Bolette Roed, f. 1979 (blokfløjte) studerede i perioden 1997-2004 på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium hos professor Dan Laurin. I første halvår af 2003 studerede hun tillige hos professor Pierre Hamon ved Conservatoire National Supérieur de Lyon. I foråret 2004 afholdt hun sin anmelderroste debutkoncert fra solistklassen. Bolette Roeds repertoire spænder meget vidt – fra middelalder over renaissance og barok til helt ny musik. Hun har en omfattende koncertvirksomhed og har bl.a. optrådt som solist med orkestre som Concerto Copenhagen, Arte dei Suonatori, DR SymfoniOrkestret og DR UnderholdningsOrkestret. Hun har ved flere lejligheder optrådt i radio og tv og medvirker på flere cd-udgivelser. I 1995 vandt Bolette Roed guldmedalje ved Berlingske Tidendes klassiske musikkonkurrence, og i 2003 modtog hun Jacob Gade Legatet. Hun blev udnævnt som Årets DR Kunstner i 2005.