English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Bent Lorentzen

Koncerter


Århus Sinfonietta
Klaus Gottlieb, horn
Søren Kinch Hansen, dirigent
Henrik Husum, obo
Niels Ole Bo Johansen, trombone
Erik Kaltoft, klaver
Martin Schuster, trompet
Thomas Søndergård, dirigent

Bent Lorentzen, komponist

Om:

I Bent Lorentzens instrumentalkoncerter føres lytteren på en spændende rejse gennem soloinstrumentets musikalske og lydlige univers, hvor elementerne drama, dialog og duel udforskes i tæt samspil med orkestret. Dette er original musik, som på humoristisk vis både overrasker og glæder.

Køb CD

  $14.20
Download album (MP3)   $9.80
Vælg download-format:
læs om formaterne

Trackliste:

Priser vist i Amerikanske dollars
Concerto for piano and Sinfonietta (1985/2002)
1

I Tranquillo - Molto agitato

4:54 Play $1.40
2

II Misterioso

9:16 Play $2.10
3

III Grottésco

3:04 Play $1.40
4

IV Ben ritmico

5:48 Play $2.10
Italian Concerto for trumpet, trombone and sinfonietta (1999)
5

I Preludio - Allemanda - Adagio-Allegro - Sarabanda - Giga

22:13 Play $4.90
Hunting Concerto for solo horn, gun-shuts, oboe and strings (1996)
6

II Adagio

4:24 Play $1.40
7

III Misterioso

5:47 Play $2.10
8

IV Allegro

2:57 Play $1.40
Total spilletid  58 minutes

Andre anbefalinger

Bent Lorentzen
Alpha

 

Dramatik, dialog og duel

- et portræt af komponisten Bent Lorentzen af Lars Ole Bonde

Bent Lorentzen blev født 11.2.1935 i Stenvad på Djursland - i en meget musisk familie. Faderen var en stor spasmager og velinformeret om musikdramatik (specielt Wagner). Operasangerinden Kirsten Schultz kom meget i hjemmet, hvor hendes unge fætter akkompagnerede hende på klaver og blev optaget af dén måde at synge på. Kusinen blev gift med Svend S. Schultz, som allerede dengang var en produktiv operakomponist. Under deres besøg på Djursland hjalp fætter Bent sin ældre ‘svoger' med at skrive noder rent, - han kom i en slags uformel komponistlære. Den praktiske, håndværksmæssige dimension i arbejdet betyder meget for Lorentzen, der ser med en vis ambivalens på konservatoriernes komponistuddannelser - som han kender indefra som lærer. Lorentzens mere formaliserede uddannelse foregik først på Aarhus Universitet (da Knud Jeppesen var professor) og derefter på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, med eksamen i musikteori 1960 (her havde han Vagn Holmboe, Jørgen Jersild og Finn Høffding som lærere). Han var docent på Det Jyske Musikkonservatorium 1962-71, og i den periode fulgte han kurser i Darmstadt og München (1965), studerede elektronisk musik ved Stockholm Elektronmusikstudie (1967-68). Desuden var han medgrundlægger af Århus Opera-gruppe i 1963 og af Aarhus Unge Tonekunstnere (AUT) i 1966. I 1971 forlod han konservatoriet og har siden levet som fuldtidskomponist. Han har haft vigtige poster i det hjemlige musiklivs organisationer, og han har vundet en lang række priser i internationale komponistkonkurrencer, bl.a. Prix Italia 1970 (for operaen Euridice), Serocki-konkurrencen 1984 (for kammermusikværket Paradiesvogel), International Korkompositionskonkurrence Østrig 1987 (for Olof Palme), Olivier Messiaen-orgelprisen 1988 (for Luna), Vienna Modern Masters 1991 (for 1. version af Klaverkoncert), Musik og Poesi-prisen Belgien 1989 (for Enzensbergers Prozession). Han har modtaget Kunstfondens livsvarige legat siden 1982 og er herhjemme blevet hædret som "Årets danske korkomponist" 1990, og med Carl Nielsen-prisen 1995. Han modtog Wilhelm Hansens Komponistpris 2003.

