Johann Abraham Peter Schulz (døbt den 31. marts 1747) var oprindelig bagersøn fra Lüneburg sydøst for Hamburg. Han havde først vakt opmærksomhed med sin drengesopran og derefter med et tidligt udviklet talent for at komponere og spille såvel orgel som cembalo. Han skulle siden blive næsten meget berejst. Karrieren omfatter blandt andet en næsten tiårig periode fra 1787 som hofkapelmester i København, og inden da, i tiden mellem 1768 og 1772, hvor han var i tjeneste hos den polske fyrstinde Joanna Sapieha, besøgte han bl.a. Danzig, Wien, Paris, Milano og Venedig. Efter at en fremskreden tuberkulose havde tvunget ham til i 1795 at opgive sine forpligtelser i København, søgte han først rekreation i Portugal, men havarerede på skibsrejsen hjem og måtte tilbringe vinteren i Arendal på den norske sydkyst. Sine sidste svækkede år tilbragte han hjemme i Tyskland, hvor han døde den 10. juni 1800 i den lille by Schwerdt an der Oder. Schulz huskes i dag først og fremmest for sine enkle sange, bl.a. “Sig månen langsomt hæver”, der skulle blive et forbillede for Carl Nielsens danske sange, samt for sine syngespil, hvoraf en del blev til i Danmark. I hans sparsomme og i dag næsten glemte instrumentalmusik er Six diverses pièces pour le Clavecin ou le Piano Forte hovedværket, til hvilket der også knytter sig en smule mystik. Tre af stykkerne (nr. 2, 3 og 5) er nemlig udstyret med nogle initialer, der må skulle dække over personer, hvem stykkerne er tilegnet eller inspireret af. Måske begge dele på én gang. Nu siger bogstaverne C.B., L.B. og W.S. ikke så forfærdelig meget i sig selv. Men netop nummer 5 findes også bevaret i en samtidig afskrift, og i den står der ikke blot W.S., men Wilhelmine S. Ganske vist hed Schulz’ kone Wilhelmine. Men hende mødte han først senere, nemlig da han i 1780 var blevet ansat som kapelmester ved det lille fyrstehof i Rheinsburg, og desuden hed hun Flügel til efternavn. Så der er frit løb for fantasien – var denne Wilhelmine S. blot en kvindelig elev, eller var hun måske nærmere knyttet til komponisten? Og var hun den eneste?