English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi

Nyheder

07/12/2016

Grammy-nominering til Dacapo

Dacapo er med i opløbet om de amerikanske Grammy-priser.

Den amerikanske Grammy-komité har tirsdag offentliggjort dette års nominerede til de eftertragtede Grammy-trofæer, som uddeles i Los Angeles til februar og er musikkens svar på filmverdenens Oscar-statuetter.

Blandt de nominerede i kategorien ”Best Orchestral Performance” finder man New York Filharmonikernes indspilning af orkesterværker af den amerikanske komponist Christopher Rouse.

Succesrigt samarbejde

CD'en blev udsendt i maj 2016 og har modtaget store roser i engelske og amerikanske medier, der bl.a. har fremhævet det frugtbare samarbejde mellem en af Amerikas største nulevende komponister og New York Filharmonikerne. Tre af værkerne på CD'en er skrevet til netop dette orkester.

Det er anden gang, at Dacapos samarbejde med New York Filharmonikerne og Alan Gilbert resulterer i en Grammy-nominering. I 2013 blev CD'en med den finske komponist Magnus Lindberg nomineret. Begge CD'er er udsendt i et særligt samarbejde mellem Dacapo og New York Filharmonikerne om udgivelse af værker af komponister, der har været tilknyttet orkestret som "Marie-Josée Kravis Composer-in-Residence".

Dacapos samarbejde med orkestret har desuden ført til en prisbelønnet indspilningsserie af Carl Nielsens symfonier og koncerter, der udkom samlet i 2015.

Et enormt skulderklap

”En anerkendelse som en Grammy-nominering er et enormt skulderklap til alle involverede,” udtaler direktøren for Dacapo, Henrik Rørdam. ”Vi er meget stolte af vores årelange samarbejde med New York Filharmonikerne og Alan Gilbert, og det er fantastisk, at vi i dansk sammenhæng kan levere indspilninger, der når helt til tops i den klassiske musikbranche.”

Grammy-priserne bliver uddelt den 12. februar 2017 i Staples Center, Los Angeles.

CHRISTOPHER ROUSE:

Odna Zhizn · Symfoni nr. 3 & 4 · Prospero's Rooms

New York Filharmonikerne
Alan Gilbert, dirigent

Producer: Vince Ford

Læs mere & Køb

 




A CC Music Store Solution