Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Orkestermusik

Carl Nielsen

Orkestermusik

Thomas Dausgaard, DR Symfoniorkestret

Carl Nielsen (1865-1931) er verdenskendt for sine 6 symfonier og sine to operaer Saul og David og Maskerade. Derudover skrev han programmusik og anden scenemusik til teatret, hvorigennem en række af hans populæreste værker opstod. Denne udgivelse byder på nogle af Carl Nielsens fineste værker for orkester, der viser komponistens skarpe sans for det raffinerede, legende og humoristiske.

Køb album Stream
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
"Ligesom i forspillet og den kække 'Hanedans' fra 'Maskerade' behandler Thomas Dausgaard musikken klart og muskuløst. Det er energiske fortolkninger med minimale mængder af lommeuld"
Thomas Michelsen, Politiken
EDITOR'S CHOICE - "This is outstanding..."
David Fanning, Gramophone
Total runtime: 
72 min.
CARL NIELSEN – Orkestermusik

Carl Nielsen (1865-1931) er internationalt kendt for sine seks symfonier. I Danmark er hans navn yderligere forbundet med det store antal folkelige sange og melodier, som han i det meste af sit liv lod strømme ud i landet, så næsten enhver dansker kender en sang af Carl Nielsen.

Men mens han levede, var hans musikalske hverdag forankret i en helt tredje sammenhæng: i teatrets verden og navnlig i Det Kongelige Teater i København. Fra 1889 til 1905 var han ansat som violinist i nationalscenens orkester, Det Kongelige Kapel. Allerede i den tid fik han med mellemrum flere opgaver som dirigent. Og i årene fra 1908 til 1914 var han så kapelmester ved Det Kongelige Teater. Der blev aldrig helt ro om hans virksomhed som dirigent, og han kunne flere gange komme ind i tider med stormvejr på teatret. Ofte med stor diskussion om hans virksomhed i pressen. Han tog da sin afsked i 1914, men blev stadig ved med at skrive teatermusik. Foruden sine to operaer Saul og David (1898 – 1901) og Maskarade (1905 – 06) skrev han musik til mange skuespil. Det hang også sammen med, at skuespil og opera i København, indtil for to år siden, hørte til i det samme teater og på de samme scener. Det var således meget nærliggende at bruge husets store orkester til skuespilopførelser.

Maskarade opfattes af mange som den danske nationalopera. Librettoen er skrevet af den danske litteraturforsker Vilhelm Andersen efter en komedie af Ludvig Holberg fra det 18. århundrede. Holberg havde – og har – en helt central placering som dansk komediedigter; hans statue står foran teatret. Mange mente, at det var helligbrøde at omsætte en af hans tekster til opera. Men de mange røde lygter og fulde huse efter premieren sagde noget helt andet. Med dette værk begyndte Carl Nielsens musik for alvor at nå ud til det brede publikum.

Hovedparten af Maskarade blev komponeret i 1905 – i en mærkelig inspirationsrus, en vægtløs tilstand, som Carl Nielsen mange gange senere selv kunne undre sig over. Formentlig kom den fra Vilhelm Andersens fremhævelse af det dionysiske hos Holberg. Ouverturen blev gjort færdig på 22 dage lige inden premieren i 1906. Det år var samtidig et Mozart-år, det var 150-året for mesterens fødsel. Carl Nielsen skrev derfor samme år et betydeligt og senere meget kendt essay om Mozart, hvor han satte Mozart foran Beethoven, som ellers havde været den store komponisthero i det 19. århundrede. Også det har smittet af på Maskarade, der foregår i det 18. århundredes København. Eller også er det sådan, at Carl Nielsens musikalske erfaringer med operaen gav ham et nyt syn på Mozart.