Bent Lorentzen har komponeret i stort set alle genrer, også mange sjældne eller 'ukendte genrer'. Til de sidste hører f.eks. musik for klokkespil, dramatiske pantomimer, jagthorns-ensemble og ‘lydformning'. Orkestermusikken tæller bl.a. koncerter for obo (1980), cello (1984), klaver (1984), saxofon (1986), trompet (1991), trompet og basun (1998), violin (2002); kammermusikken omfatter soloværker for orgel, klaver, trompet, saxofon, klarinet, guitar, violin, cello og kontrabas, desuden strygekvartetter og værker med blandede besætninger (2-12 instrumenter). Kormusikken omfatter talrige værker i en særlig teatralsk-dramatisk stil. Hertil kommer elektronisk musik og instrumentalteaterværker. Størst betydning har Lorentzen imidlertid som musikdramatiker med foreløbig 14 operaer (i mange forskellige formater og varigheder), hvoraf mange er uropført i udlandet. Den seneste - Der Steppenwolf (efter Hermann Hesse) - venter endnu på sin uropførelse. Operainteressen har ført til omfattende dramaturgistudier og undervisning af komponiststuderende i musikdramatik.

Denne komponist har aldrig boet i et elfenbenstårn. Lorentzen har altid stræbt efter kommunikation og samspil med såvel musikere som publikum og institutioner. Et vellykket eksempel på komponistens kommunikationslyst og -talent var Ebeltoft Festivalen, som fra 1990-93 præsenterede et sommerklædt publikum for en fifty-fifty blanding af gammel og ny dansk og udenlandsk musik i specielt udvalgte rammer: musikalsk såvel som fysisk og socialt var det en festival fuld af over-raskende og multistimulerende oplevelser.

 

Bent Lorentzens musik

Bent Lorentzen er en komponist, der i sjælden grad har interesseret sig for samspillet mellem musikken og lytteren, hvad enten denne er en skolepige, der prøver kræfter med ‘lydformning' på bånd - eller en voksen koncertgænger, der skal have optimale betingelser for at opleve ny kompositionsmusik uden at gå i baglås. Humor kan være et skæringspunkt - er det i hvert fald i Lorentzens univers. Humoren findes ofte (eller bliver til) i det punkt, hvor lydens og klangens verden mødes med menneskets oplevelsesverden. Den helt grundlæggende accept af lyden og alt dens væsen deler Lorentzen med den lidt ældre Pelle Gudmundsen-Holmgreen , men Lorentzens musik er uforveksleligt Lorentzensk: man genkender det personlige tonefald i dets mange forskellige fremstrædelsesformer.

Hans musik karakteriseres i mange kilder som "sonisk", hvormed menes at den har selve lyden og den klangligt-stoflige oplevelse i centrum. Det er da også rigtigt, at Lorentzen vedkender sig en elementær, i bedste forstand barnlig fascination af lyd og klang, og han- viger ikke tilbage for at benytte bevidst ‘platte' lyde (f.eks. båthorn, maverumlen og prutten i operaen Den stundesløse). Dette engagement i lyden-i-sig selv er tilsyneladende sjældent i ny musik (og slet ikke identisk med den europæiske efterkrigs-avantgardes æstetiske søgen efter "unerhörte Klänge"). Lorentzens udgangspunkt er lydens rolle og høresansens helt basale funktion i menneskets artshistorie: høresansens funktion var (og er til dels stadig), at mennesket med udgangspunkt i en lyd kan bestemme, hvad det er, det hører (noget venligt eller fjendtligt, kendt eller ukendt), og hvor det er (tæt på eller fjernt: skal jeg blive eller flygte). - Lyden og klangen udfolder sig specifikt i rum og tid, og øret har en fantastisk evne til at differentiere og bearbejde lydindtryk. At arbejde kunstnerisk med lyden-i-sig-selv er at bygge på lytterens basale skelneevne og de psykologiske reaktioner, lyd kan fremkalde. Lydene indgår intuitivt i såvel universelle som personligt-idiosynkratiske reaktionsmønstre hos lytteren og bliver dermed til et både psykologisk og æstetisk påvirkningsmiddel. Lyd kan være katalysator for mange slags associationer og fremkalde en bred vifte af "lydbilleder". Biproduktet humor opstår dér, hvor det nøje planlagte (‘scenograferede') lydbillede møder lytterens forventninger på en helt uventet måde.

