English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Bent Sørensen | Peter Asmussen

Sounds Like You


Signe Asmussen, mezzosopran
Thomas Dausgaard, dirigent
DR SymfoniOrkestret
DR VokalEnsemblet
Lore Lixenberg, mezzosopran
Marie Louise Wille, skuespiller
Mads Wille, skuespiller

Bent Sørensen, komponist

Om:

Bent Sørensens værk Sounds Like You, med tekst af Peter Asmussen, er en kobling af musik og teater, af orkestermusik og drama – eller med komponistens egne ord et teaterstykke der er blevet forvandlet til orkesterværk. Værket er skrevet på bestilling af DR i samarbejde med Bergen Festivalen og er her indspillet live i en opførelse af DR SymfoniOrkestret, skuespillerne Mads Wille og Marie Louise Wille og et udvalg af sangere fra DR VokalEnsemblet under Thomas Dausgaard. På CD’en kombineres Sounds Like You med Intermezzi, en suite for to mezzosopraner og orkester, baseret på Asmussens og Sørensens opera Under Himlen.

 

Køb CD

  $21.30
Download album (MP3)   $9.80
Vælg download-format:
læs om formaterne

Trackliste:

Priser vist i Amerikanske dollars
Intermezzi from “Under himlen” (Under the Sky) (2003)
for two mezzo-sopranos and orchestra
1

I

7:47 Play $2.10
2

II

4:10 Play $1.40
3

III

7:10 Play $2.10
4

IV

1:47 Play $1.40
5

V

6:19 Play $2.10
Sounds Like You (2007-08)
for two actors, choir and orchestra
6

I

9:19 Play $2.10
7

II

6:31 Play $2.10
8

III

3:02 Play $1.40
9

IV

2:45 Play $1.40
10

V

3:35 Play $1.40
11

VI

2:42 Play $1.40
12

VII

13:43 Play $2.80
13

VIII

3:39 Play $1.40
Total spilletid  13 minutes
Kærlighedens skrøbelige mulighed  af Karl Aage Rasmussen

 

”Det minder mig om noget jeg aldrig har hørt!” – Bemærkningen skyldes den norske komponist Arne Nordheim som reaktion på et værk af Bent Sørensen, og det er svært at forestille sig en mere snurrigt-rammende beskrivelse af det altid tvetydige udtryksklima i denne egensindige komponists musik. Oscar Wilde kendte og beskrev oplevelsen af ”en fortid man ikke har kendt, sorger der er skjult for ens egne tårer eller synder man aldrig har begået”. Hos Sørensen viser et tilsvarende væv af fællesmenneskelig erindring sig på talløse måder.

Ikke at hans musik er genbrug, tonesproget er helt og aldeles nutidigt, både i æstetisk og teknisk henseende, men musikken giver alligevel mindelser om levet liv og ældgamle drømme. Ofte optræder en i grunden helt enkel musik i et sindrigt spejlkabinet, hvor ekkoer og ekkoers ekkoer breder sig som ringe i vand, utydeliggøres af glissandi eller vendes og drejes i mikrotonale sløringer. Tyste, udviskede konturer, der kan lyde som blev de hørt gennem faldende regn eller tågebanker, svirrende halvskygger der opløser sig netop som de synes håndgribelige; og dog er alt i teknisk henseende tegnet med minutiøs, kalligrafisk præcision.

Musikkens evne til at skabe billeder har altid givet den en hjælpende hånd i forhold til vores opfattelsesevne – ville Beethovens klaversonate i cis-mol have gjort samme karriere uden måneskin? Sørensens musik har undertiden måttet vriste sig fri af et kærligt, men også knugende favntag af litterære tolkninger, flimrende associationer har fået lyttere til at høre både nostalgi, hyperromantik, ja, endog programmusik. Og Sørensens forkærlighed for de klassisk ”tonale” intervaller, terts og sekst, fremkalder måske i sig selv minder om forvitret musikalsk arvesølv. Men hans musikalske sindbilleder er i familie med Magrittes berømte maleri af en pibe med teksten ”dette er ikke en pibe”. De er musik, slet og ret, ikke hverken drøm eller virkelighed, de afbilder måske livets basale processer – fødsel, vækst, modning, forfald og død – men viser kun symbolsk hen til myter fra det fælles underbevidste: klokker, engle, ekkoer, skygger, haver, ligtog, himmelske basuner, barndommens tabte uskyld.