Set i internationalt perspektiv kan man sige, at Carl Nielsen med sit værk for alvor koblede sig på en særlig klassicistisk strømning midt i den ellers senromantiske indstilling i århundredeskiftets europæiske musik. Der er tale om en raffineret, legende, musicerende, skarp, humoristisk og pointefyldt musik, som allerede var begyndt at bryde frem i århundredets slutning, og som markerede sig endnu mere tydeligt i de følgende år. Typisk nok satte denne nye – eller “unge” (Busonis udtryk) – klassicisme sig igennem i ensatsede værker, opera-ouverturer eller symfoniske digtninge. Man kan tænke på karakteristiske enkeltværker som Nikolaus von Rezniceks ouverture til Donna Anna (1894) eller, efter Maskarade, Ermanno Wolf-Ferraris ouverture til Susannas hemmelighed (1909). Man kan tænke på Busonis komiske operaer efter 1910. Og naturligvis, og først og fremmest, på Richard Strauss, ikke blot Rosenkavaleren fra 1910, men også på hans vittige, avancerede og skarpe pointer i nogle af de tidlige symfoniske digtninge.

Carl Nielsens ouverture til Maskarade skal med ét slag åbne til den store festlighed og den høje komik. Der er både noget ivrigt fortællende i den hurtige sats og en legende kontrapunktik, et udtryk for enheden af den uendelige energi og den store lethed i den dionysiske genfødelse af oplysningens århundrede.

Hanedansen fra Maskarade er et af Carl Nielsens mest populære stykker. Den hører til operaens 3. akt: festlighederne ved den store maskerade, som skal forene alle de medvirkende, høj og lav, ung og gammel. Dansen er i takt – ikke som en vals, måske snarere som en polonaise. Man hører den stolte hane, der spankulerer rundt blandt de kaglende høns. I trioen kommer der en udbrudsagtig, stereofonisk episode, hvor trompeter, fagotter, fløjter og horn råber til hinanden. Som hanekyllinger, der kommer op at toppes om hønen.

Det traf sig så mærkeligt, at Carl Nielsen blev nødt til at skrive det følgende værk, forspillet til Hr. Oluf han rider, og hele den øvrige scenemusik, samtidig med, at han var ved at indstudere Maskarade. Teatret ville fejre den danske nationale digter Holger Drach-manns 60-års-dag. Det skulle ske med et skuespil af Drachmann selv over det i dansk tradition ofte skildrede folkevisemotiv om Hr. Oluf, der møder elverpigerne, også kendt fra Niels W. Gades Elverskud. Prøverne på de to værker faldt også sammen; i dagbogen ser man, at Carl Nielsen i flere dage prøvede på begge værker, det ene om formiddagen og det andet om eftermiddagen. Stykket blev ikke nogen succes, men Carl Nielsens musik blev gennemgående godt modtaget, den blev i hvert fald omtalt i de fleste anmeldelser. Man kommer heller ikke uden om, at det er lykkedes for Carl Nielsen at komme ind på et andet musikalsk spor end i Maskarade, f.eks. i nogle af harmonierne. En anmelder fremhævede særligt, hvad han kaldte “orgelpunktet af den pibende obotone, der afspejler elverlandets kogleri.”

I det følgende værk, Snefrid, er man tilbage blandt Carl Nielsens tidligste værker. Han havde ganske vist i 1889 skrevet et par satser til en forestilling på Dagmarteatret, men Snefrid kom alligevel til at figurere som hans første egentlige teatermusik, som også kunne opføres ved koncerter. Værket er skrevet i 1893, lige efter Carl Nielsens Symfoni nr. 1 fra året før. Han er så at sige som komponist først lige trådt ind på scenen, han er lige brudt igennem og har først lige fundet sin egen stil. Af den grund er der en slags oprindelighedsglans over stykkerne fra Snefrid, navnlig i den langsomme lyriske passager. Om det tredje af stykkerne, elskovsmusikken, fortalte Carl Nielsen i et brev, at han havde spillet det for en bekendt; “han blev ganske rød i ansigtet over musikkens sanselige karakter …” Samtidig finder man imidlertid helt modsatte ord fra den unge fremadstormende komponist: han hævdede, at den høje store musik, han ville skrive, skulle være det modsatte af sanselighed. Snefrid bliver altså udtryk for en dobbelthed i tiden. På den ene side ud mod det sanselige, på den anden opad mod de høje idealer. Det svarede igen til indstillingen hos de samtidige symbolistiske digtere. Forspillet til Snefrid blev da også i et klaverudtog trykt i et samtidigt litterært tidsskrift “Ungt Blod”.

