts stykke er en meget fysisk skildring af en sådan indestængthed. Gennem godt 6 minutter oplever vi to musikeres forgæves kamp for at trænge igennem med deres toner. Modstanden er helt konkret fysisk: træblokkene er pakket ind og skal anslås med bløde whiskers, og saxofonisten skal blæse med løs embouchure, så der kun kommer luft ud af instrumentet. Alligevel hører man tydeligt den voldsomme energi, der bliver lagt i forsøget på at frembringe klingende toner.

I løbet af stykket dukker der løbende små nye elementer eller figurer op, men der er ikke tale om nogen egentlig udvikling. Tværtimod, de mange små figurer bliver blot gentaget i stadig udvidet form, det er som om man ikke kommer ud af stedet, kun dybere ned i skidtet. Der ligger også en gentagelse i at de to musikere spiller sammen med et elektronisk lydspor af samme karakter, som de selv har indspillet – de kæmper så at sige med sig selv. Da det endelig lykkes saxofonen at frembringe regulære toner, er det vrængende hyl, ikke smukke klange. Til sidst dør stykket ud til en længere række af efterklange af disse hyl. Resignation.

Kasper Jarnum (1971-2011): Der Totenschläger und der Rattenfänger (2001)
Titlen henviser til det grumme folkeeventyr, gengivet hos brødrene Grimm, om rotte­fængeren fra Hameln, der med sit fløjtespil befrier byen for rotteplagen; men da byboerne ikke vil betale den lovede dusør, bruger han sin musikalske magi til at lokke alle byens børn i døden. Jarnum skriver direkte i partituret, at saxofonen først agerer rottefænger (befrier) men siden transformeres til morder, og vice versa med slagtøjet.

Der er altså tale om et stykke transformationsmusik, hvor instrumenterne bytter roller undervejs. Til at begynde med er slagtøjet meget voldsomt og aggressivt, med knaldende stortromme, metalliske klange og tilsyneladende tilfældig hamren løs til højre og venstre – over for den næsten uhørlige sopransaxofon med en ganske langsom og stille melodi. Først efter et par minutter bliver saxofonen mere kraftig og får efterhånden større melodiske spring og hurtigere nodeværdier. Langsomt erobrer den mere terræn, samtidig med at slagtøjet bliver stadig mere neddæmpet og lidt efter lidt indskrænkes til udelukkende at omfatte wood-blocks.

En hvirvel på tomtom’erne markerer overgangen til et mellemstykke, hvor slagtøj og saxofon går i dialog med hinanden; de spiller små fraser ud mod hinanden som en slags call-response, eller følges ad i en form for enstemmighed. Men efter et stykke tid bliver saxofonen mere aggressiv og snerrende, og duetten forandres til en tvekamp. Slagtøjet trækker sig og slår over i en ren, sfærisk og smuk vibrafonklang, mens saxofonen nogen tid endnu snerrer løs, med kraftige udbrud af abrupte og store tonespring. Til sidst mister saxofonen dog helt pusten og falder tilbage til den stille karakter fra begyndelsen, nu hen over vibrafonklangen.

Klaus Møller-Jørgensen er musikjournalist, freelance programmedarbejder i DR og arbejder desuden som informationsmedarbejder på Det Jyske Musikkonservatorium.

Vær den første til at skrive en anmeldelse


Log in eller opret en brugerkonto for at skrive en anmeldelse

Indspillet på Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus 21. og 22. december 2009
Producer: Henrik Winther Hansen
Teknik: Henrik Winther Hansen

Grafisk design: Denise Burt, www.elevator-design.dk

Forlag: Edition Wilhelm Hansen AS, www.ewh.dk

Denne CD er blevet til i samarbejde med Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus

Label: Dacapo

Format: CD

Katalognummer: 8.226572

Stregkode: 636943657225

Udgivelsesdato: March 2014

Periode: 21. århundrede

Booklet i pdf-format tilgængelig for download-kunder


A CC Music Store Solution