Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

A fall from the perfect ground

Christian Winther Christensen
Niels Rosing-Schow
Morten Olsen
Klaus Ib Jørgensen
Ivar Frounberg

A fall from the perfect ground

Ensemble Alternance, Helene Gjerris, Marie Kobayashi

Det franske eliteensemble Alternance har i de senere år arbejdet tæt sammen med en række danske komponister. Der er en hel generation mellem den yngste og ældste af komponisterne – ikke desto mindre viser denne udgivelse klart en fælles ånd i arbejdet med smukke nye klange. Alle fem værker er komponeret efter årtusindeskiftet og giver således et komplet up-to-date billede af dansk kompositionsmusik med et bredt spektre af klange.

Køb album

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
Total runtime: 
72 min.
KLANGE EFTER KLANGE

Der er en hel generation mellem den ældste og den yngste komponist på denne udgivelse. Alligevel er der en stærk klanglig tråd, der forbinder alle fem, og skaber en fortælling om dansk musik efter årtusindskiftet. Fra de midaldrende Niels Rosing-Schow og Ivar Frounbergs mangeårige arbejde med henholdsvis klange og overtoner og computerbehandlet akustisk musik over Morten Olsens ligefremme prægnante motiver og Klaus Ib Jørgensens vilde idérigdom til den yngste Christian Winther Christensen og hans minutiøse klangkonstruktioner. Ingen af dem komponerer på samme måde eller får blot tilnærmelsesvis ensartede resultater – hver har sin originale stemme – ikke desto mindre kan man mærke det klanglige slægtskab.

Cd’ens første værk, Christian Winther Christensens “A fall from the perfect ground” (2004-07), er et overordentlig sart stykke musik, som måske mest af alt handler om skønne musikalske klange og de gnistrende effekter, der er komponeret på klangenes overflader.

Musikken er faktisk ikke helt nem at få hold på. Det, der foregår, er ekstremt detaljeret, og samlet set indeholder musikken en temmelig uoverskuelig mængde af innovative, flotte og fascinerende klange. Musikken har ikke så mange melodier, rytmer eller harmoniske fremskridt i gængs forstand, og formen afslører da heller ikke sig selv de første par lytninger.

I stedet forløber musikken som serier af klanglige udbrud. I begyndelsen meget forsigtigt og flimrende – næsten tilbageholdt – herefter mere rytmisk for at nå et nyt næsten stillestående lavpunkt. Slutningen er derimod meget markant med et lille ekstremt prægnant klarinettema, og er i øvrigt helt speciel i sammenhængen. Som den eneste i stykket gentages den karakteristiske passage otte gange fuldstændig regelret, før musikken stoppes.

Der er kælet for detaljen i en grad, der gør noderne ulæselige for lægmand. Overalt varierer Winther Christensen spillemåderne og angriber de ellers gængse instrumenter med nye tekniske idéer. Hvis ikke den akustiske klang var så distinkt og varmblodet, kunne man måske forledes til at tro, at der her er tale om et stykke elektronisk manipuleret musik.

Uanset alt dette må det ikke lyde, som om der her er tale om vanskelig musik. Selv om man med hovedet sagtens kan fornemme, at “A fall from the perfect ground” er svær at spille og har taget meget lang tid at komponere, er musikken sanselig og enkel med de mange smukke klange, der bryder frem, en efter en.

Poesiens faste rammer

Niels Rosing-Schows “To sonetter af Borges” (2005/2003) hænger også oprindelig sammen hos den argentinske forfatter Jorge Luis Borges (1889-1986). Under de synonyme titler “Everness” og “Ewigkeit” (på engelsk og tysk trods digtene er på spansk) forholder Borges sig til nogle af de største spørgsmål overhovedet: hvad er evighed, hvad er døden, og hvad betyder det for mig?

Den noget alvorstyngede problemkreds er det ene kendetegn ved Borges’ to digte. Det andet er, at de formfuldendt holder sig til den italienske renæssanceform sonetten som fx de herrer Francesco Petrarca (1304–74) og William Shakespeare (1564-1616) mestrede til perfektion. En typisk sonet består af 14 linjer brudt op i fire + fire + tre + tre, gerne med betoninger i femfodsjamber (da-dum, da-dum, da-dum, da-dum, da-dum) og med et særligt rimmønster.

Vi har med andre ord at gøre med musik, der er bygget oven på en meget bestemt, fast poetisk form, så ikke bare indhold, men også fraser og betoninger har ligget som problemformulering for Rosing-Schow forud for hans arbejde med sangene. Hans musikalske arbejdsbetingelser har ligget klar.

Det musikalske resultat er dobbelt. Dels er musikken gennemgående meget dramatisk og fortættet med rigtig mange temmelig ekstreme bevægelser fx i klaveret og træblæserne, dels har musikken et roligt overordnet udtryk, hvor der er plads til sangen, og digtene kan få det nødvendige rum at klinge i.

Musikalsk fatamorgana

Titlen på Morten Olsens værk fra 2002 “mirages” betyder luftspejlinger. Det vil sige de sære illusionsnumre naturen undertiden frembringer, hvor varm luft, der møder en kold overflade, får lysets stråler til at krumme, og pludselig er en skotsk havneby synlig fra den jyske vestkyst, eller havet dukker frem midt i Sahara.