Lorentzens viden om og uudtømmelige fascination af lyden-i-sig-selv viser sig på utallige måder: han har udforsket menneske-stemmens kolossale udtryksmuligheder, fra sagte hvisken og gestisk talesang til mikromoduleret skønsang (glissandi, vibrato) og kontrolleret skrig (korværkerne og musikdramatikken), og han arbejder intenst med at lokke ny lyd ud af traditionelle instrumenter. Som eksempler kan nævnes blæs på mundstykker, multifoner/Tongemisch (Mambo, Saxofonkvartetten), kvarttoner (solotrom-peten i Regenbogen), anslagsmåder (guitaren i Umbra). Mange eksempler kan høres i de tre koncerter på denne cd.

Når man undersøger Lorentzens inspirationskilder gennem 60'erne og 70'erne, er det iørefaldende, at han har haft kontakt med andre internationale kolleger og strømninger end de gængse i dansk efterkrigsmusik: Wienerskolen (serialismen) og den eksperimenterende elektronmusik var vigtige for ham i 60'erne. Den serielle erfaring: at ikke blot enkelttoner, men alle lyde kan organiseres serielt, var selvfølgelig vigtig for en komponist, der arbejdede med helt grundlæggende lydperception.

Elektronmusikken var et naturligt næste skridt på vejen for denne ‘lyd-tænker', og Lorentzen var blandt de tidligste pionerer inden for dansk elektronmusik, som han også introducerede pædagogisk til et bredere publikum (inkl. skolebørn). Inspirationen fra den polske avantgarde (musikalsk "plakatkunst" - senere Lutoslawskis aleatoriske metode) er tydelig især i værkerne fra 70'erne, men også impressionistisk klangbehandling og ekspressionistisk harmonik er vigtige stiltræk, gerne iblandet en god portion (grotesk) humor. En rejse til Brasilien i 1977 satte tydelige spor mange år fremover, især i den rytmiske appel og den sanselige gestik.

Som en sand grundforsker har Lorentzen analyseret, kombineret, adskilt og samlet sine materialer og objekter på alle tænkelige måder. Men musikoplevelsens sanselige dimension, respekten for publikums ret til selv at definere deres musikoplevelser spiller altid en fremtrædende rolle i Lorentzens univers. Dette ‘manifeste' sociale engagement har også været med til at gøre ham til lidt af en outsider i sin generation.

Hans håndværksmæssige kunnen, eksper-tis-en ift. lyd som psykologisk (asso-ci-a-tions)--generator og en åben, eksperimentel grundholdning placerer ham imidlertid i allerforreste række. Som ægte homo ludens arbejder Lorentzen med en nysgerrig undren parret med konstruktivt talent og solid viden om materialerne - og deres uudtømmelige mulig-heder. Målet er ikke 'realisme', men en ny, (re)konstrueret - dramatiseret - fantasiverden. ‘Uvirkelig realisme' kunne man kalde det. Komponisten har selv talt om "sonisk hyperrealisme". Et menneskeligt grundtræk som kontrasten mellem rolig indadvendt refleksion (kreativ dagdrøm) og hektisk udadvendt aktivitet (hørbar manifestation) gestaltes musikalsk i en lang række værker. Lorentzen tør gå til yderligerheder: lade tiden (klangen) stå næsten stille, som lange 'linjer' eller flader - og slå gækken løs i inciterende rytmer, kroma-tiske 'kurver', og mere eller mindre platte lydeffekter.

Siden slutningen af 70'erne har en stor del af komponistens værker opereret med en polarisering af - eller komplementaritet mellem - vilde, rytmisk dominerede afsnit og rolige, ‘wagnerske' klangfladeafsnit, hvor en særlig kromatisk, genreneutral harmonisk teknik foldes ud: eksempler i stort format er operaen Stalten Mette og oratoriet Genesis. De tre koncerter på denne cd viser nogle af de nævnte træk - og tilføjer nye facetter til billedet af en komponist, som hører til de mest originale i Danmark.

 

Koncerten som genre hos Lorentzen

Koncerten er en genre, som er rigt repræsenteret i Bent Lorentzens værkkatalog. I alt 7 er det blevet til i en periode over godt 20 år - nogle af dem i flere versioner. Det er ikke mindst genrens dramatiske og dramaturgiske muligheder, der tiltaler komponisten. Selve begrebet ‘koncert' har flere betydninger op gennem historien: de latinske begreber ‘conserere' og ‘consertare' betyder henholdsvis ‘at forbinde' og ‘at strides eller disputere', mens det italienske ‘concertare' betyder ‘at forene'. ‘Koncert' kan også forstås som et neutralt begreb: det angiver et orkesterværk med en eller flere solister, med stor forskel mellem satserne, både i tempo og karakter (f.eks. hurtig vs. langsom, munter vs. sørg-modig, udadvendt vs. indadvendt).

