English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Bent Sørensen

Mignon


Katrine Gislinge, klaver
Laplands Kammerorkester
John Storgårds, dirigent & violin

Bent Sørensen, komponist

Om:

Bent Sørensens blide klaverkoncert Mignon – en del af hans Papillons-trilogi – viser stoflig skønhed og melodisk elegance i et tonesprog, der både er modernistisk og nostalgisk. Værket er skrevet til Katrine Gislinge, en af Skandinaviens mest markante pianister, og på denne premiereindspilning akkompagneres hun af Laplands Kammerorkester, dirigeret af John Storgårds. Storgårds, der selv er en anerkendt violinist, fremfører desuden Sørensens to værker for soloviolin, Serenissima og The Lady of Shalott. CD’en byder også på premiereindspilninger af to ensembleværker – den klassisk inspirerede serenade Ständchen og den drilagtigt melodiøse Sinful Songs.

Køb CD

  $21.30
Download album (MP3)   $9.80
Vælg download-format:
læs om formaterne

Trackliste:

Priser vist i Amerikanske dollars
MIGNON – PAPILLONS (2013-14)
for piano and strings
1

I. Andante

5:05 Play $2.10
2

II. Fluente

1:04 Play $1.40
3

III. Moderato cantabile molto espressivo

1:34 Play $1.40
4

IV. Allegretto

3:51 Play $1.40
5

V.

4:41 Play $1.40
6

VI. Scherzando

2:55 Play $1.40
7

VII. Calmo con delicatezza

4:34 Play $1.40
 
8

SERENISSIMA (2014)

5:13 Play $2.10
for solo violin
SINFUL SONGS (1997-98)
for ensemble
9

I.

8:35 Play $2.10
10

II.

7:08 Play $2.10
 
11

THE LADY OF SHALOTT (1987; 1992)

7:26 Play $2.10
version for solo violin
STÄNDCHEN (2006)
for 8 players
12

I.

3:32 Play $1.40
13

II.

4:25 Play $1.40
14

III.

4:03 Play $1.40
15

IV.

1:58 Play $1.40
16

V.

1:45 Play $1.40
 
17

THE WEEPING WHITE ROOM (2002)

7:42 Play $2.10
for piano and ensemble
Total spilletid  76 minutes
NOTER PÅ HVIDE VÆGGE

af Andrew Mellor

Fortidens komponister har muligvis betragtet stilhed som et tomrum, der skulle fyldes; som den blanke side, der stirrer op på forfatteren. Men for Bent Sørensen er stilhed en stedse mere værdifuld og frugtbar størrelse. Med tiltagende styrke kaster stilheden sin fortryllelse over Sørensens musik – både som et integreret og provokerende element i diskursen og som en lyd, der klinger så pludseligt og så smukt, at Sørensens egne toner forsigtigt og stilfærdigt må træde til side.

Set i det lys kan vi med lige ret tale om Sørensens karriere som en destillationsproces og som en udvikling. Han har skrevet både for soloinstrumenter og for kæmpestore orkestre med adskillige solister. Men Sørensens lydlige fingeraftryk forbliver konsekvent, hvad end besætningen er. Det går længere end overordnede mål såsom strukturel skønhed og forfinet kontrapunkt, og går helt ind i musikkens grundlæggende anatomi: dens melodier af standardintervaller; dens let genkendelige, lidt udviskede tonalitet; dens hyppige brug af det høje leje; dens supplerende vokallyde eller fysiske anvisninger; dens mange ekkoeffekter og tematiske spejlinger.

”Fra det øjeblik vi bliver født, er der kun én vej – et langsomt glidende forfald.” Sådan sagde Sørensen i midten af 1990’erne, da hans violinkoncert Sterbende gärten blev uropført. Disse ord kunne være forordet til næsten alle værker, han har skrevet sidenhen; måske såede de endda frøene til hans musiks tiltagende tysthed. Men trods de neo-romantiske længsler og den gækkende besættelse af fortiden, der karakteriserer hans værk, er Sørensen en modernist, der taler om det nutidige. Når man glimtvis kan se musikalske ’traditioner’ i hans stykker – forbigående fugaer eller folkesange, fragmenter fra gamle mestre – er de delvist skjult eller bliver igen hurtigt rykket ud af syne, før det hele bliver for trygt eller for banalt. Eller de virker ødelagte fra begyndelsen; for affældige til at blive rørt ved, følelsesmæssigt utilnærmelige. Sørensen skaber dem således, ligesom han selv hidkalder de stilheder, hans toner danser så yndefuldt med.

 

Mignon – Papillons (2013-14)

Papillons er en trilogi af værker fra 2013-14 bestående af Pantomime, Rosenbad og Mignon. Hvert af dem bruger den samme centrale klaverstemme igennem satserne, men hvert af dem har en forskellig rækkefølge at spille klaversatserne i, og hver sætter dem i en forskellig ­instrumental sammenhæng: Pantomime er for klaver og ensemble, Rosenbad er for klaver­kvintet og Mignon er for klaver og strygere (strygeorkester, to strygekvartetter og to solovioliner, placeret på scenen og blandt publikum). Således fortæller Sørensen ”den samme fuldstændig forskellige historie” i hvert stykke.