Carl Nielsens første opera Saul og David har ingen ouverture, men derimod et selvstændigt forspil til 2. akt. I operaen forenes en stærk psykologisk skildring af den vægelsindede Saul med en mere oratorieagtig monumental stil. Forspillet til 2. akt går forud for en scene i kongens hal, hvor David spiller for Saul, og hvor en budbringer beretter om den store kæmpe hos filistrene, Goliath. Forspillet åbner til en verden med både indre og ydre kampe. Den friske skærende dissonans for tre trompeter vakte stor opsigt og blev diskuteret i de fleste anmeldelser. Den beror på et lineært princip på de tre første toner, hvor to tertser, der fører til en hornkvint i 2. og 3. trompet, forbindes med en opadgående enkel melodi i 1. trompet.

Forspillet blev opført for sig inden operaens premiere, dirigeret af Johan Svendsen, der gik varmt ind for værket ved uropførelsen af hele operaen dirigerede Carl Nielsen selv.

Med værket Rapsodisk ouverture. En fantasirejse til Færøerne er man henne i slutningen af Carl Nielsens liv, efter afslutningen af den sidste og 6. Symfoni. Det er en lejlighedskomposition skrevet til en fest på Det Kongelige Teater i anledning af et besøg fra Færøerne. Man oplever, hvordan musikken nærmer sig de fjerne øer i Atlanterhavet, og når frem til en gammel, kendt melodi, den der i Danmark hedder “Påskeklokken kimed mildt”. Værket er også et eksempel på, at Carl Nielsen i sine senere år nærmede sig mange vidt forskellige landskaber, som krævede hver deres musik.

Skuespillet Willemoes skulle, i 1908, et par år efter Maskarade, fejre 100-året for den danske søhelt Peter Willemoes’ død ved Sjællands Odde. Teksten var af L.C. Nielsen, som Carl Nielsen flere gange samarbejdede med. I stykket optræder en af de melodier, som senere blev til en højskolesang: “Havet omkring Danmark”. Carl Nielsen delte kompositionen af musikken med sin elev Emilius Bangert. Det eneste helt rene Carl Nielsen-orkesterstykke i skuespillet er forspillet til 3. akt. Det skal henvise til Willemoes’ forelskelse i en ung pige på Tranekær på Langeland, den ø der, også på grund af Grundtvigs stærke ungdomsforelskelse, har fået en særlig plads, når man taler om Danmarks historie under Englandskrigene.

Orkesterstykket Pan og Syrinx fra 1917-18 er et af Carl Nielsens mest særprægede stykker, og er altid blevet betragtet som sådan. Men har blandt andet henvist til et overraskende slægtskab med den musikalske impressionisme. Man kan endda henvise til Debussys kendte solofløjtestykke Syrinx, skrevet 5 år tidligere, også selvom Carl Nielsen næppe har kendt det. Men det er kun den ene side af værket. Den anden er de mærkelige skift i tempi og det særlige vekselspil mellem kammermusikalske, gennemsigtige passager og tutti-steder.

Carl Nielsen bruger her for første gang et forholdsvis stort apparat af eksotisk slagtøj, han er i værket inde på nye veje efter afslutningen af sin Symfoni nr. 4. Værket peget helt frem mod værker i 1920erne, navnlig Fløjtekoncerten fra 1926. Historien om Pan og Syrinx står i Ovids Metamorfoser. Det handler om Pan, der bliver tiltrukket af nymfen Syrinx. Han forfølger hende med dans og brægen. Men hun bliver bange og flygter til en skovsø, hvor hun bliver forvandlet til et siv. Det er i et sammendrag, hvad Carl Nielsen skriver som tekst i partituret. Men han må også have tænkt på fortsættelsen hos Ovid. Her former Pan en fløjte af sivene, så han bliver forenet med Syrinx igennem sin kunst. I slutningen af stykket ligger de høje strygere helt tæt ved siden af hinanden som en dissonerende klangblok. De enkelte strygere skal så efterhånden ophøre med at spille vibrato. Der skabes en stående klang, sivene bliver til et instrument, nymfen bliver en ting, kærligheden bliver til kunst.

