English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Anders Koppel

Double Triple Koppel


Henrik Vagn Christensen, dirigent
Eugene Hye-Knudsen, cello
Benjamin Koppel, saxofon
Odense Symfoniorkester, ensemble
Michala Petri, blokfløjte
Tine Rehling, harpe

Anders Koppel, komponist

Om:

Den danske komponist Anders Koppels musikalske samarbejde med sin søn, den alsidige saxofonist Benjamin Koppel, danner baggrunden for disse to koncerter med helt unik solistbesætning, som nu udkommer første gang på CD. I dobbeltkoncerten møder Benjamin Koppel den klassiske blokfløjtevirtuos Michala Petri i et forrygende samspil mellem tradition, improvisation og klanglig mangfoldighed, mens trippelkoncerten lader mezzosaxofonens varme lyd indramme af instrumenterne cello og harpe indspillet af solisterne Eugene Hye-Knudsen og Tine Rehling.

 

Køb CD

  $21.30
Download album (MP3)   $9.80
Vælg download-format:
læs om formaterne

Trackliste:

Priser vist i Amerikanske dollars
Concerto for recorder, saxophone and orchestra (2010)
1

I. Allegro moderato

14:07 Play $2.80
2

II. Larghetto

12:42 Play $2.80
3

III. Allegro moderato

12:14 Play $2.80
Triple Concerto for mezzo saxophone, cello, harp and orchestra (2009)
4

I. Allegro

14:17 Play $2.80
5

II. Moderato

23:49 Play $4.90
Total spilletid  77 minutes
DOUBLE TRIPLE KOPPEL 

af Esben Tange

Anders Koppel er i sjælden grad en komponist af sin tid. Med det ene ben solidt plantet i den klassiske europæiske musiktradition og det andet ben i verdensmusikken og den rytmiske musik kan Anders Koppels virke som komponist ses som ét langt vedvarende arbejde med at forene disse kulturer i et nutidigt tonesprog. Det har resulteret i en lang række originale og vidtspændende værker, der alle er præget af en særlig evne til at kommunikere følelser og energi stærkt og ligetil mellem musikere og publikum.

Som søn af komponisten og pianisten Herman D. Koppel (1908-98) voksede Anders Koppel op i et musikalsk miljø, og som barn og helt ung spillede han klaver og klarinet og fik tidligt et indgående kendskab til partiturlæsning og instrumentering. Samtidig tog Anders Koppel aktivt del i de musikalske eksperimenter, som var en del af 1960’ernes og 70’ernes ungdomsoprør. I årene 1967-74 var han som organist og tekstforfatter et af de bærende medlemmer i rockgruppen Savage Rose, der var blandt de mest fremtrædende og nyskabende på den danske rockscene. Efter at Anders Koppel i 1974 trådte ud af Savage Rose har han i stigende grad fordybet sig i skabelsen af ny kompositionsmusik.

Sideløbende med arbejdet som komponist har Anders Koppel været aktiv musiker i blandt andet gruppen Bazaar, hvor han i mere end 35 år dyrkede et unikt udtryk præget af improvisation, balkanmusik og Anders Koppels egne kompositioner. Siden 1996 har han også spillet sammen med sønnen, saxofonisten Benjamin Koppel i bl.a. orkestret Koppel & Søn, samt indgået i et duo-samarbejde med den amerikanske pianist og komponist Kenny Werner. Erfaringerne som scenekunstner minder til stadighed Anders Koppel om vigtigheden af at gøre musikken vedkommende for publikum, og det har resulteret i en egen musik, der i særlig grad er udadvendt og medrivende. Frem for at dyrke en særlig kompositorisk teknik har Anders Koppels musik ofte en udogmatisk strømmende karakter baseret på en klassisk tonalitetsopfattelse og på det enkelte instruments naturlige udtryksmåde. Dertil kommer, at Anders Koppel har komponeret musik til omkring 200 film, teaterforestillinger og balletter, hvilket har været med til at skærpe hans musikalske vokabularium, der foruden de klassiske former også indbefatter et nært kendskab til og kærlighed til latinamerikanske stilarter som tango, samba og cubansk musik.

Det høres allerede i debutværket for klassisk besætning: en klaverkvintet fra 1982, hvori der indgår en tango. Det egentlige gennembrud som komponist af koncertmusik fulgte i 1990 med Toccata for Vibrafon og Marimba, der er virtuos og teknisk udfordrende musik, som veksler med drømmende passager af fortryllende skønhed. Her har Anders Koppel fundet en egen stil, der både giver de udøvende musikere mulighed for at skabe performance på højeste niveau, og som appellerer direkte til publikum. Disse kvaliteter har Anders Koppel siden sublimeret i godt 30 koncerter for solist og orkester, hvor den umiddelbare identifikation med solisten ofte tilføjes en fantastisk dimension, og hvor der er knyttet både intime menneskelige følelser og overnaturlig kraft og lidenskab til den centrale instrumentalist.