Alle de nævnte betydninger og karakteristikker giver mening i forhold til Lorentzens koncerter, som ofte er både morsomme og spidsfindige ‘disputter' eller ‘stridsanliggender' - mellem solist og orkester eller mellem flere solister.

I modsætning til symfonien har koncerten som genre overlevet det 20. århundredes modernisme uden problemer. Det skyldes dels, at dygtige musikere altid gerne har villet have nye udfordringer, dels at publikum altid har syntes godt om formen - og endelig har koncerten som ‘form' aldrig været snævert defineret. Og så må vi jo ikke glemme det dramatiske element, forståelsen af solo-ensemble-forholdet som "en dramatisk relation, hvor parterne repræsenterer og udtrykker ‘karakterer', der er involveret i rolig dialog, voldsomt skænderi eller uafhængig udvikling" (Grove Music Online).

Disse dramatiske elementer tiltaler selvfølgelig en komponist som Lorentzen, der har brugt mange år af sit liv på at udforske musikdramatik og instrumentalteater i teori og praksis.

Et andet for Lorentzen tiltrækkende aspekt ved solokoncerten er, at den giver ham anledning til tæt samarbejde med solisten i kompositionsfasen. For én ting er, hvad komponisten kan finde på melodisk, harmonisk, rytmisk, satsteknisk og formmæssigt. En anden ting er den klangverden, instrumentet i sig selv muliggør, og som solisten er ekspert i. Faktisk er alle de instrumenter, Lorentzen har skrevet koncerter for, standardinstrumenter, som allerede er blevet betænkt med et større eller mindre antal koncerter af afdøde og nulevende komponister. Vi bilder os som lyttere ind, at vi kender "lyden af" en klaver- eller en hornkoncert. Men når Lorentzen i samarbejde med en musiker i topklasse har gennemanalyseret instrumentet og dets klanglige - eller rettere: lydlige - potentialer, afdækkes der helt sikkert nye og anderledes oplevelsesmuligheder. Klaveret kan f.eks. ‘angribes' som et slagtøjsinstrument - eller som et strengeinstrument, der kan knipses, gnides eller anslås med køller. Det moderne horn gemmer under sin veltempererede overflade og ventilteknik det oprindelige naturhorn med naturens egen overtonerække, og alle messingblæser-instrumenter kan spilles med forskellige typer dæmpere, ligesom mundstykkerne kan fungere musikalsk uden resten af instrumentet.

De tre koncerter på denne cd er tilsammen et overflødighedshorn af lydindtryk, også frembragt af andre instrumenter end de solistiske. Vi må f.eks. ikke glemme slagtøjet, som næsten altid spiller en vigtig rolle i de Lorentzenske lydhændelser eller -fortællinger, uanset genre. Samlet set/hørt opstår der en uhyre rig variation af oplevelsesmuligheder. Man spørger sig selv som lytter: Hvad er det - hvor kommer det fra - hvad vil det mig? Svaret er ikke entydigt. Svaret blæser i - instrumenterne.

Selvom de tre koncerter er meget forskellige, kan der også peges nogle fællestræk:

1. Det udadvendt dramatiske og det indadvendt meditative er polariteter, som træffes i alle tre værker. 2. Den lydligt-klanglige bredde og variation, som ikke er begrænset til eksperimenterne med soloinstrumenterne. 3. Wagner-referencerne: Lorentzens specielle brug af de forstørrede eller formindskede treklange og firklange, som vi kender bedst fra Wagners kromatiske harmonik, og samme Wagners kromatiske melodiføring. For lyttere, der bruger partiturer kan man tilføje nogle mere ‘grafiske' fællestræk: brugen af senza misura-notation, altså afsnit uden fast metrum eller taktart, og af grafisk angivne temporelationer.