Da Carl Nielsen som 18-årig var ved at bestemme sig for at bryde op fra sin stilling som regimentsmusiker i Odense for at tage til København, talte han med sin mor. Hun henviste til H.C. Andersen, der også var kommet fra Fyn til København, og som senere blev verdensberømt. Det måtte han også kunne. Hen mod slutningen af Carl Nielsens liv krydsedes så de to fynboers veje i ouverturen til Amor og digteren. Skuespillet, der skulle fejre H.C. Andersens 125-års dag, var skrevet af Sophus Michëalis. Carl Nielsen selv var tilfreds med sit arbejde, han skrev til sin kone, at man aldrig måtte slappe af, når man skulle skrive lejligheds- eller bestillingsmusik. Om H.C. Andersen udtalte han, at når han tænkte på Andersens eventyr, fik han associationer i retning af et futuristisk – måske med et senere ord: surrealistisk – maleri: “… et gammelt grantræ, en snurretop, ja og halsen af en svane”. Carl Nielsen er i dette stykke helt på højde med situationen omkring 1930 og med sine egne symfonier nr. 5 og 6. Sophus Michëalis’ H.C. Andersen-festspil havde premiere 12. august på Odense Teater. Carl Nielsen dirigerede selv, her i sin barndoms landsdel. Det originale stykke blev Carl Nielsens sidste orkesterkomposition.

I den stort anlagte Helios-ouverture fra 1902 befinder man sig i begyndelsen af Carl Nielsens store musikalske solskinsperiode, der kulminerede med Symfoni nr. 3, ni år senere. Når Carl Nielsen har valgt det græske ord for solen, skyldes det både, at værket er skrevet i Grækenland, og at den europæiske kultur på den tid nok en gang havde genopdaget det antikke Hellas, som det f.eks. udtrykkes ved genoptagelsen af de antikke Olympiske Lege.

Helios-ouverture har haft stor national betydning, fordi det var – og er – den første musik, man hører i Danmarks Radio efter årsskiftet nytårsaften. Navnlig da radioen var det eneste medium, kunne mennesker have en fornemmelse af, at med denne musik kom de på vej ind i en ny tid. Hornene i begyndelsen af værket skaber med deres dissonanser en fornemmelse af rum og forjættelse: langt derude i verdensrummet er tingene ved at vende, solens lys vil tage til. Der er også en korrespondens til den tidligere store solopgangsmusik i Danmark, Gades morgensang af Elverskud; som om det ene solværk hilser på det andet. Helios-ouverture har en storladen bueform, der endda hen mod slutningen af den hurtige hoveddel kan fortættes til lysfyrværkeri af en fuga. Værkets gang har Carl Nielsen selv skildret i følgende ord:

Stilhed og mørke – så stiger sol
under frydefuld lovsang –

vandrer sin gyldne vej – sænker sig
stille i hav.

 

Jørgen I. Jensen, 2006

Release date: 
januar 2007
Cat. No.: 
6.220518
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313151868
Track count: 
14

Credits

Indspillet i Danmarks Radios koncertsal d 15. -16. maj 2006, d. 28.- 30. august
og 1. september 2006.

Producere: Preben Iwan og Chris Hazell
Redigering: Preben Iwan, Chris Hazell og Jan Oldrup
Teknik: Jan Oldrup
Mastering: Preben Iwan og Jan Oldrup
Kunstnerisk leder og orkesterchef, DR RSO & Kor: Per Erik Veng

Grafisk design: Elevator
Forlag: Edition Wilhelm Hansen AS, www.ewh.dk

Til denne produktion er der blevet inddraget materiale fra Carl Nielsen Udgaven.

Denne SACD er indspillet i samarbejde med Danmarks Radio.