English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Nyheder

13/01/2012

Tøbrud for Gunnar Bergs musik


Dacapo Records og Arbejdsgruppe Gunnar Berg inviterer til præsentation af en ny CD-udgivelse med premiereindspilninger af komponisten Gunnar Bergs kammermusik

Mandag den 23. januar kl. 19.30
Admiral Gjeddes Gaard

Store Kannikegade 10, København K


Ved arrangementet optræder Erik Kaltoft (klaver), Bolette Roed (blokfløjte) og Torben Snekkestad (saxofon).  Desuden medvirker Berg-kenderen Jens Rossel, som vil fortælle om Gunnar Berg og hans særlige tilknytning til aftenens koncertsted. Vi får også besøg af komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen, der selv medvirkede ved uropførelsen af det nyindspillede værk Tøbrud tilbage i 1962 - som takttæller!

    


Om udgivelsen 

Gunnar Berg (1909-89) var en del af det internationale kunstmiljø i efterkrigstidens Europa, og boede
i Paris samtidig med danske kunstnere som Richard Mortensen og Robert Jacobsen. Men i modsætning til sine kendte kolleger er Bergs knivskarpe musik og karakteristiske tegninger først for nylig blevet kendt - og anerkendt - herhjemme. Nu udkommer en række af Gunnar Bergs kammerværker fra 1950erne og 60erne for første gang på CD med pianist og professor Erik Kaltoft i samspil med en række kolleger, bl.a.Arne Balk-Møller (violin), Niels Ullner (cello), Torben Snekkestad (saxofon), og Signe Asmussen (mezzosopran).

 



Tøbrud, takttælling og nedrustningsfest

Til værket Tøbrud knytter der sig en særlig historie. Ved den planlagte uropførelse i København måtte værket tages af programmet pga. sygdom, og derfor måtte den danske førsteopførelse i stedet finde sted på den såkaldte "nedrustningsfest" i Falkoner Centret i 1962. Her sad ingen ringere end Tamás Vetö ved klaveret, mens den unge komponist Pelle Gudmundsen-Holmgreen stod for at signalere, dvs. tælle takter. Men det gik ikke så godt. Bergs og Malinovskis værk blev i bogstaveligste forstand hylet ud af det talstærke publikum, og det var først ved Århus Sinfoniettas 100-års fødselsdagskoncert for Berg i 2009, at Tøbrud blev gennemført ved en koncert i Danmark.

 

Nye tider for Berg

Gunnar Bergs musik har længe været stort set ukendt i Danmark. Men i disse år kan man - lidt søgt - sige, at der finder et tøbrud sted for komponisten. I kølvandet på fejringen af Bergs 100-års dag har en række koncertopførelser og CD-indspilninger, heraf tre på Dacapo Records, tydeligt vist, at en ny tid nu er kommet for Gunnar Bergs musik, og i den nye generation af komponister har flere fundet et stærkt forbillede i Gunnar Bergs kompromisløse kompositioner.


Vi ser frem til at fejre en ny premiereindspilning!


Af praktiske grunde anbefales det at tilmelde sin deltagelse ved release-arrangementet. Skriv venligst til mail@gunnarberg.dk

 





A CC Music Store Solution