Bo Skovhus hører til blandt verdens førende operasangere. Han er uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium og Operaakademiet i København samt gennem studier i New York. Skovhus debuterede i 1988 på Wiens folkeopera (Volksoper) i titelrollen i Mozarts Don Juan, og den overvældende modtagelse blev startskuddet på hans internationale karriere. I 1997 opnåede han status af Kammersanger ved Wiener Statsoperaen og er i dag en efterspurgt gæstesolist ved verdens førende operahuse. Skovhus’ fornemme tekstbehandling og -forståelse har gjort ham til en af tidens fineste Lied-fortolkere, og hans diskografi afspejler såvel den intime Lied-kunst som hans mange store operaroller.