Man kunne tro, at de lejlighedsvist tydelige referencer til Wagner, Monteverdi og andre komponister ville sætte semantiske associationer i gang hos lytteren. Det gør de nu sjældent - i hvert fald hos denne lytter. For når en mulig semantisk reference melder sig, punkteres den næsten samtidig. Wagner-referencerne kan tjene som eksempel: Motivcitater kan godt identificeres, og det kromatiske ‘forskydningssystem', hvor en halvtonesænkning i en enkelt stemme ændrer harmonikken næsten totalt, har bestemt rod i Wagners musik. Men: den særlige firklang, der kendes som "Tristan-akkorden" eller "Forbandelses-akkorden" skal ikke henlede opmærksomheden på tematikken i Nibelungens ring eller Tristan og Isolde - den tjener nærmest som et akustisk spørgsmåltegn, evt. udråbstegn: for dem, der ikke kender motivet, lyder det bare ‘bekendt' og interessevækkende; for dem, der kender det, virker referencen interessevækkende og måske provokerende: hvor vil komponisten hen med anvendelsen af dette musikalske arvegods? Svaret er som regel, at Lorentzen vil gennemlyse en motividé på sin helt egen konstruktive og systematiske måde, og så betyder det mindre, hvor idéen kommer fra.

 

Klaverkoncerten

Med symfoniorkesterversionen af denne koncert vandt Lorentzen 1. pris i kompositionskonkurrencen Vienna Modern -Masters 1991. Den her indspillede version er for sinfonietta og klaver (2002). Mange af de anvendte klaver-teknikker har deres baggrund i de tidlige soloklaverstykker (Dacapo 8.224246): den minimalistiske modul-tænkning og ikke mindst udforskningen af klaverets soundscape, også rent fysisk og akustisk: vi hører klaveret som syngende melodi-instrument, som slagtøjs-instrument - og som en nærmest ukendt klangkilde.

 

1. Tranquillo - Molto agitato

Tæppet går op - i form af to vidt udspundne og højt opbyggede akkorder i hele orkestret plus soloklaveret. Herefter tilføjes et rytmisk element i form af et tom-tom-ostinat. Det spilles imidlertid pianissimo, og det rytmiske element opleves som uroligt, måske endda foruroligende, idet strygere og blæsere fortsat spiller udholdte akkorder. Soloklaveret holder sig til nogle begrænsede motiv-elementer: femtone-motiver, hvor venstre og højre hånd er stærkt polariserede, tostemmige kromatiske løb og arpeggios. I molto agitato-afsnittet træder brugen af klaveret som slagtøjsinstrument frem. Tonematerialet er maj7-akkorder, som forskydes kromatisk nedad i en rytmisk kompleks dialog mellem højre og venstre hånd. En klarinet deltager i den rytmiske flugt, også med den store septim som styrende interval. Motivet fortættes i nogle cluster--akkorder i klaveret, før hele orkestret sætter ind, rytmisk unisont, men stadig i septim--akkordblokke, igen med tom-tom-ostinatet som baggrund. Satsen slutter åbent, med soloklaverets udklingen i pianissimo.

 

2. Misterioso

Den lange og langsomme andensats er uden fast metrum. Teksturen er gennemgående tynd, med kun få spillere i aktion på samme tid. Klaveret spiller ofte i unisone oktaver, langsomt kredsende motiver med små intervaller og uden tonalt fokus. Til den mystiske stemning bidrager i høj grad de to slagtøjsspillere, som med mange forskellige typer glissandi - rørklokker i vand, sirener m.m. - understreger den nærmest surrealistiske ‘undervandsstemning'. Andre instrumenter bidrager også til det fremmedartede lydunivers med special-effekter - f.eks. hvisken i mundstykker, fingerslag mod strenge, vejrtrækning under toneproduktion og meget langsomme glissandi. Et af de få melodiske motiver, som skiller sig ud, er oboens atonale solo lige før satsens slutning. Et tolvtonemotiv? Nej, der er kun 11 af den kromatiske skalas tolv toner med ...

 

3. Grottésco

Klaverets rolle skifter igen i denne sats. Den åbnes med et kromatisk cakewalk-tema i klaveret - højre og venstre hånd spejler hinanden melodisk med meget stor oktav-afstand. Dette energiske, kontrastrige tema, anført af klaveret, viser sig at være en ritornel, som afløses af groteske solo-episoder, den første for klarinetmundstykke (!), den anden for elektrisk forstærket kontrabas (med særlig vægt på anslagene), den tredje for basun med ‘wawa'-dæmper. Satsen er et orgie i skiftende klangverdener og fremmedartede lydlandskaber.