Lidt på samme måde fungerer Morten Olsens musikstykke. Seks korte glimt af hver ca. 1 minut og derefter en syvende sats, hvor det der spejler sig opleves i sin fulde længde. Den syvende sats er altså på en måde det rigtige musikstykke – det hele egentlige værk som er antydet i sære fragmentariske spejlinger seks gange, inden det går løs. Ud over at være en overraskende og temmelig original musikform, der med de seks spejlinger allerede har dannet en idé hos lytteren om musikken, inden den er hørt, er det også konkret i “mirages” ganske overbevisende skruet sammen.

For den syvende sats, man hører, er i sig selv formfuldendt med en nærmest klassisk spændingskurve bygget op af en stribe virkelig smukke motiver. Lang tid efter man har hørt stykket kan man tage sig selv i at forsøge at nynne det karakteristiske lille drejende klaver- og violinmotiv eller pludselig komme i tanke om en af de meget smukke rolige klaver- og klarinetklange.

Månesyge

“Moonlit” er komponeret i 2006 for sopran, fløjte og strygetrio til et digt af den portugisiske forfatter Fernando Pessoa (1888-1935). “Moonlit” er både et selvstændigt stykke og den fjerde sats i Klaus Ib Jørgensens -fem kvarter lange Pessoa-værkcyklus, “Moon-pain”, skrevet mellem 2004 og 2007.

Så meget kan der faktuelt og formelt skrives om musikken, førend vi både poetisk og musikalsk (og analytisk) bevæger os ud på det dybe vand. For både Pessoa og Jørgensen er temmelig originale kunstnere. Pessoa er kun netop ved at blive udforsket – han levede et specielt dobbeltliv i Lissabon, hvor han om dagen ernærede sig som oversætter i erhvervslivet og om natten slog sig løs som udskejende poet. Han efterlod sig 27.000 siders mangeartede skrifter, skrevet under en lang liste forskellige navne fuldt udstyret med identiteter, uddannelser, anskuelser etc.

Digtet, der gennemsynges i “Moonlit” (i øvrigt suppleret af et par sætninger på fransk og trukket ud til ukendelighed i vanvittige melismer), hedder oprindelig “Lycan-throphy”. Dvs. kunsten at forvandle sig til en varulv. Scenen er sat ved en sø i det blege månelys, og det understreges hele vejen igennem musikalsk af blændende stemmer, der forvitret kredser om sopranens mere og mere hysteriske udladninger. Kulminationen sker såmænd under syngeanvisningen “Nattens Dronning [hende med de vilde sopran-vokaliser i Mozarts Tryllefløjte] – bare værre!”.

En abstrakt biltur

Ivar Frounbergs “Prélude-Voyage-Jotunheim” (2002) var oprindelig tiltænkt en overordnet titel, som kunne indramme musikkens meget konkrete inspirationskilde: en køretur i bil fra Oslo til Tyinn. Men med tanke på de stednavnes svære skæbne i det franske talesprog blev det ved satstitlerne.

Musikken er efter komponistens udsagn direkte udsprunget af det flygtige møde – oplevelsen gennem en bilrude – med de skiftende norske landskaber og deres overvældende storhed og forskellighed. Der er dog ikke tale om tonemalerier, det er oplevelsernes abstrakte egenskaber, Frounberg har anvendt. Sagt på en anden måde er det den langsomme optakt til egentlig action, der er karakteristisk i musikkens vekslen mellem små glissandi og roligt skridende klange i Prélude; det er de hastige glimt og den konstante transformation, der med de mange pulserende tonegentagelser dominerer andensatsen; og det er det evige, den ekstremt langsomme forvandling – inspireret af Jotunheimen-bjergmassivet – der med serier af top-til-bund udholdte klange omslutter sidstesatsen.

Frounbergs tonesprog er skarpt og pågående, og det er paradoksalt, hvordan man hele tiden fornemmer, at musikerne afkræves stor virtuositet i myriader af rytmiske markeringer og hurtige indsatser – mens man samtidig føler, at man kan høre fuldstændig igennem alle musikkens lag. At de mange toner hænger sammen i et på en gang gennemsigtigt og sejt spind.

Henrik Friis, 2008

Release date: 
september 2008
Cat. No.: 
8.226537
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943653722
Track count: 
17

Credits

Indspillet på det Kongelige Danske Musikkonservatorium 1. november 2007 (Christensen og Rosing-Schow) og på Gennevilliers Musikkonservatorium, Paris, 11. november 2007

Producer: Preben Iwan (Christensen og Rosing-Schow) og Christophe Mazella
Teknik: Preben Iwan (Christensen og Rosing-Schow) og Christophe Mazella
Rediering: Preben Iwan

Coverbillede: Denise Burt
Grafisk design:

Udgiver: Edtion Samfundet, , undtagen Deux sonnets de Borges, Edition Wilhelm Hansen,

Dacapo Records ønsker at takke Dansk Komponistforening/KODAs Nationale Midler til Sociale og Kulturelle Formål.