Poul Schierbeck (1888-1949) voksede op i en lægefamilie i København, hvor musik var en favoritbeskæftigelse. Efter at have taget sin studentereksamen begyndte han at studere jura, men opgav snart dette til fordel for musikstudier hos Carl Nielsen og Thomas Laub (komposition), Paul Hellmuth (orgel) og Henrik Knudsen (klaver). Han debuterede som komponist i 1915 og blev året efter ansat som organist ved Skovshoved Kirke, en stilling han beklædte indtil sin død. I 1919 giftede han sig med sangerinden Sylvia Larsen, og samme år modtog han legatet Det Anckerske Legat, hvilket gjorde det muligt med en studietur til Italien via London og Paris. Hans hjemrejse gik via Schweiz og Tyskland.
I centrum af Schierbecks produktion står operaen Fête galante med libretto af Max Lobedanz. Den blev opført syv gange med succes med Sylvia i hovedrollen på Det Kongelige Teater i sæsonen 1931-32, men blev derefter taget af plakaten og først opført igen i 1960. Ellers vakte Schierbeck mest opmærksomhed som komponist af sange: kunstsange samt sange i de mere populære genrer og sytten kantater. Hans sjældne talent for instrumentation, et emne han underviste i på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium fra 1931, blev anerkendt tidligt. Et frugtbart samarbejde med filminstruktøren Carl Th. Dreyer førte til musik til flere af sidstnævntes kortfilm og til den store film Vredens dag (1943). Fem år senere, da Dreyer skabte filmen Ordet efter Kaj Munks drama, blev musikken sammensat posthumt af kompositioner af Schierbeck. Det sidste større værk, han nåede at fuldføre, var Dronning Dagmar for solister, kor og orkester til en tekst af Mogens Lorentzen baseret på en berømt episode fra middelalderens Danmark.
Hvis Poul Schierbeck kom til at fremstå som en mærkværdigt isoleret figur i dansk musikliv, kan det være fordi, han blev født, så at sige, midt imellem to generationer: en stor generation af komponister født i 1860'erne – herunder Louis Glass, Carl Nielsen, Alfred Toft og Fini Henriques – og en gruppe født i 1890'erne – Knudåge Riisager, Jørgen Bentzon, Ebbe Hamerik og Finn Høffding; efterfulgt af 'bagtropperne' Bernhard Christensen og Svend Erik Tarp fra 1906 og 1908. Men udover Schierbeck var kun få af de komponister, vi stadig husker i dag, født i slutningen af 1880'erne: Launy Grøndahl, Emil Reesen og N.O. Raasted.
For den ældre generation var Schierbeck en talentfuld ung mand fra en god middelklassefamilie, der muligvis kunne bryde lidt ud, især i retning af fransk musik, men som ellers fortsatte den danske musiktradition smukt, ofte i en friere, mere dissonant tonal idiom. Den yngre generation kunne finde inspiration i ham til en mere international orientering end generationen fra 1860'erne, men for dem manglede han helt den revolutionære drivkraft, der var karakteristisk for flere af personlighederne fra den generation. I denne 'mellemperiode' udviklede Schierbeck en stil, der var helt sin egen. Blandt hans elever var Jørgen Jersild og Leif Kayser utvivlsomt dem, der fulgte mest i mesterens fodspor.
