Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Emil Reesen

composer
1887
1964
Emil Reesen blev født i en musikalsk familie i 1887 i Gentofte nord for København. Hans far, Julius Reesen, var musikdirektør ved 1. Regiment, moderen komponerede i det små, og der var ingen diskussion om, at Emil også skulle gå musikervejen. Som 4-årig spillede han både klaver og violin, og 14 år gammel fik han sine første job som pianist på caféer. Da han var 15 år, optrådte han for første gang med rang af “kapelmester” – det var ved Nykøbing Falster Revyen. Reesen dumpede til optagelsesprøven på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvad der stadig irriterede ham mange år senere. I stedet fik han nogle af byens fineste privatlærere såsom komponisten Vilhelm Rosenberg og Siegfried Langgaard. Som ung havde Emil Reesen været elev af Liszt. Hans religiøse syn på musikken satte sig nu ingen mærkbare spor hos eleven Reesen. Emil Reesen debuterede som koncertpianist i 1911 og nåede så vidt som til at optræde med Beethovens Klaverkoncert nr. 3. Han ville dog ikke undvære alle de forskellige job, et klaver i øvrigt kunne give, så en klassisk solistkarriere kom aldrig rigtig på tale. Til gengæld blev Reesen få år senere berømt som teaterkapelmester i København. I 1917 blev han dirigent ved Tivolis Sommerteater, i 1919 på Dagmar Teatret og i 1921 på Scala Teatret, der var byens førende musikteater. Her spillede man de største operetter og de bedste revyer, og Reesen både dirigerede og komponerede til forestillingerne. Hans humoristiske sans passede perfekt til de brølende 1920’ere, og rappe og originale melodier som Roselille uden mor, Adrienne med sin luftantenne, Lille Lise let på tå og Guldfisken er klassikere fra dansk revyhistorie. Et andet af hans påfund var en foxtrot-version af Puccinis “Så kold den lille hånd er” – der var så god, at Reesen modtog et anerkendende brev fra Puccini. Men Reesen ville mere. I 1922 havde han været på studierejse i Italien, og i 1925 sluttede han ved Scala Teatret for at rejse med sin familie til Paris i to et halvt år. I Paris fik Reesen bl.a. mulighed for at følge den store dirigent Toscaninis prøvearbejde, når han var på gæstespil. Da Reesen kom tilbage til København, var den nye Statsradiofoni blevet etableret og et radioorkester stiftet. Opgaverne var vokset til mere, end dirigenten Launy Grøndahl kunne overkomme alene, så i 1927 blev Reesen ansat som dirigent på lige fod med Grøndahl. I 1931 begyndte han også at arbejde som balletdirigent på Det Kgl. Teater, og Reesen var nu et af landets kendteste musiknavne. Karrieren ved radioen fik dog en brat ende i 1936 efter lang tids uoverensstemmelse mellem ham og ledelsen. Den temperamentsfulde Reesen rasede over, at han kun fik lov til at dirigere korte programmer med dansk musik, og at hans kontrakt ikke tillod ham at dirigere andre orkestre, når det lod sig passe ind i kalenderen. Resten af livet var Emil Reesen freelancedirigent. Han dirigerede store orkestre som Wiener Symfonikerne og indspillede plader med Berliner Filharmonikerne, men tog også gerne på turné rundt i den danske provins for at optræde med filmmelodier. I nogle år var han leder af den progressive Københavns Koncertforening, men han fik aldrig et orkester at være fast chef for. I sine sidste år var Reesen ramt af en lammelse, og han døde som 76-årig i 1964. Efter sin død blev Emil Reesen trængt fra to sider. Det førte til, at hans værker stort set er ukendte i dag. Kun operetten Farinelli, den flotte Kongemarch og nogle revyviser lever stadig her i begyndelsen af det 21. århundrede. Det er bedre end ingenting, men giver kun et mikroskopisk billede af Reesens vidtfavnende evner og hans centrale placering i dansk musik gennem tredive årtier.
randomness