Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Symfonier Vol. 9

W.A. Mozart

Symfonier Vol. 9

DR Underholdningsorkestret, Adam Fischer

Denne CD er udgivet af DR UnderholdningsOrkestret på dets eget plademærke DRS, som distribueres af Dacapo. Dette er er den syvende CD i DR UnderholdningsOrkestret og dirigent Adam Fischers anmelderroste nyindspilninger af W.A. Mozarts samlede symfonier. Hele serien bliver på i alt 11 udgivelser, som udkommer på DR UnderholdningsOrkestrets eget pladeselskab, DRS. Udgivelserne vil gradvist arbejde sig både frem og tilbage i kronologien. Ud over at nyde musikken kan man i cd-hæfterne læse Adam Fischers kommentarer til hver enkelt symfoni og uddybende artikler om Mozart og den klassiske periode. Denne CD indeholder symfoni nr. 31, 33 og 34 komponeret i årene 1778-80.

Køb album Stream

SACD

  • SACD
    Digipack
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 48kHz
    89,00 kr.
    Studio Master
    €11.94 / $12.99 / £10.18
    Køb
"Controlled reverberation and excellent speaker balance in the Super Audio."
Steven Ritter, Audiophile Audition
"Fischer’s pliancy of phrase and range of micro-dynamics within an overall sotto voce [...] are as impressive as his imperious opening movement and virtuoso finale."
Nalen Anthoni, Gramophone
"This was one of those discs that, when I received it for review, I was both excited and dismayed."
Lynn René Bayley, Fanfare
Total runtime: 
60 min.
CategoryID: 
Klassik
Mozarts fornemmelse for tonearter

af Claus Johansen

Mozart levede i en tid, hvor man skrev videnskabelige afhandlinger om de følelser, de enkelte tonearter kunne formidle. Det er komponisten, som vælger, og han må gerne føle, bare han ikke glemmer at tænke praktisk. I anden halvdel af 1700-tallet bruger man sjældent tonearter med mere end tre fortegn. Men der er alligevel en del praktiske udfordringer. En fløjte med kun to klapper kan få problemer i B-dur, og oboer og fagotter har det ikke så rart i A-dur. Klarinetter klinger fint i både A- og B-dur. Men ikke alle orkestre har klarinetter. Horn klinger bedre i Es end i C. Trompeter er bedst i D og C. Violinerne kan det hele, men klinger nok bedst i D, G og A. Det og meget mere skal en seriøs komponist vide, og Mozart ved det hele allerede fra tolvårsalderen. Det med følelserne behersker han fra begyndelsen, og meget tyder på, at han bevidst eller ubevidst opbygger sit eget system.

Hver toneart var knyttet til bestemte følelser eller affekter. Men der var langtfra enighed om emnet. For Mozart og hans kolleger kunne D-dur være mild og kærlig, men den var først og fremmest flot og letløbende og glad. En samtidig engelsk musikelsker kaldte den vulgær, og 1700-­tallets teoretikere er i det hele taget ikke udelt begejstrede: Krigerisk larm, triumf, glæde, march (Schubart 1784), pompøs og støjende (Knecht 1792), festlig, munter, tumultarisk (Galeazzi, 1796). Uanset forbeholdene er det strygernes toneart. For en professionel violinist er D-dur vist ikke lettere end G- og A-dur, men i D-dur kan man få det bedste ud af både violiner og blæsere, ikke mindst, hvis der er gode trompeter i området. Det var der i Paris i sommeren 1778.

Symfoni nr.31 i D-dur (KV 297 = 300a)

Parisersymfonien er i tre satser. En meget hurtig allegro, en gående andante og en hurtig allegro til slut. De to ydersatser står i D-dur, en toneart Mozart i sine operaarier bruger til at beskrive glæde, lykke, fest, retfærdighed og ædelhed. Midtersatsen er en andante i G-dur, som senere blev erstattet af en kortere, mere enkel sats i samme toneart. For operakomponisten Mozart signalerer G-dur: Lykke, natur, enkelhed. Bortset fra det, er de to langsomme satser ret forskellige. Vi har indspillet dem begge.