Hvad er da denne historie? Fraser hos strygerne i Mignons indledende ’Andante’ stiger og falder – blomstrer og visner – mens klaveret antyder en tilsløret form, som er opbygget af Sørensens karakteristiske tonale intervaller for så at træde frem som et klart tema. Pludselig synes musikken at formørkes, kun for at blive gennemtrængt af lyset fra stille ro og velklang. Her og i det følgende ’Fluente’ er der fragmentariske glimt af Mozart og Bach; drivende, drømmeriske citater viser hen til deres musik, men det samme gør det tomme, hvide rum, der omgiver Sørensens toner og giver dem et friskt, højklassisk ånderum. Harmonierne formes som røg – de opstår pludseligt og forsvinder lige så hurtigt igen.

Det følgende ’Moderato’ synes ude af stand til at modstå det nedadgående skred i sværmen af strygere, der nu ikke længere har klaveret til hjælp. ’Allegretto’en hvirvler af sted som sin egen ubevidste drøm, men vender snart tilbage og falder til ro i et tæt væv af alle fire strygergrupper, før den ubetitlede femte sats ankommer, undselig og tøvende foran den rene tavshed. Her kan kun strygernes menneskestemmer mildne klaverets passage. De gentager den samme lille terts (nu på deres instrumenter) i den urolige ’Scherzando’, som når sin egen skrøbelige ligevægt før klaverets gentagne motiv i den sidste sats lokker instrumentalisterne til et samarbejde. Til sidst erstattes lyden af bue på streng af lyden af sandpapir på træ.

Hele værket igennem er styrken stålsat lav; enkelte toner formes knap nok, og store dele af partituret brydes op af pausernes hvide mellemrum – luft, intethed. Det forstærker skrøbeligheden hos klaveret, hvor (modsat et strygeinstrument) en tone enten klinger eller ikke. Men letheden og ømheden i Sørensens klavermusik, som sommerfuglen i seriens titel Papillon, har også en meget personlig oprindelse: Mignon og dets søsterstykker er inspireret af og skrevet til hans hustru, pianisten Katrine Gislinge.

 

The Lady of Shalott (1987; 1992); Serenissima (2014)

I 1987 så Sørensen John William Waterhouses maleri The Lady of Shalott på Tate Gallery i London. Erindringen om maleriet groede, med komponistens egne ord, sammen med ideer til et stykke for solobratsch, som han planlagde på det tidspunkt. Waterhouses maleri følger Alfred Tennysons digt, der fortæller om en kvinde dømt til kun at opleve verden gennem dens billede i et spejl. I det øjeblik hun løber hen til vinduet for at se direkte på ridderen Lancelot efter at have set hans spejlbillede, ved hun, at hun er forbandet. Hun begiver sig til floden for at dø.

Sørensen beskriver kvinden i Waterhouses maleri som ”tilsyneladende gal, bleg, måske syngende … alene i en båd uden årer.” Han taler om sit værk for solobratsch som noget der ”slynger sig … som floden.” Men vi hører også, både i originalen for solobratsch og i transskriptionen fra 1992 for soloviolin, som er indspillet her, hvordan Sørensens musik i et mikrokosmos spejler forfaldets uundgåelighed, alt som musikken igen og igen glider nedad. Violinen rækker ud blot for igen at trække sig tilbage; som temaerne bliver stillet overfor deres spejlinger eller deres omvendinger, hører vi spejlbilledets urørlighed. I den sidste ende glider selv spejlbilledet væk.

Nogle af de samme strygerteknikker, som optræder i The Lady of Shalott, – ’sul tasto’ (når man stryger buen over gribebrættet for at få en spinklere klang), ’ponticello’ (når man stryger buen nær ved stolen for at få en ’glasagtig’, overtonerig klang) – dukker op igen i Serenissima, skrevet til violinisten og dirigenten John Storgårds i 2014. Stykket begynder med en frugtbar, opad­gående kadence, hvis tre-tonede figur rodfæstet i tonen E forsøger at træde i karakter imod en kølig tomhed. Men i takt med, at motivet bliver mere insisterende, lægger værket afstand til det og leder efter andre steder at vinde sikkerhed og tillid, før det takker af med en anden enkel kadence, denne gang nedadgående.

 

Sinful Songs (1997-98)

To af Sørensens særkender, hørt i Mignon, finder vi også i et stykke skrevet 15 år tidligere. Sinful Songs placerer sine 14 musikere rundt om publikum og beder dem også om at spille musik på andet end deres givne instrument (i dette tilfælde de wood blocks, der høres i den anden af stykkets to satser). Den måde, strygere, træblæsere og messingblæsere er placeret på, betyder at ”musikken ikke vil lyde ens to steder i salen”, siger Sørensen. På denne optagelse oplever vi dog alle sammen musikken fra samme ’synsvinkel’.