I sin enkleste form er dualismen hos den modne Sørensen imidlertid ikke blot erindring og nærvær, men flygtighed og fremdrift, drivende og opløsende kræfter, drøm og dans. Og som alment menneskelig metafor simpelthen forholdet mellem pulserende liv og endt liv. For tidens gang, det stof al musik er gjort af, er til stede her på en næsten påtrængende måde, tikkende ure eller klokkeslag understreger det sørgelige faktum at tiden ikke blot rinder bort, men at den tager os med sig. Sørensen beskrev sin violinkoncert Sterbende Gärten som ”et forfald i faste rammer”, og tilføjede: ”Fra det øjeblik vi bliver født, er der kun én vej – et langsomt glidende forfald. Tiden gnaver sig ind på os.”

Bent Sørensens originalitet, klangfantasi og kompositionstekniske formåen har været lovprist lige siden han brød igennem midt i 1980’erne, hans personlige udtryksform var forbløffende tidligt formuleret. Stilfærdigt og tilsyneladende ubesværet har han siden beriget og forfinet den selvspejlende kanonteknik og den anelsesfuldt bankende puls, ikke i spring, men sindigt, stædigt, næsten metodisk, som årringe i en træstamme. Konfrontationen mellem fremdrift og stilstand blev stadig tydeligere, vægtløse melodier optræder i et ekkorum af flere, samtidige tempi, og hans enestående instrumentale fantasi finder igen og igen orkesterfarver der ”minder om noget man aldrig har hørt”. Og et ofte forekommende træk kan virke næsten overrumplende: Det kan være en musik som i lange stræk synes at begrænse sig til diskantregistret. Hvad der naturligvis er endnu et paradoks: Vemod og forfald i tindrende lyse klangfarver?

Havde nogen i 80’erne sat Bent Sørensen i forbindelse med operagenren, ville de fleste have rystet på hovedet. Trods de arketypiske symboler – døende haver, forladte kirkegårde, krakelerede malerier, glemte ruiner – var hans musik dengang alt andet end illustrerende. Men da hans første opera i 2004 blev opført på Det Kongelige Teater, var der ikke tale om et kvantespring, for i mellemtiden var ikke blot rytmisk dunkende pulsslag og skarpe konturer dukket op i hans udtryksform, den var også blevet stadig mere rummelig og dynamisk. Og den elementære musikalske dramaturgi i fjernt og nært, det klanglige og udtryksmæssige dybdeperspektiv som opstår når musikere placeres forskellige steder i koncertrummet, tiltrak ham igen og igen, vel fordi det repræsenterede et tilsvarende dybdeperspektiv i hans musik.

Den danske dramatiker Peter Asmussen følte valgslægtskab med tvelyset i Sørensens musik, og sammen udfordrede de to jævnaldrende kunstnere ambitiøst den traditionstyngede operagenre. Men Sørensen ville aldrig finde på at dressere sin musik til at opføre sig som opera, den eneste mulighed var at få en opera til at opføre sig som hans musik. Resultatet blev at den ”nye” Sørensen trådte frem i fuld figur og erobrede helt nye rum, miniatureformer afpasset operagenrens fortællende mosaik af følelsestilstande, skrupelløs dramatik, intenst nærvær og skræmmende uforudsigelighed. Alt det finder sammen i helaftensoperaen Under Himlen, men dobbeltheden er stadig et grundvilkår; her omslutter nutid og tidløs fortid hinanden i to parallelle historier som til slut synes at smelte sammen.

De fem Intermezzi knytter sig til operaen, men udgør ikke en klassisk suite – de er blevet til som et selvstændigt værk undervejs i arbejdsprocessen. De symmetrisk organiserede satser, tre med sang og orkester afbrudt af to rent instrumentale mellemspil, henviser nok til følelsesmæssige relationer mellem operaens personer, men ikke konkret til dens handlingsgang. Og også her viser operaens tvelys sig på flere planer, i mødet mellem surrealistisk atonalitet i den ene vokalstemme og næsten folkesangslignende enkelhed i den anden, i kollisioner mellem heftige dissonanser, stumper af børnesange og spillemandstoner, i trodsige møder mellem vemodigt nynnende ro og skærende skrig.