 

4. Ben ritmico

Finalen er et rytmisk, swingende festfyrværkeri med sydamerikansk inspiration. Satsen åbner med inciterende percussion-polyrytmer, og klaveret kaster prøvende nogle akkorder ind i den rytmiske strøm, før hovedtemaet præsenteres. Dette tema er først og fremmest baseret på den rytmiske kontrast mellem ottendedels-løb i tredelt takt og blokakkorder i firdelt takt. Orkestret træder ind i forløbet med et fanfareagtigt motiv, som annoncerer en ‘duet' mellem pauker og dybe messing-blæsere, -stadig i vek-slende, swingende taktarter. Klaveret afløser messingblæserne, hvorefter paukerne vender tilbage, nu kombineret med orkestrets fanfaremotiv. En lang passage kun for pauker og slagtøj munder ud i klaverets solo-kadence, og satsen slutter i forhøjet tempo med hoved-temaet for fuldt orkester, efterfulgt af en -kanon for to kromatisk nedadgående skala-forløb, med klaveret skiftevist i med- og modspil.

 

Italiensk koncert

Koncerten er skrevet for soloinstrumenterne trompet og basun og (i den her indspillede version) sinfonietta (15 solistisk besatte orkester-stemmer). Den er blevet til i et sam-arbejde mellem komponisten og indspilningens to solister: Martin Schuster (som også uropførte Lorentzens trompetkoncert Regenbogen, Dacapo DCCD 9314) og Niels-Ole Bo Johansen (som har uropført og medvirket i en lang række Lorentzen-kompositioner for solo-basun m/u electronica, basun og orgel m.m.).

Dobbeltkoncerten er disponeret i 5 -satser: Preludio - Allemanda - Adagio-Allegro - Sarabanda - Giga. Lorentzen har altså taget udgangspunkt i den traditionelle barokke suiteform, som består af stiliserede dansesatser. Hvis man tager udgangspunkt i oplevelse af koncerten som ét sammenhængende forløb, virker ‘dansene' mere som genkendelige gestalter, der dukker frem af en stor lyd- eller klang‘sky', indrammet af slagtøjets præludium og mellemspil. Og det viser sig, at de gode gamle satsbetegnelser dækker over mere nutidige danse- eller bevægelsesformer.

Solisterne fremtræder det meste af tiden meget klart i scenens/lydbilledets forgrund.

 

1. Preludio

Præludiet åbner med percussion-bulder og messingfanfarer og -triller, som kan lede tanken hen på Monteverdi. Karakteren er nærmest højtidelig - der kaldes på lytterens opmærksomhed. Så følger koncertens første ‘dans' - eller ‘bevægelsesform', for der er nærmest tale om et ‘ridt'. Motivet i denne hurtige satsdel stammer nemlig umiskendeligt fra Wagners "Valkyrieridt". Der er imidlertid ikke tale om egentlig citat- eller meta-musik, for Lorentzen lægger ikke op til, at vi skal tænke nyt om valkyriernes omgang med afdøde helte. Han leger musikalsk med selve fanfaremotivet, her treklangsbrydningerne, som er en grundbestanddel i den musikalske signalgivnings historie. Vi hører en lang serie fanfarer, anført på skift af de to soloinstrumenter, opadgående såvel som nedadgående, over dur-, mol- og forstørrede treklange, med udgangspunkt i de fleste af den kromatiske skalas 12 toner. Satsen slutter, som den begynder - men i spejlform: først messingfanfarer (med stryger- og træblæser‘tæpper' som baggrund), før pauker og trommer runder af.

 

2. Allemanda

Allemanda var oprindelig betegnelsen for en rolig tysk pardans i lige taktart, efterfulgt af en livligere til samme musik i tredelt takt (tripla). I suitens stiliserede form blev det til en sats i lige taktart (4/4) ofte indledt med optakt og struktureret med to repriser. Og sådan er det faktisk også hos Lorentzen. "Optakten" er en dialog for "talking brass": trompet og basun spilles med dæmpere, som åbnes og lukkes, og så lyder soloinstrumenterne nærmest som to mennesker i intim samtale - hørt lidt på afstand. En effekt, som også findes i Comics, hvor trompeten med dæmper optræder som en stemme i en telefonsamtale. Dialogen fører naturligt de to solister ud på dansegulvet i en jazzklub, hvor de udfolder sig i tætte synkoperede bevægelser.

