English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

06/08/2010

Langgaard og Dausgaard indtager London

Rued Langgaards storværk "Sfærernes Musik" får sin engelske førsteopførelse med næsten et århundredes forsinkelse, og udkommer samtidig på en ny CD

 

 

Næsten et århundrede efter, at Rued Langgaards visionære storværk Sfærernes Musik så dagens lys, får værket på onsdag 11. august sin engelske førsteopførelse på en af verdens højst profilerede festivaler for klassisk musik, The BBC Proms i Royal Albert Hall. Samtidig udkommer Sfærernes Musik på en ny CD, som allerede før udgivelsen har opnået international bevågenhed i de største klassiske musiktidsskrifter. Alt sammen i hænderne på DR SymfoniOrkestret, DR KoncertKoret, dirigent Thomas Dausgaard og Danmarks nationale pladeselskab, Dacapo Records.

 

Gå til udgivelsen på Dacapos hjemmeside

Se videoer om "Sfærernes Musik" (på engelsk)

Om Langgaard, Ligeti, Dausgaard - og Sfærernes Musik

"Den himmelske og jordiske kaotiske musik fra røde, glødende strenge, som livet spiller på med rovdyrklør dette liv med dets regnbuefarvede krans om sit marmoransigt og det stereotype, dog levende, dæmoniske smil som fra liljekinder "

 

Denne surreelle beskrivelse indleder den 26-årige Rued Langgaards partitur til Sfærernes Musik, som blev komponeret fra 1916 til 1918. Værket blev uropført i Tyskland i 1921, og selvom det var et af de få Langgaard-værker, som blev udgivet i komponistens egen levetid, blev værket fuldkommen glemt - eller måske snarere ignoreret - indtil længe efter hans død.

Genopdaget af stjernekomponist
Genopdagelsen af Sfærernes Musik skete først i 1968, hvor den berømte ungarske komponist György Ligeti ved et symposium i København skulle studere et udvalg af moderne skandinaviske kompositioner. I bunken af partiturer, som blev præsenteret for ham af prof. Per Nørgård, gemte sig Sfærernes Musik. Og Ligeti var chokeret over at opdage, at mange af de teknikker, han selv havde udviklet i sin musik, faktisk var blevet foregrebet af outsideren Rued Langgaard over et halvt århundrede tidligere. "Mine damer og herrer. Jeg er blot en Langgaard-epigon", udtalte den berømte ungarske komponist ved den lejlighed.

Engelsk førsteopførelse - med et århundredes forsinkelse
Nu, næsten et århundrede efter, at Sfærernes Musik så dagens lys, kommer værket i fokus på en af verdens højst profilerede festivaler for klassisk musik, The BBC Proms. Her får værket sin engelske førsteopførelse, når DR SymfoniOrkestret, DR VokalEnsemblet, DR KoncertKoret og en række solister under ledelse af Thomas Dausgaard gæstespiller i Londons legendariske Royal Albert Hall 11. august. På festivalen har Thomas Dausgaard valgt at betone slægtskabet mellem Langgaard og Ligeti med at programsætte værker af begge komponister.

Ny CD på gaden

Samtidig med det danske gæstespil på The BBC Proms udkommer en ny CD med Sfærernes Musik indspillet af DR SymfoniOrkestret, DR VokalEnsemblet, DR KoncertKoret og Dausgaard. På CD'en optræder desuden to af Langgaards andre hovedværker, nemlig Endens Tid og Fra Dybet. Hermed sættes kronen på værket i Thomas Dausgaard og DR-ensemblernes anmelderhædrede indspilningsserie af alle Langgaards symfonier.





A CC Music Store Solution