Blandt koncerterne spiller de i alt 4 koncerter for marimba og orkester (Dacapo 6.220595) en særlig rolle. Allerede med Koncert nr. 1 for Marimba og Orkester (1995) skrev Anders Koppel sig ind i marimba-litteraturens kanon, da han i kraft af en virtuos leg mellem den letbevægelige marimba og et imposant klingende klassisk symfoniorkester har skabt en koncert, der i dag er uomgængelig for unge solistisk begavede slagtøjsspillere, og som er blevet opført mere end 300 gange. Og i Koncert nr. 4 for marimba og orkester (2005), der er skrevet i anledning af 250 året for Mozarts fødsel og har undertitlen “Til det forgængeliges ihukommelse”, er blandt andet ­Mozarts Rondo alla Turca flettet ind i den virtuose marimbastemme. Netop dette tyrkisk inspirerede stykke af Mozart er særligt velvalgt, da det vidner om Anders Koppels stærke tro på, at musik – og vores kultur som sådan – befrugtes af mødet mellem forskellige traditioner.

Anders Koppels sans for at fordybe sig i det enkelte instruments natur og finde nye udtryksmåder, som bryder vante forestillinger, har ført til en række koncerter for instrumenter, som sjældent får lov til at optræde solistisk. Det er blandt andet tilfældet i Variationer for basbasun og orkester (1997), Koncert for tuba and orkester (2003), akkordeonkoncerten Concerto Piccolo (2009) og senest i Koncert for Alufon og Orkester (1913), hvor Anders Koppel som den første komponist udfolder nogle af de rige klanglige muligheder, der ligger i samspillet mellem den klokkelignende Alufon og symfoniorkestret. Seneste skud på stammen af solokoncerter er en fløjtekoncert Andorinha (Svalen), Koncert for Violin, Saxofon og Orkester, der uropførtes af den canadiske violinist Karen Gomyo og sønnen Benjamin i Musikkens Hus i Aalborg i efteråret 2014, samt en fagotkoncert bestilt i anledningen af Carl Nielsens 150 år i 2015.

 

Saxofonkoncerter

Saxofonen er det soloinstrument, Anders Koppel oftest har komponeret koncerter for. I kraft af sin usædvanlig store klanglige og dynamiske spændvidde er saxofonen ideel til at formidle Anders Koppels ekspansive musikalske sprog. Saxofonens klang kan moduleres fra det mest forfinede og gennemsigtige til det ligefrem aggressive og rå. Begge yderpunkter er repræsenteret i Anders Koppels musikalske æstetik. Og ligesom saxofonen ejer en særlig evne til at bevæge sig frit mellem den klassiske og rytmiske tradition, formår Anders Koppel at finde nye musikalske veje i mødet mellem de traditionelle genrer.

En anden væsentlig forklaring på saxofonens fremtrædende plads i værkrækken er det tætte kunstneriske samarbejde med sønnen Benjamin Koppel, der er en af tidens mest vidtspændende saxofonister, og som har en usædvanlig evne til at veksle mellem virtuose passager i stramt komponerede forløb og originalt fabulerende improvisationer. Netop disse kvaliteter efterspørges i rigt mål i bl.a. Koncert for saxofon og orkester (1992), Koncert nr. 2 for saxofon og orkester (2003) (begge koncerter er indspillet på Dacapo 8.226036), Koncert for saxofon, klaver og orkester (2006) (Dacapo 8.226055), Tripelkoncert for mezzosaxofon, cello, harpe og orkester (2009) og Koncert for blokfløjte, saxofon og orkester (2010).

Allerede i den første saxofonkoncert gør Anders Koppel rig brug af symfoniorkestrets store klangpalet. Foruden stærkt inciterende rytmiske afsnit påvirket af både rock og Bach-inspireret fugato er koncerten præget af magiske nattestemninger, hvor celeste og den dybt klingende altfløjte forenes med sarte strygeklange. I alle disse koncerter indgår der afsnit, hvor der – for saxofonens vedkommende – er lagt op til improvisationer. Derved bygger Anders Koppel bro til tidligere tiders praksis, hvor egentlige improviserede passager var en integreret del af koncertformen.