 

3. Adagio-Allegro

Som tredje sats i den barokke suite står normalt en Courante - en pardans i tredelt takt. Denne dans var karakteristisk ved sine "glidende tå-bevægelser", og faktisk er "glissando"-effekter (glidende nedad- og opadgående halvtonebevægelser) et grundelement i satsens adagio-del. Både solisterne og strygerne anvender glissandi, og der opstår en nærmest ‘skæv' stemning, som i allegro-delen afløses af en løssluppen "Cakewalk" med de to solister i tæt imitation. Denne modedans fra begyndelsen af det 20. århundrede kombinerer synkoperede rytmer med march - det er muntert og uforpligtende. Træblæserne imiterer stumper af cakewalk-rytmen, mens strygerne fastholder de mere pompøse septim-fanfarer fra allegro-delens åbning.

 

4. Sarabanda

Sarabanda'en var baroksuitens langsomme, gravitetiske sats - en scenisk dans præget af improvisation, affekter og sammensatte trin, ofte noteret i tredelt takt. Nogle af disse træk genkomponerer Lorentzen: solisterne smyger sig om hinanden i en tæt "kvarttone-duet". Det meste af tiden kredser de, som katte om varm grød, om en centraltone, men som kontrast er der også et afsnit med et motiv bestående af et oktavspring efterfulgt af en opadgående skalabevægelse. Via en kort "trio" for pauker, tom-toms + bækken og klaver fortsætter 4. sats direkte over i 5.

 

5. Giga

Baroksuiten sluttede med en hurtig Giga: en fransk springdans (hof- og teaterdans, ofte for et par), som regel i 6/4 eller 6/8. I Lorentzens Giga bevæger solisterne sig i 6/8, mens orkestret slører taktarten med diminutionskanon i strygerne. Satsens hovedtema er et ‘barokt', melodisk trinvist skalaløb over to oktaver. Solotrompetens løb er næsten altid lidt længere end basunens, uanset hvilket af instrumenterne der indleder en motivsekvens. Det tonale centrum ændres nogle gange, og slagtøjet (klaver, tom-toms og pauker) kommer ind med 3 kontrasterende episoder. Solisterne blæser nogle afsluttende fanfarer, før orkestret lukker koncerten med et effekt-fuldt crescendo.

 

Jagtkoncerten

Koncerten er skrevet for det moderne koncerthorn, obo, gevær og strygere. Titlen og den specielle instrumentation har bl.a. denne baggrund: Lorentzen fik et særligt forhold til hornet som et brugsinstrument for jægere, da han som kunstnerisk leder af Ebeltoft Festival (1990-93) indledte et samarbejde med Frijsen-borg Jagthornblæsere. Hornblæserne uropførte flere nykomponerede jagthorn-signaler i bakkerne omkring Ebeltoft. Geværskud og hundeglam indgik som naturlige elementer i disse udendørs kompositioner. Lorentzen blev meget interesseret i hornet som signalgiver og stemningsskaber.

Jagtsignaler spillet på horn har en lang tradition i Europa. Sådanne signaler er beskrevet i litteraturen så tidligt som det 13. og 14. århundrede. Det jagthorn, vi kender i dag, går tilbage til Solkongens hof i anden halvdel af det 17. århundrede, og det var Solkongens jagtmester Dampierre, som komponerede grundmodellerne til de signaler, der stadig bruges i forskellige etaper af jagten, til at give information eller instruktion - eller til at udtrykke jubel. En anden af Ludvig XIV's ansatte, Philidor, transskriberede i 1705 jagtsignaler som ‘første appel', ‘til hundene', ‘fanfaren', ‘retræten' osv. De fleste er i tredelt eller sammensat tredelt takt (tre, seks eller ni ottendedele) med f.eks. prægnante melodiske motiver i form af treklangsbrydninger, frembragt med forskellige artikulationsteknikker. Signaler (til jægerne, klapperne eller hundene) er én kategori, fanfarer en anden.