I de senere år har Sørensen i stigende grad interesseret sig for mere konceptuelle og grænseopsøgende udtryksmidler, og i Sounds Like You for to skuespillere, kor og orkester er samarbejdet med Peter Asmussen fortsat, nu i en forunderlig hybrid mellem koncertsal og musikteater. En kvinde og en mand er placeret blandt publikum, de begynder at tale, lyset falder på dem, og deres indbyrdes dialog kan høres i salens højtalere. På et tidspunkt rejser de sig og bevæger sig såvel i salen som midt blandt orkestrets musikere. De er helt nærværende, kropsligt til stede, de forholder sig nøgternt og konkret til koncertsalens her-og-nu. Men intimiteten i deres samvær og deres stemmers nærhed gør dem samtidig uvirkelige, et sted mellem drøm og virkelighed. Medlemmerne af koret er placeret rundt omkring i salen, klædt som almindeligt publikum, og den flertydige situation understreges yderligere af at orkestermusikere flere steder nynner med, at kormedlemmerne mod slutningen selv bliver et talende publikum, og at orkestermusikerne én for én forlader scenen og bevæger sig ud blandt publikum, hvor skjulte lydgivere uendelig tyst afspiller nogle minutters ekko af Sounds Like You.

Dialogen mellem manden og kvinden kredser om en skrøbelig, håbløs kærlighed, oprindelig knyttet til deres møde netop i forbindelse med en orkesterkoncert. Det er som kinesiske æsker, et spejl i et spejl: En mand og en kvinde taler i en koncertsal, de lytter, ganske som salens publikum, men hvem lytter til hvem? Hvem er optrædende og hvem tilhørere? Lytter parret selv til den musik, der spiller netop nu, eller udtrykker den snarere deres tanker, erindringer og modstridende følelser? Spejler musikken sig i deres sindsbevægelser, eller taler de gennem den? Er de talte ord en udløsende faktor for musik, eller er alle blot ... til koncert?

Denne flertydighed nedtones naturligvis, når man lytter til værket på cd. Men Bent Sørensens musik er så rig på musikalsk selvværd, så lyrisk indtrængende og rytmisk hidsende, dissonant og tonal, bidende skarp, mørk, længselsfuld og dansant medrivende, og Asmussens hudløse tekst om kærlighedens umulige mulighed er så ladet med sortsyn, tvivl, håb og begær at oplevelsen af dette storværk naturligvis aldrig kan være forbeholdt folk med gyldig billet til en koncertsal. Her er vi i ørenes biograf.

Komponisten Karl Aage Rasmussen er professor emeritus i komposition ved Det Jyske Musikkonservatorium. Han har varetaget talrige andre hverv i dansk kulturliv og er forfatter til en lang række bøger om musik og musikere.

Vær den første til at skrive en anmeldelse


Log in eller opret en brugerkonto for at skrive en anmeldelse

"Jeg ville ikke finde dig - Jeg ville miste dig." Sådan lyder en af de stærke og gådefulde replikker i det musikalske kærlighedsdrama Sounds Like You af komponisten Bent Sørensen og dramatikeren Peter Asmussen. På denne live-indspilning fra DR Koncerthuset kan man fordybe sig i Asmussens ord og Sørensens musik i hænderne på DR SymfoniOrkestret, Thomas Dausgaard og skuespillerne Mads og Marie Louise Wille.

 

”Sørensens og Asmussens historie sætter tiden og åndedrættet i stå. Tit er musikken og teksten næsten ubærlig smuk og sørgelig.”  Klassisk

 

Label: Dacapo

Format: SACD

Katalognummer: 6.220632

Stregkode: 747313163267

Udgivelsesdato: August 2015

Periode: 21. århundrede

Booklet i pdf-format tilgængelig for download-kunder

Anmeldelser

Gramophone
"It’s remarkable that Sørensen’s spatial ‘concerto for orchestra, choir, actors and audience’, which calls for actors and singers planted throughout the audience of a vineyard concert hall (where everyone can see everyone else) has transferred so well to CD. Sørensen pulls off a characteristic trick here: doing new, unusual and surprising things that manage entirely to avoid gimmickry."
MusicWeb International
"Everything is subtly integrated and nothing is wasted, with form, flow and expressive shape all carrying us through a strange and not always comfortable world, but one in which we linger with singular delight. I sincerely commend it to your attention."
Læs mere >>
Magasinet Klassisk
5/6 Stars
”På samme tid skaber Bent Sørensen dybt fascinerende fortællinger, hvor strejf af noget genkendeligt bryder flygtigt gennem overfladen som flyvefisk eller lysglimt i et konstant omskiftende miljø.”
Læs mere >>


A CC Music Store Solution