 

Koncert for blokfløjte, saxofon og orkester (2010)

I dobbeltkoncerten for blokfløjte og saxofon, der er tilegnet og uropført af Michala Petri og Benjamin Koppel, har Anders Koppel skabt et forrygende møde mellem to instrumenter, der sjældent er i nærkontakt, men som viser sig at supplere hinanden glimrende. Blokfløjten, der er repræsenteret af både sopranino, sopran, alt, tenor og basfløjte, skaber med sin slanke træ­agtige tonekvalitet et godt modspil til den bredere klingende altsaxofon, der byder sig til med sin varme messingfavn. Og i kraft af begge instrumenters rapfodede natur er de trods deres klanglige forskelligheder i stand til at svare igen på en ligeværdig måde på de tilnærmelser og udfordringer, de hver især stikker ud til hinanden undervejs i koncerten.

Den rytmiske energi i første sats begyndelse er slående. Et synkoperet motiv i strygerne skaber sammen med kraftfulde indsatser fra orkestrets stort besatte messingblæsergruppe en ophobning af energi, der får det klassiske symfoniorkester til at springe ud som et frådende swingende bigband. De rytmiske forskydninger, der gentages igen og igen, har karakter af fødsels­veer og resulterer i at de to soloinstrumenter kastes hovedkuls ind i et intenst musikalsk ridt, hvor ikke mindst den spidst klingende sopranino fungerer som rytmisk motor og giver mindelser om barokkens concerto grosso – men her realiseret i en moderne rytmisk verden.

Undervejs i de indlagte kadencer indtræder der en form for time out, hvor satsens fremadskridende logik midlertidigt suspenderes til fordel for en mere fri improviseret dialog, og som giver Michala Petri og Benjamin Koppel anledning til at tilføre koncerten yderligere fantastik.

I den langsomme anden sats er der også forbindelse til barokken, da satsen er formet som en passacaglia, hvor det samme tema gentages igen og igen i orkestrets forskellige grupper. Passacagliaens uafvendelige natur tilfører koncerten en skæbnesvanger alvorstone, som skaber en stemningsmættet baggrund for de to solisters fortsatte parløb, der bl.a. byder på en såkaldt chase – en indbyrdes jagt, der ellers oftest opleves i jazzmusik. Mod slutningen af satsen er det dog, som om de musikalske karakterer atter sættes fri, da musikken bevæger sig ind i en uskyldsren eventyrverden, hvor saxofonen, den mørke basfløjte og det lyst glimtende klokkespil lader enkle gentagne figurer falde fra himlen som blade fra træerne en stille kold efterårsdag.

I sidste sats er energiniveauet igen ekstremt højt. Med toner affyret med en kraft, som var det en geværsalve, sætter sopranblokfløjten scenen for endnu et intenst musikalsk ridt, og med en eksotisk krydret harmonik fortættes udtrykket yderligere. Efter et roligere mellemafsnit, hvor anden sats’ passacaglia-tema er med til at skabe en stemning af ulmende mystik, mobiliseres der igen store orkesterkræfter mod slutningen, hvor bl.a. dramatisk faldende messingblæser-motiver fører til desperate luftture for ikke mindst den højtflyvende sopranino. Desto mere forsonende er den afdæmpede slutning, hvor musikken så at sige falder i hak med gentagelser af de samme musikalske elementer, inden en spagfærdig pauketrille gyder en sidste olie over det tidligere så oprørte hav.

 

Tripelkoncert for mezzosaxofon, cello, harpe og orkester (2009)

I tripelkoncerten for den helt unikke besætning saxofon, cello og harpe præsenteres mezzo­saxofonen for første gang i en sammenhæng med stort orkester – efter at Anders Koppel i Kvintet for mezzosaxofon og strygekvartet (2008) (Dacapo 6.220566) gav instrumentet dets debut i en klassisk sammenhæng. Mezzosaxofonen, der er udviklet af den danske instrumentbygger Peter Jessen, matcher med sine lyriske kvaliteter og sin fløjlsagtige klang i særlig grad celloen og harpen, der begge er instrumenter tilhørende en mildere zone. Efter en kort intro for fuldt orkester præsenteres det intime hovedtema, der med gentagelser af det samme motiv i harpen og katteagtigt faldende glissandoer i celloen slåes en naivistisk indadvendt tone an, der er kendetegnende for hele koncerten. Selv om de tre solister af og til spilles ud mod hinanden som antagonister i et drama, er den store førstesats domineret af harmonisk musik, der hviler i sig selv, og hvor det især er udfoldelsen af særlige klanglige detaljer, som er i fokus. F.eks. giver en række sølvglitrende akkorder i celeste og pizzikerede stryger­stemmer frem mod slutningen mindelser om nogle af de klanglige finesser, Richard Strauss’ musik er rig på.

