English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi

24/11/2016

Spanske roser til Beethoven-bokssæt

Spaniens største avis, El País, skriver, at Frühbeck de Burgos' Beethoven-fortolkning "fæstner sig i hukommelsen for bestandig".

Rafael Frühbeck de Burgos var en populær dirigent, både internationalt og i sit hjemland, Spanien. Nu har Spaniens største avis, El País, skrevet en rosende anmeldelse af Symfonierne, det storstilede bokssæt (6 DVD el. 3 blu-ray) indspillet af DR SymfoniOrkestret og Frühbeck de Burgos – udgivet af DRS og distribueret af Dacapo.

El País' klassiske anmelder Pablo L. Rodríguez skriver:

»Orkesterdirigent Rafael Frühbeck de Burgos (Burgos 1933 – Pamplona 2014) levede sin anden ungdom som chefdirigent for DR SymfoniOrkestret fra 2012-2014 – en værdig afslutning på en strålende karriere. Karrieren blev indledt i Spanien i 1958 og fortsatte med internationale ansættelser fra 1966. Den var kendetegnet af en utrættelig arbejdsindsats som gæstedirigent i halvdelen af verdens lande.

Men Frühbeck var ikke den store pladeudgiver. Man husker endnu nogle af hans indspilninger for EMI/Warner Classics, f.eks. Carmina Burana af Orff (1965), Elias af Mendelssohn (1968) eller Carmen af Bizet (1970). Men han dirigerede ikke en fuld symfonisk cyklus. Hverken af Beethoven for Collins med Londons Symfoniorkester eller af Brahms med Dresdner Philharmonie for Genuin.

Det danske pladeselskab Dacapo Records kommer nu til hjælp. Selskabet udgiver en luksuspakke med seks DVD'er eller tre blu-ray, der indeholder alle Beethovens symfonier (første gang for en spansk dirigent) sammen med filmoptagelser af Symphonie fantastique af Berlioz, Eine Alpensinfonie af Strauss og Concierto de Aranjuez af Rodrigo med Pepe Romero som solist. Fra København får vi audiovisuelle liveoptagelser i en fremragende udførelse og med en indgående præsentation, som benægter fraværet af Frühbeck og gør mindet om ham endnu stærkere.

"Det er fra musikken, vi får styrke" var maestroens motto. Og det førte han ud i sin yderste konsekvens. Det fysiske forfald, som cancer normalt forårsager, får her en modsatrettet virkning, ikke kun i en frodig Rodrigo eller en åndrig Berlioz, men især i en katartisk Strauss, som han dirigerede fire måneder før sin død. Men det er Beethoven, han vil huskes for. Frühbeck dirigerer alle symfonierne med en kyndig, præcis dirigentstok. Der er masser af modererede tempi med storslået konstruktiv bestandighed. Hans fortolkninger kombinerer indre styrke, klanglig rigdom og et gådefuldt flow. De har en traditionel tilgang, men med denne retoriske kraft, som fæstner sig i hukommelsen for bestandig. Højdepunkterne er Femte Symfoni og Pastoralesymfonien

Oversættelse: TextMinded A/S





A CC Music Store Solution