Ideen om ’rumlig’ musik går længere end sceneopstilling og har en mærkbar effekt på stykkets opbygning. For det første fordi musikken bevæger sig ved forskellige hastigheder rundt i cirklen af musikere og bliver kastet antifonisk mellem instrumentgrupperne (vi hører mindst én gang en pulserende bølge passere igennem ensemblet). For det andet fordi den afstand, der eksisterer mellem tonerne, og som for eksempel adskiller blæsernes pointillistiske samtale i værkets anden sats, ikke bare sætter diskursen i relief, men bliver en del af den.

Sinful Songs begyndte at tage form i Sørensens tanker på en togrejse gennem Danmark, hvor han hørte ”nogle hurtige, jig-lignende danserytmer.” Disse er inkluderet i stykkets begyndelse, men er ”dæmpede og skjulte ... som næsten al musikken.” Komponisten forklarer, at hans partitur er ”fyldt med små sange og melodistumper – nogle af dem tydelige, de fleste af dem skjult.”

 

Ständchen (2006)

Ved at spille klarinet fik Sørensen en kærlighed til det wienske kammermusikrepertoire, heriblandt Mozarts serenader, Beethovens Septet og Schuberts Oktet. Ständchen, skrevet til Scharoun Ensemblet (sats I-III), til Warsaw Autumn Festival (sats IV) og til Lapland Chamber Orchestra (sats V), foreskriver samme otte stryge- og blæseinstrumenter som Schuberts Oktet og tilføjer claves. Sørensen beskriver dette stykke som ”min sære hyldest til dette repertoire.”

Nogle gange træder stykkets klassiske opbygning i forgrunden; fjerde sats bygger på de ­jævne åretag fra tredjesatsen, idet den smutter ind på det Mozartske område ’menuet med trio’, og på et tidspunkt præges af den samme dunkende impuls, som gled ind i dén sats og den anden af Sinful Songs. Men under denne overfladebevægelse ser vi tydeligt en anden af Ständchens konstante elementer; klarinet, fagot og horn forenes i en snoet, trestemmig sang.

”Mens jeg planlagde dette værk, så jeg ved et tilfælde nogle smukke anonyme digte, og jeg satte dem i musik i enkle melodiske linjer”, forklarer Sørensen. Sangene blev aldrig fuldt realiserede, og deres temaer blev gennemarbejdet igen og igen, men man kan stadig, siger komponisten, ”høre spor af disse små sange.” Der er en blues-agtig klagesang på fagot i den første sats og en antydning af en vuggesang i den sidste, og den fjerne hornmelodi i anden sats havde oprindelig teksten ”Even the moon each time it rises is young / What will become of my body so full of years?” (Selv månen er ung, hver gang den står op/ Hvad skal der blive af min krop så fuld af år?)

Andre steder inddrager Sørensens serenade lydene af hud mod sten (fødder, der træder på småsten) og hud mod hud (hænder gnides mod hinanden). Den organiske stoflighed i lyden af de gnidende hænder har en fængslende virkning, når den dukker op i den anden sats, hvor de flimrende strygere stikker stilheden an som lette blyantsskitser på en hvid væg, før musikken fortættes til en munter dans.

 

The Weeping White Room (2002)

Mens Sørensen arbejdede på sin opera Under himlen i 2002, holdt han en kort pause for at færdiggøre et bestillingsværk til den tyske radiostation WDR og ny musik-ensemblet Cikada, hjemmehørende i Oslo. The Weeping White Room er skrevet for en besætning af strygere og blæsere, der, ligesom i Mignon, holdes på plads af et klaver.

Sørensens hvide værelse er ikke nærmere defineret, det er måske endda ukendt. Men det kunne meget vel være et anneks til Under himlen; kort inde i stykket høres et af operaens stærkt genkendelige temaer i klarinetten. Der er flere sange farvet af den samme længselsfulde kærlighed, som vi finder i Under himlen, i Sørensens hvide værelse, nogle gange er de skjult af hans kontrapunktiks elegante kalligrafi, og nogle gange, som med klarinetten, gør de sig tydeligt fri. I tilgift er der også virkelige, menneskelige sange.

Også dette stykke taler om vores uundgåelige kollektive forfald. En forbigående tikken som fra et ur (endnu et forudgrebet element fra Under himlen) fortæller om livet, netop som dens gradvise forsvinden fortæller om det modsatte. Der er næsten ingen takter i The Weeping White Room hvor ikke mindst ét instrument klinger. Set i det lys er stilheden endnu mere udtalt, når den endelig indfinder sig, smyger sig omkring en hastigt forsvindende strygerakkord og sluttelig svøber sig om klaverets ensomme, forladte høje D.

Andrew Mellor er journalist og kritiker med særlig interesse for kultur og musik fra Danmark og de nordiske lande.

Vær den første til at skrive en anmeldelse


Log in eller opret en brugerkonto for at skrive en anmeldelse

Label: Dacapo

Format: CD

Katalognummer: 8.226134

Stregkode: 636943613429

Udgivelsesdato: November 2016

Perioder: 21. århundrede, Sent 20. århundrede

Booklet i pdf-format tilgængelig for download-kunder


A CC Music Store Solution