Koncentrationen om musikkens iboende kræfter forstærkes og uddybes i anden sats, der er præget af stor enkelhed, og hvor et opadstigende tema i celloen rejser sig mod himlen og signalerer en sfærisk dimension, som udfoldes yderligere, da en inderligt fabulerende arie i saxofonen folder sig ud over et ostinat i 2. violinerne samt senere i cello og harpe. Siden åbner et længere minimalistisk afsnit op for en drømmende tilstand, hvor den sædvanlige fremadskridende tidsfornemmelse suspenderes til fordel for en meditation over enkle musikalske gestalter, der gentages igen og igen.

Det klassiske symfoniorkester bruges her først og fremmest til at farvelægge de enkelte afsnit, og dermed fremstår tripelkoncerten som en modpol til den i høj grad udadvendte og dynamisk fremadskridende dobbeltkoncert for blokfløjte og altsaxofon. Tripelkoncerten er i stedet præget af metamorfose-teknik, hvor de samme temaer vender tilbage, men i gradvis ændret form – som et kalejdoskop, der til stadighed afslører nye dimensioner af en verden, der synes velkendt.

De to koncerter, der er skrevet inden for et år, er, til trods for at saxofonen går igen som soloinstrument i begge koncerter, væsensforskellige. Og netop i kraft af dette kompletterer de to koncerter hinanden. Hvor tripelkoncerten i kraft af sin stadige fordybelse i det samme materiale er præget af indblik og en løbende udfoldelse af nye nuancer, er dobbeltkoncerten præget af skiftevis konfrontation og dialog med en standende eventyrlyst som musikalsk drivkraft.

Esben Tange er cand.mag., redaktør i DR P2 og kunstnerisk leder af Rued Langgaard Festival.

 

Petri og Koppel mødes for første gang på CD
12 May 2015
Anders Koppel og Michala Petri har kendt hinanden siden barndommen, men først nu er de to fælles om en CD-indspilning - bundet sammen af Anders' søn Benjamin.

Vær den første til at skrive en anmeldelse


Log in eller opret en brugerkonto for at skrive en anmeldelse

Label: Dacapo

Format: SACD

Katalognummer: 6.220633

Stregkode: 747313163366

Udgivelsesdato: May 2015

Periode: 21. århundrede

Booklet i pdf-format tilgængelig for download-kunder

Anmeldelser

American Record Guide
"The Concerto for Mezzo Saxophone, Cello, and Harp has some very stunning moments. The cello tends to recede into the background, but the harp makes the orchestral fabric very interesting. The quiet part of the first movement’s coda is utterly captivating; the sax mostly takes the jazzy lead and the orchestra adds deftly scored sighs, but it’s that harp, that harp! Indescribable! I could live without the final flourishes, but this movement on its own would make a fine showpiece."
Fanfare
"This is music of remarkable creativity and power, a welcome respite from all the slick, historically informed, and bloodless performances/recordings of the older classics that seem to be produced by the truckload nowadays. Highly recommended."
Læs mere >>
Gramophone
"Few present-day composers can rival Anders Koppel"
Læs mere >>
WholeNote
"The way Koppel combines instruments is truly unusual and extremely well handled. Even after repeated listening I am surprised to realize which instruments are creating the sounds and how well he blurs the lines between even such disparate voices as the recorder and the saxophone. Well worth investigating for yourself."
Læs mere >>
MusicWeb International
"…fantastic combination of Michala Petri’s delicate recorder and Benjamin Koppel’s fruit and smoke jazz-coloured saxophone. This addition to a growing discography is superbly recorded and presented, and is another of those accessible and rewarding programmes of new music which should encourage more of us to cast our nets ever wider."
Læs mere >>
Pizzicato
"Der dänische Komponist Anders Koppel steht mit dem Konzert für Blockflöte, Saxophon & Orchester sowie dem Konzert für Saxophon, Cello, Harfe & Orchester (Doppel-und Tripelkonzert) auf dem Programm einer CD von Dacapo. Die meist verspielt-virtuose Musik wird von Koppels Sohn Benjamin auf dem Saxophon gespielt, von der wie immer herausragenden Michala Petri auf der Blockflöte, von Eugene Hye-Knudsen auf dem Cello und von Tine Rehling auf der Harfe. Das Odense Symphony Orchestra musiziert unter der Leitung von Henrik Vagn Christensen."


A CC Music Store Solution