Symfoni nr. 33 i B-dur (KV 319)

Symfoni nr. 33 er fra 1779. Tonearten skulle, ifølge listen over opera-følelser være behersket af fornemmelser af længsel, inderlighed og håb. Det passer kun til dels med den veloplagte musik. I ydersatserne går det over stok og sten. Menuetten er landligt dansende og alt andet end rolig. Men den langsomme sats (andante moderato) kan godt beskrives med Es-dur-ord som tilgivelse, fornemhed og adel. Ydersatsernes B-dur er træblæsernes toneart. Oboer og fagotter klinger blødt og rundt. Trompeter og pauker er der ikke brug for her, men to høje B-horn gør det hele endnu bedre, og får ensemblet til at lyse. Blæserne kommenterer strygernes mange noder, men af og til gør de sig fri for at lave overgange og små soloer. Der er kammermusik i luften.

Med 1700-tallets stemningssystemer var C-dur den reneste og mest perfekte toneart. Haydn afprøvede den som hyldningstoneart ved fyrstelige fester. Mozart griber ideen, og lader C-dur ­ signalere højtid, fest og triumf. Hans kroningsopera Titus har C-dur som fællesnævner. Her gjalder trompeterne, mens paukerne drøner sejrssikkert over de perlende strygere. Rækken af triumferende C-dur-værker er lang, og kulminerer med den sidste symfoni (KV551), som var så stor, at Mozarts samtidige kaldte den Jupiter.

Symfoni nr. 34 (KV 338)

Symfoni nr. 34 er skrevet i 1780. Det er Mozarts første værk i den heroiske C-dur stil. Ifølge vores hjemmelavede liste over følelser udtrykker den langsomme midtersats i F-dur håb. Og det passer også meget godt, at de to ydersatser skal formidle glæde, storhed og stolthed. Symfonien var Mozarts afskedssalut til Salzburg, men han tog noderne med sig til Wien. Det var sandsynligvis den, der blev spillet ved en vellykket koncert i marts 1781. I rapporten hjem til far Leopold bruger han ord som storslået. Orkestret, der bestod af Wiens bedste musikere, var som skabt til fyrstelig pragt: 40 violiner, 6 fagotter etc. I alt tæt på 100 mand. Kejseren selv var til stede, og Mozart skriver: \Jeg var godt tilfreds med mit publikum".

Skifter Mozart selv personlighed fra symfoni til symfoni og fra sats til sats? Hører man den aggressive G-mol symfoni nr. 25 (KV 183) i sammenhæng med de symfonier, han i øvrigt skrev i 1770-erne, skulle man tro, at manden var maniodepressiv, men det var han næppe. Han var først og fremmest teatermenneske, og har ofte stået foran et spejl for at vælge kostume og dermed rolle. Han elskede at klæde sig ud og levede i en tid, som dyrkede forklædninger, maskespil og karneval også i musikken. Hvad han eventuelt selv føler, får vi aldrig direkte at vide, symfonierne er nemlig først og fremmest en alvorlig leg med vores følelser.

 

Nogle oplysninger om Mozarts forhold til publikum

På grundlag af breve 3.7. og 9.7. 1778 fra Wolfgang Amadeus Mozart i Paris til Leopold Mozart i Salzburg

Af Claus Johansen

I 1777 og 78 foretog den 21-årige Mozart en stor koncertrejse gennem Østrig og Tyskland til Frankrig. Målet var bl.a. at opnå en prestigefyldt stilling ved et stort hof. Han havde succes som violinist, pianist og komponist, og han mødte en række af tidens store musikere og sangere. En forelskelse i Mannheim var ved at sende ham til Italien med en ung sangerinde. Men hans far fjernstyrede ham ud af fristelserne og direkte til Paris. Fast ansættelse blev det ikke til, og opholdet nærmede sig en tragedie, da hans mor, som havde passet på ham under hele turen, blev syg og døde. I brevet fra den 3. juli forbereder han med psykologisk sans sin far i Salzburg på det dødsfald, som allerede har fundet sted, og til slut forsøger han at muntre ham op med en beskrivelse af den nye Parisersymfoni. Brevet og flere andre fra samme periode giver os værdifulde oplysninger om hans forhold til publikum og om de psykologiske og musikalske forførelsesmetoder, der var ved at blive en del af hans kompositionsproces.

Jeg var meget nervøs til prøven, for aldrig i mit liv har jeg hørt noget værre. De kan ikke forestille Dem, hvordan musikerne to gange i træk sjuskede sig gennem den. Jeg havde det forfærdeligt, og ville gerne have haft en gang til, men der var så meget andet, som skulle prøves, så der var ikke tid.

