Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Marianna Shirinyan

piano
Caroline Bittencourt

Armensk-fødte Marianna Shirinyan har etableret sig som en af tidens mest spændende og efterspurgte pianister. Som solist og kammermusiker gæster hun ofte større internationale festivaler som Schleswig-Holstein Musik Festival, Bergen Festspillene og MDR Musiksommer. Hun har optrådt med orkestre som DR SymfoniOrkestret, Oslo Filharmonikerne, Göteborgs Symfoniker, Bayerns Radiosymfoniorkester, Kammerakademie Potsdam, München Symfonikerne, Tapiola Sinfonietta og Helsinkis Filharmoniske Orkester. Blandt de dirigenter, hun har arbejdet med, er Zoltán Kocsis, Hans Graf, Jun Märkl, Antonello Manacorda, Thomas Søndergård, Krzysztof Urba?ski og Joshua Weilerstein. Marianna Shirinyans indspilninger indbefatter recital-udgivelsen Il Viaggio (udgivet af Solo Musica), klaverkoncerter af Beethoven (nr. 1) og Kuhlau med Copenhagen Phil (Orchid Classics), Mozarts klaverkoncerter nr. 12 & 23 med Odense Symfoniorkester (Bridge Records) og kammermusik af Chopin med cellisten Andreas Brantelid og violinisten Vilde Frang (EMI) – alle er de blevet modtaget med begejstring af anmeldere såvel som lyttere.

Marianna Shirinyan, som er uddannet i Jerevan, Armenien, samt fra Musikhochschule Lübeck, modtog Musikanmelderringens Kunstnerpris i 2009. I 2010 fik hun som den første P2 Kunstnerprisen for sit musikalske og kunstneriske virke i dansk musikliv. Fra 2013 til 2014 var Marianna huskunstner hos Odense Symfoniorkester, og fra 2014 til 2016 var hun det hos DiamantEnsemblet. Marianna er professor i klaver ved Norges Musikkhøgskole i Oslo og har været ‘Steinway Artist’ siden 2013.

  • Niels W. Gade

    Klaverværker