Knudåge Riisager
Knudåge Riisager (1897-1974) har i mange sammenhænge givet udtryk sin store beundring for Robert Storm Petersen (1882-1949), og det er givet, at Storm P.’s tegninger og historier kom til at betyde meget for Riisager. Dels havde han en veludviklet sans for Storms barokke humor, dels kunne han lodde dybden i den. Det var derfor en særlig glæde for ham, at det i slutningen af 1920’erne lykkedes at få etableret et samarbejde med Storm Petersen om en ballet, og resultatet, Benzin, må da også regnes for en af dansk ballets mest originale frembringelser. Benzin har opnået en vis berømmelse, dels pga. dens yderst særprægede handling og scenografi, dels fordi den blev en enestående fiasko og kun gik over scenen tre gange.
Riisagers første møde med Storm Petersen fandt sted på Vallø Strandhotel under Første Verdenskrig, hvor der var arrangeret underholdning for egnens indkvarterede soldater. Riisager gav her nogle violinnumre, medens Storm P. optrådte sammen med skuespilleren Valdemar Willumsen. I 1928 udkom Riisagers Børnerim til tekster af Louis Levy, der som forside har en farvestrålende tegning af Storm P., og samme år indledte de to deres samarbejde om balletten Benzin. Om samarbejdet har Riisager fortalt i radioen:
“[-] i 1928 da boede Storm Petersen ude i Halvvejshuset ude ved Julebæk, og jeg boede i Ålsgårde om sommeren, og der gik jo cyklen frem og tilbage mellem Storm P, og hvor jeg boede, og der arbejdede vi med balletten Benzin. [-] Det morsomme var ikke, at den fik en dundrende fiasko, men det morsomme var, at da den gik anden gang, eller måske var det tredie gang, i januar, så skrev en af de kendte teaterkritikere, idet den dengang gik sammen med Holbergs ’Den stundesløse’, så skrev han: denne lille ballet er meget morsom og morede publikum overordentligt, og den vil sikkert holde sig længe på repertoiret. Og det var altså sidste gang, den gik.”
Riisagers partitur er slutdateret den 6. august 1928 og må kort tid efter være blevet indsendt til Det Kongelige Teater til bedømmelse. Censuren er foretaget af kapelmester Georg Høeberg, dateret 15. september samme år, og lyder:
“Var det ikke Hr. Storm Petersen der havde skrevet denne Ballettekst ville den vel uvægerligt blive kasseret, men det er muligt at Omarbejdelse kan bringe et gunstigt Resultat. Musikken er morsomt instrumenteret og vil sikkert klinge for Orkesteret med sine 11 (skriver elleve) Slaginstrumenter. Jeg kan altså anbefale Hr. Riisagers Musik til Antagelse, forudsat, at Teksten bliver godkendt af Balletmesteren.
Ærbødigst Georg Høeberg”.
Balletmester Kaj Smith kunne derimod ikke godkende librettoen, hvis handling han anså for ”uoriginal og stillestaaende”, og Benzin blev derfor ikke antaget til opførelse, hvilket teatrets direktør, William Norrie, meddelte Storm Petersen den 25. januar 1929. At der foregik en rivalisering mellem Kaj Smith og balletinstruktør Elna Jørgen-Jensen (senere gift Ørnberg), har muligvis været en medvirkende årsag til, at værket blev forkastet – Elna Jørgen-Jensen var modsat Kaj Smith fortrolig med bl.a. den nye russiske balletstil, og hun var derfor et mere oplagt valg til at koreografere et værk som Benzin end Smith, der havde haft store fiaskoer i netop det moderne repertoire.
Redningen for Benzin kom med den ændring i ledelsen af Det Kongelige Teater, der indtrådte i 1930, og hvorved skuespilleren Adam Poulsen blev teaterchef. Poulsen engagerede Storm Petersen som skuespiller, og efter at Georg Høeberg og Kaj Smith havde sagt deres stillinger op, blev Victor Schiøler ansat som ballet- og operaleder samt kapelmester. Det blev således Schiøler, der kom til at lede opførelserne af Benzin.
Stemningen på teatret var efter Adam Poulsens tiltræden meget anspændt; flere kunstnere, foruden de allerede nævnte bl. a. skuespillerne Poul Reumert og Bodil Ipsen, forlod teatret i protest. Det var på denne baggrund, Benzin blev bragt til urpremiere anden juledag 1930. At det blev en enestående fiasko skyldtes ifølge Riisager flere forhold: ”Det var en af de berømmeligste fiaskoer i teatrets annaler, fremkaldt på een gang ved den almindelige animositet mod den nye direktion og mod selve ballettens dengang uvante art.” Desuden havde Elna Jørgen-Jensen ikke megen forståelse for det nye i værket, og endelig var en væsentlig årsag, at ”vi alligevel firede af på kravene om den konsekvente gennemførelse af dens mange bizarre ideer. Kompromis’et er i sig selv altid kompromitterende! Men man lærer det som regel for silde.”
Handlingen i balletten kan – med Riisagers ord – gengives således: ”en ung bondekarl er forelsket i kroværtens datter. Til landsbyen ankommer en motorcyklist, der er løbet tør for benzin. Den unge bondeknøs tilbyder på sin cykel at køre til benzintanken for at hente en dunk af den eftertragtede vædske, men under hans fravær gør motormanden kur til pigen. Knøsen kommer tilbage, ser, hvad der er sket og bliver rasende. Men alt ordner sig – efter en større jalousiscene – og det hele ender i fred og idyl. De udveksler pigen med dunken, og balletten ender som et feeri med benzintågernes dans over den sovende by.”
Den barokke humor har selvfølgelig været sikret, i og med at Storm Petersen var mester for scenografien, og dertil har påvirkninger fra både Pablo Picassos kostumer til Parade og Léon Baksts til Jeux sneget sig ind mellem Storm P.’s egne originale figurer. Om balletten som helhed udtalte Riisager kort før urpremieren: ”Benzin er en Spøg – en Spøg paa en halv Times Tid baade for Dansens og Musikens Vedkommende. Den, der kommer med Illusioner om andet, bliver skuffet.”
Og mange blev skuffede. Benzin blev modtaget med overvejende dårlige anmeldelser. Spøgen havde anmelderne svært ved at få øje på, hvilket gjaldt både det sceniske og det musikalske. Peter Gradmann skrev i Morgenbladet: ”Det er saamænd ikke Umagen værd at komme ind paa Makværkets end ikke engang humoristiske Idioteri, ejheller paa den i omtrent samme Aand præparerede Musik af Knudåge Riisager.” I Nationaltidende skrev Johannes Fønss: ”Den [Musikken] bestod for en stor Del af Dyre- og Maskinlyde-Imitationer, men var iøvrigt lidet original, selv om Instrumentationen i sin Barokhed var noget ud over det almindelige. Men slet saa barok og banal som Balletten selv var den næppe – og det fortjener muligvis Ros.” Politikens Hugo Seligmann var ligeså afvisende: ”Disse banale, kortrumpede og stakaandede Musikbrokker uden Hoved og Hale, og som ikke var det mindste grinagtige, men bare nogle instrumenterede Grimasser, var det rene baat-baat og havde ikke Spor med Peter og Ping at gøre, det vil sige med det menneskelige i Karikatur.”
Som man vil kunne forstå, blev Benzin ikke taget op senere på Det Kongelige Teater – det har vist overhovedet ikke v&