På og mellem linjerne kan vi finde en mængde oplysninger. Vi plukker, hvad vi kan nå: Programmerne er længere end i dag. Orkestret skal masser af værker igennem. Selv til en ret krævende symfoni er der kun afsat én prøve, hvor der kun er tid til at spille værket to gange igennem. Det lader til at være helt normalt, og Mozart brokker sig heller ikke over det. Men han er rasende over, at musikerne sjusker.

Jeg havde besluttet, at hvis symfonien gik lige så elendigt som til prøven, ville jeg gå op til orkestret, tage violinen fra koncertmesteren og dirigere selv.

Orkestret bliver ikke dirigeret, men anført af en koncertmester, der angiver tempo mm med buen, og i øvrigt spiller han med på førsteviolin-stemmen.

Sangeren Raaf stod ved siden af mig.

Det er nemlig kun damerne, som sidder ned til en koncert. Deres stole og sofaer optager det meste af gulvet. Mændene står langs salens vægge og bagerst i lokalet.

Midt i den første sats er der en passage, som jeg vidste, de ville synes om.

Mozart kender sit publikums smag, og arbejder bevidst med virkemidler, folk kan lide.

Publikum blev helt revet med, og der var et kæmpe bifald. Men da jeg vidste, hvilken effekt det gjorde, havde jeg lagt det ind igen hen mod slutningen, hvor der blev råbt "da capo".

I Paris 1778 bliver der klappet ikke bare mellem satserne, men også i løbet af satserne, mens musikken spiller, og det generer ikke Mozart tværtimod. Eftersom der bliver råbt "da capo" ("en gang til") har det næppe været usædvanligt at gentage en sats, som gjorde lykke.

De kunne også lide andanten, men særlig den sidste allegro, for jeg havde jo lagt mærke til, at alle allegroer her, både første- og sidste-satser, begynder med, at alle instrumenterne spiller det samme, derfor begyndte jeg min med de to violinstemmer svagt - i de første otte takter - og så kom der et forte. Og præcis, som jeg havde regnet med: Publikum hyssede, da de hørte den svage start, men da så det kraftige sted kom, begyndte de at klappe.

Den 21-årige Mozart arbejder helt bevidst med sine virkemidler. Pariserorkestret, som på dette tidspunkt var et af Europas to bedste, var berømt for at begynde de hurtige satser præcist, kraftigt og med en tydelig ansats. ("le premier coup d'archet"). Alle, som skrev musik til dem, respekterede denne tradition. Mozart bryder den med otte helt svage takter i begyndelsen af sidste satsen. De er timet, så der lige er plads til, at publikum når at blive overraskede, skuffede og vrede, hvorefter de får det brag, de savner, og alt vender sig til jubel. Og bemærk: De klapper og hysser, mens musikken spiller. Det lader til at være helt normalt.

Den 9. juli mødes Mozart med Le Gros, som arrangerer Les Concerts Spirituelles.

Han er tilfreds med symfonien, den har fået stor ros, og han siger, at det er en af hans bedste symfonier - men andanten (2.sats) er han ikke tilfreds med - han siger, den modulerer for meget - og den er for lang. Men ifølge mig og alle kendere, liebhavere og de fleste tilhørere fortjener den det største bifald. I modsætning til, hvad Le Gros siger, er den helt naturlig - og kort. Men for at tilfredsstille ham og dem, han hævder at tale for, har jeg skrevet en ny - begge er på deres måde gode - for de har hver deres karakter - den nyeste synes jeg endnu bedre om.

Mozart er trods alt ikke mere fri kunstner end at han gør, som direktionen ønsker. Det her er en forretning, vi skal ikke skræmme nogen væk. Takket være monsieur Le Gros fladpandethed har vi derfor to langsomme satser til Parisersymfonien. De er begge med på vores indspilning og viser, at Mozarts kreativitet ikke fejlede noget på den ellers mislykkede tur til Paris.

\

Release date: 
september 2012
Cat. No.: 
6.220544
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
747313154463
Track count: 
11

Credits

Indspillet i DR Koncerthuset, Studie 2, København d. 4.-5. oktober 2010 og 21.-23. februar 2011
Producer: John Frandsen
Teknik: Lars C. Bruun
Executive producer og kunstnerisk ledelse: Tatjana Kandel

Design: Mads Winther / Artwork: Hans Mathiasen

Distribueret af Dacapo Records

Besøg www.dr.dk/mozart for mere information.

Nordea Danmark-fonden er hovedsponsor for denne indspilning af udvalgte Mozart-symfonieer med Adam Fischer og DR UnderholdningsOrkestret.

DRS 12

randomness