Mange romantiske komponister har udnyttet koncerthornets associationer til jagt, f.eks. Beethoven, Rossini, Weber, Wagner og Mahler. Chiamata er den musikalske betegnelser for et monofont trompet- eller hornkald eller en imitation af samme i andre instrumenter. De optræder allerede i barokken i musikalske kompositioner, ofte som arpeggios, melodisk stigende eller faldende, f.eks. i Bachs Branden-burg-koncert nr. 1. I det 20. århundrede udvikledes en lang række spilleteknikker, hvoraf de fleste også findes i Lorentzens Jagtkoncert: ekko- og glissandoeffekter, tungevibrato, brugen af dæmpere og dæmpning med hånden m.m. En helt speciel effekt opnår Lorentzen ved at anvende hornets naturlige overtoner som mikrotoner/-intervaller, der kan kombineres med de veltempererede toner. En lignende, om end meget mere begrænset, brug af hornets naturtoner kendes fra Brittens Serenade for tenor, horn og strygere.

 

1. sats

Hornsolisten åbner koncerten med en heroisk fanfare (med hilsen til Strauss' Till Eulenspiegel), som afbrydes af nogle geværskud - scenen er sat: vi er på jagt. En mere pastoral tone anslås i en dialog med solo-oboen over et strygertæppe: der er vist også fugle i denne skov. Satsens hoveddel er en 9/8 allegro, hvor hornet formulerer sig i flotte fanfarer, som oboen svarer på. Materialet er treklangsbrydninger a la Wagners "Valkyrieridt", og satsen er således en ‘landlig fætter' til 1. sats af Italiensk koncert. Satsen slutter i en meget speciel klangverden, frembragt af strygerne med flageolet-glissandi.

 

2. sats

Satsbetegnelsen er Misterioso, og det er meget dækkende for en musik, der bekender kulør fra starten med lyden af Wagners berømte Tristan-akkord. Hornet spiller udkomponerede trille-accelerandi, mens oboen svarer med de spændingsfyldte firklange i arpeggio-vifter. Hornets fanfarer (m/u dæmper) skaber en ‘nattestemning' beslægtet med 2. akt af Tristan og Isolde. Solohornet slippes for alvor løs i en kadence, hvor de naturlige overtoner bogstaveligt talt understreger ‘naturstemningen'. Et længere mellemspil med fredelig fuglekvidren følger, før strygerne sætter punktum på samme måde som i 1. sats.

 

3. sats

Det vilde jagtridt genoptages i en 9/8 allegro, beslægtet med 1. sats. Strygerne flintrer af sted i treklangsbrydninger. Hornet spiller en lang række signaler (med kvart-, kvint- og oktavintervaller som de dominerende), som ‘besvares' af oboen. Det går over stok og sten, før ‘byttet' endelig indhentes, og de dræbende skud falder.

Lars Ole Bonde, 2006

Vær den første til at skrive en anmeldelse


Log in eller opret en brugerkonto for at skrive en anmeldelse
Indspillet i Frichsparken, Århus d. 11. november 2004, 11. – 13. februar og 4. – 5. juni 2005

Producer: Erik Kaltoft
Teknik: Claus Byrith
Grafisk design: Denise Burt, www.elevator-design.dk

Dacapo ønsker at takke Wilhelm Hansen Fonden, Dansk Kapelmesterforening og KODAs midler til sociale og kulturelle formål.

Label: Dacapo

Format: CD

Katalognummer: 8.226516

Stregkode: 636943651629

Udgivelsesdato: April 2006

Periode: 21. århundrede

Booklet i pdf-format tilgængelig for download-kunder

Anmeldelser

Nærværende tre værker - en solokoncert og to dobbeltkoncerter - er et tiltalende møde med en utraditionel og klangtligt grænsesprængende, men samtidig veloplagt lyttevenlig effektmusik.
(Politiken)

The performances are first-rate, the sonics excellent, and...these three works certainly establish Lorentzen as a distinctive, often appealing musical voice.
(Classics Today)

Lorentzen boltrer sig i legen med lyde og overraskende effekter, og de tre værker på denne cd skuffer ikke.
(Dansk Musik Tidsskrift, 08/2006)

Kendere og beundrere af Bent Lorentzen går ikke galt i byen
(Musikeren, 09/2006)

Musikken er ørevenlig og spændende, velskrevet og lettilgængelig. Man kan roligt holde sig til"
(High Fidelity)

Wir haben es mit drei sehr gutgemachten Kompositionen zu tun, die beim Hörer wirkliche Freude aufkommen lassen. Die Solisten sind ohne Ausnahme hervorragend und auch die Aarhus Sinfonietta spielt mit dem notwendigen Klangpotential.
(Pizzicato, 3/2007)


A CC Music Store Solution