English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Elsinore Players  

ensemble

Dette nu næsten legendariske kammerensemble i dansk musikliv, blev dannet i begyndelsen af 1975 på initiativ af komponisten Karl Aage Rasmussen, som ovenfor nærmere har beskrevet hensigterne og tankegangen bag ensemblets oprettelse og om hvorledes tingene udviklede sig derefter. Noget står dog tilbage at fortælle. Den engelske komponist Peter Maxwell Davies’ engelske ensemble The Fires of London var med deres utraditionelle repertoire og normbrydende sceneop¬træ¬den i alverdens koncertsale, om ikke en direkte inspiration for dannelsen af The Elsinore Players, så i hvert fald til stor inspiration for alle os der var med. Undertegnede oplevede disse fantastiske engelske musikere i en uforglemmelig koncert under Prag-festspillene i 1970 hvor de opførte det værk der senere blev en del af Elsi¬nores kerne-repertoire, nemlig Maxwell Davies’ Eight Songs For a Mad King, dirigeret af komponisten. (Siden dirigerede han også en af Elsi¬nore Players’ opførelser af værket i Danmark.) Ingen havde ført set en så afslappet sceneoptræden ved en højtidelig klassisk koncert. Ingen stive kjole-og-hvidt-musikere; højhalset sort rullekravesweater i stedet for, og en bemærkelsesværdig uhøjtidelig nærkontakt til publikum – og så det dristige repertoire. Det var altså ret grænseoverskridende at opleve noget sådant ved internationale festivaler i 1970. Ungdomsoprøret havde endelig ramt de fine kon¬certsale med et brag. Som Karl Aage Rasmussen fortæller, viste mange af de fantastiske visioner for Elsinore Players sig desværre ikke rigtig at holde i virkeligheden, på trods af rulle¬kraverne. Men vi gjorde hvad vi kunne med ikke så lidt blussende kinder og gå-på-mod, og vi der var med fra begyndelsen til enden kan i dag se tilbage på en fantastisk tid med endog megen succes både i Danmark og rundt om i verden. Efter rundhåndede invitationer fra koncertagenturer, festivaler og ny-musikfore¬ninger var vi ambassadører for ny dansk musik blandet med opførelser af dengang sjældent spillet musik af både gamle og nye klassikere. Eller som der stod i vores reklamemateriale: “TEP forsøger i deres programmer at skabe den størst mulige variation af musikalsk stil, instrumentale kombinationer og kunstneriske udtryk ... ” Efter nogle udskiftninger i begyndelsen kom ensemblet til at bestå af følgende stammusikere: Bodil Gümoes, sopran – Kjeld Mardahl, fløjte – Elisabeth Sigurdsson, senere Søren Bagger, klarinet – Hans Stengaard, violin/bratsch – Lars Geisler, cello – Erik Kaltoft, klaver og andre tangent-instrumenter – Erling Møldrup, guitar og el-guitar – og Einar Nielsen, senere Frans Hansen, slagtøj. Karl Aage Rasmussen var årene igennem programansvarlig og dirigent ved næsten alle koncerter og indspilninger. Her en kort gennemgang af nogle højdepunkter i The Elsinore Players karriere. Debut eller premiere i København og Århus, maj 1975 med Peter Maxwell Davies’ Eight Songs for a Mad King, med Niels Pihl i den alt¬do¬mi¬ne¬rende sanglige hovedrolle, derudover uropførelse af A Ballad of Game and Dream som høres her, desuden dansesatser af Prætorius arrangeret af Poul Ruders og lutmusik af John Dow¬land som ouverture til Davies’ værk. Lidt sensation var der i luften. Pressens meninger var delte. Men de hørte efter! Optrædener på næsten alle betydelige festivaler i Danmark, og i de fleste større musikforeninger Turneer i Sverige Norge og Finland. Ved Bergen-festspillene uropførelser af norske Olav Anton Thommessen og svenske Hilding Hallnäs ved siden af Kagel og de danske værker. “Galskap i Håkonshallen”, “Ablegøyer og Musik”, skrev pressen undrende ... Portrætkoncerter af de fleste betydelige danske komponister som f.eks. Axel Borup-Jørgensen, Tage Nielsen, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Ib Nørholm, Poul Ruders, Hans Gefors, Jør¬gen Plaetner, for blot at nævne nogle af de navne der lige falder i pennen. Mange uropførelser af danske og udenlandske komponister skal selvfølgelig ikke glemmes. Og førsteopførelser i Danmark af store internationale hovedværker, i dag klassikere, som f.eks. El Cimarron af Hans Werner Henze, førnævnte Eight Songs for a Mad King af Maxwell Davies, Kontakte af Stockhausen, Kantri-miusik af Mauri¬cio Kagel og mange andre. Desuden en række pladeudgivelser på danske og udenlandske pladeselskaber, hvoraf den vigtigste måske var en højt kritikerprist indspilning af Schönbergs Pierrot Lunaire med den verdensberømte engelske sopran Jane Manning. I 1978 var Elsinore Players involveret da Karl Aage Rasmussen stiftede Numusfestivalen i Århus og var i årene derfter nærmest husensemble, også her med utallige uropførelser, heriblandt kammeroperaer af Karl Aage Rasmussen, John Frandsen og Hans Gefors samt danske førsteopførelser af operaer af udenlandske komponister, bla. igen Peter Maxwell Davies. Dertil turneerne rundt om i verden uden for Skandinavien. Tyskland, Holland, Østrig, Italien, Jugoslavien, England, og ikke at forglemme 5 store uger i Sydamerika: Mexico, Bolivia, Co¬lum¬bia, Brasilien, Argentina hvor vi faktisk opnåede den store, og måske lidt tvivlsomme, ære at lave skandale i det verdensberømte Teatro Colon i Buenos Aires (som er en af Syd¬amerikas mest prestigiøse koncertsale). Vi var i den gode tro at det ville interessere publikum at høre et par, ganske vist utraditionelle og noget sære, værker af teatrets tidligere ansatte, Mauricio Kagel. Det var de ikke, slet ikke. Da guitaristen, undertegnede, afskød en pistol, med knaldhætter ganske vist, for at aflive Einar Nielsen som havde alt for travlt med at hamre på trommerne; gik de fleste hjem, de der blev var enten begejstrede, sure eller vrede. Eller koncerterne i Korea. “I aften er det kun en lille by, der kommer nok ikke ret mange” var udsagnet i flyet på vej til provinsbyen. Men det viste sig at den havde mange millioner indbyggere og det så ud til at de alle sammen havde besluttet sig til at høre en koncert med det danske ensemble der bar navnet The Elsinore Players og som nu desværre ikke eksisterer mere. Men her kan man høre nogle af deres bedste optagelser fra disse frugtbare, aktive, skægge og skæve år.

Koncerter



Diskografi

The Ballad of Game and Dream
The Ballad of Game and Dream
Karl Aage Rasmussen

CD 8.224203-04 (2001)

Karl Aage Rasmussen dirigerer sit eget ensemble Elsinore Players i værker fra 1970’erne og 1980’erne


A CC Music Store Solution